BWV 154 »Mein liebster Jesus ist verloren«

Bach skrev kantaten Mein liebster Jesus ist verloren (BWV 154) til Første søndag efter Helligtrekonger 9. januar 1724, som del af sin første kantateårgang i Leipzig. I denne første årgang benyttede Bachs sig i nogen udstrækning af materiale komponeret i løbet af de tidligere ansættelser i Weimar og Cöthen. En separat cembalostemme til kantatens fjerde sats – alt-arien for alt, to obo d’amore og unisone strygere – er skrevet på den type papir, som Bach benyttede i Weimar, og det indikerer, at i hvert fald denne sats (og sandsynligvis flere) er genbrug fra en verdslig eller gejstlig kantate fra denne periode. Sidenhen i 1736/37 opførte Bach kantaten atter en gang, og ved denne lejlighed lavede han yderligere en række rettelser og ændringer i nodematerialet. Der tegner sig dermed et billede af, at denne kantate gennem godt 20 år blev opført i tre forskellige versioner, hvoraf kun den sidste er overleveret til vor tid.

Søndagens evangelielæsning er fortællingen om den tolvårige Jesus i templet fra Lukasevangeliet 2 41-52:

”Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.”

Kantatens ukendte librettist tolker evangelielæsningen om den bortkomne tolvårige Jesus som et billede på den vildfarne kristne sjæl, som har mistet troen og søger at finde sin frelser. Bach lader tenoren spille en gennemgående rolle i kantatens dramaturgi som en personificering af den kristne sjæl. Kantatens vendepunkt finder sted i den centrale sats, hvor bassen i en arioso gestalter Jesus med ordene fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”. Sluttelig finder sjælen endelig Jesus, og med åbenlys symbolik forenes de to i en forløsende duet mellem alt og tenor.

Åbningssatsen er udformet som en lamentation i dramatisk fransk operastil. Continuo-bassen falder kromatisk igennem en ottetakters periode, for derefter at repeteres som gennemgående ostinat, hvilket er kendetegnende for barokkens lamentationer. Herover høres karakteristisk fransk ornamentik og punkterede rytmik i førsteviolinen – en stil, som Bach netop stiftede bekendtskab med i løbet af sine formative år i Weimar. Tenoren beklager sin fortvivlelse over, at Jesus er blevet væk: ”Mein liebster Jesus ist verloren, o Wort, das mir Verzweiflung bringt” (Min kære jesus er forsvundet, o ord, som bringer mig fortvivlelse). I et kort midterafsnit intensiveres dramatikken: ”O schwert, das durch die Seele dringt, o Donnerwort in meinen Ohren” (O sværd, som trænger gennem sjælen, o tordenord i mit øre), hvilket billedligt gengives i strygernes hamrende sekstendedele, førend ariens A-del repeteres.

Tenoren fortsætter i det følgende secco-recitativ med at spørge: ”Wo treff ich meinen Jesum an, wer zeiget mir die Bahn?” (Hvor finder jeg min Jesus, hvem viser mig vejen?) Hvor den første sats tog udgangspunkt i fraværet af Jesus, introduceres Jesus nu som vejviser, uden hvis tilstedeværelse, vi troende sjæle er vildfarne.

Tanken videreføres i det firestemmige koralvers, som følger, nemlig anden vers af Martin Jahns salme Jesu meiner Seelen Wonne: ”Jesu, mein Hort und Eretter, Jesu, meine Zuversicht…” (Jesus, mit tilflugtssted og redningsmand, Jesus, min fortrøstning).

Således er det også oplagt at den følgende arie for alt, to obo d’amore og unisone strygere er udformet som en mild pastorale, og trækker dermed på billedet af Jesus som sjælens hyrde. Jesus er dog fortsat ikke at finde, og derfor kalder alten som et uskyldigt får på afveje: ”Jesu, laß dich finden … wo du dich zum Schrecken willst für mich verstecken, stelle dich bald wieder ein!” (Jesus, lad dig blive fundet … hvor du til min skræk er gemt for mig, vis dig for mig igen!) Bemærkelsesværdigt er det, at Bach her fuldstændig udelader continuostemme og erstatter den med en såkaldte basset-stemme hos de unisone strygere. Denne sjældent benyttede effekt gør Bach også brug af hele to gange i sin Matthæuspassion: først i umiddelbar forlængelse af tilfangetagelsen af Jesus i duetten So ist mein Jesus nun gefangen og siden i sopranarien Aus Liebe will mein Heiland sterben i forbindelse med Pilatus’ domsfældelse af Jesus. I begge tilfælde synes udeladelsen af continuobassen altså at være symbol på Jesus’ uskyld, ligesom den her understreger den troende sjæls uskyld og hjælpeløshed i fraværet af Jesus.

Endelig viser frelseren sig i en af de for Bach så typiske Vox Christi-ariosoer. Bassen citerer vers 49 fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” i en retorisk sats, kun ledsaget af continuoet. Satsen bliver et vendepunkt i kantaten, og lægger således op til tenorens følgende recitativ:

”Dies ist die Stimme meine Freundes” (Dette er min vens stemme) udbryder tenoren, og citerer dermed Højsangen 2,8, og binder derefter sløjfe tilbage til dagens læsning om Jesus i templet: Auf, Seele, macht dich bereit! Du musst zu ihm in seines Vaters Haus, hin in den Tempel ziehn.” (Op Sjæl, gør dig beredt! Du skal gå hen til ham i hans faders hus, i templet.)

Det dramaturgiske forløb kulminerer i den festlige og forløsende duet for alt og tenor, ledsaget af hele det instrumentale ensemble. Den opløftende følelse understøttes af et opadgående tema, mens hele satsen er holdt i en homofon struktur præget af parallelle tertser og sekster. I ariens korte B-del skifter takten til 3/8 og en frisk fugetta mellem de to sangere og continuostemmen, hvorefter A-delens gavotte-lignende dans vender tilbage.

Kantaten afsluttes passende med 1. vers af Christian Keymanns salme Meinen Jesum laß ich nicht i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering