BWV 153 »Schau, lieber Gott, wie meine Feind«

Kantate 153 ”Schau, lieber Gott, wie meine Feind” er skrevet til søndag efter nytår og havde sin førsteopførelse 2. januar 1724. Dagens epistel er Første Petersbrev 4,12-19 om De kristnes lidelser, mens evangelielæsningen er Matthæusevangeliet 2,13-23 om Josefs flugt til Ægypten, Herodes’ barnemord i Betlehem og familiens tilbagevenden til Israel og Nazaret. Librettisten benytter sig af begge læsninger, samt en række andre bibelcitater, og sammenstiller helt oplagt, den tidlige kristne menigheds pinsler med Herodes barnemord og den lille families landflygtighed.

Bachs første jul i Leipzig 1723/24 må have været en overvældende oplevelse for både menighed og de medvirkende: Juledag 25. december stod Kantate 63 Christen, ätzet diesen tag samt Sanctus i D (BWV 238) på programmet til højmessen og Magnificat (BWV 243a) til vesperen. Anden juledag 26. december Kantate 40 Dazu ist erschinen der Sohn Gottes, Tredje juledag 27. december Kantate 64 Sehet, welch eine Liebe, Nytårsdag 1. januar Kantate 190 Singet dem Herrn ein neues Lied, Første søndag efter nytår 2. januar nærværende Kantate 153 Schau lieber Gott, wie meine feind, og blot fire dage efter på Helligtrekongers dag 6. januar Kantate 65 Sie werden aus Saba alle kommen. Det er ufattelige mængder musik af en ufattelig kvalitet, og selvom Bach givetvis har forberedt sig på højtiden, er der ingen tvivl om, at betragtelige dele af musikken er blevet skrevet undervejs. Desforuden skulle han lede prøvearbejdet – og stemmematerialet skrev jo heller ikke sig selv…

Bachforskeren Alfred Dürr foreslår, at dette arbejdspres og hensynet til Bachs sangere ligger til grund for, at Bach i denne kantate for en sjælden gangs skyld erstatter det sædvanlige åbningskor med en enkel firestemmig koraludsættelse, men jeg er ikke enig i den antagelse. Det er sandsynligvis den samme ukendte librettist, der står bag teksterne til kantaterne 40 og 64 (som blev opført få dage tidligere), da de har det til fælles, at de ligeledes benytter hele tre indlagte koraler. Det er denne af librettisten givne formmæssige struktur, samt Bachs evindelige higen efter at variere og overraske, som ligger til grund for dette valg. Hverken instrumentalister eller sangere bliver i øvrigt skånet i denne intense og dramatiske kantate.

Derimod fungerer David Denickes indledende salmevers som et kort og præcist afsæt:

Se, kære Gud, hvordan mine fjender,
som jeg bestandigt må kæmpe med,
er så snedige og mægtige,
at de let kan overvinde mig.
Herre, hvis din nåde ikke holdt mig oppe,
så kan djævelen, kødet og verden
let styrte mig i ulykke.

Dermed er scenen sat for kantatens problematik: den kristnes lidelser. Alten anråber i det indledende recitativ Gud om hjælp: Jeg bor her blandt lutter løver og drager, og de vil med raseri og grimhed, om kort tid gøre en ende på mig.

Bach sender straks hjælp med de forsikrende ord fra Esajas 41,10: Frygt ikke, for jeg er med dig, udformet som en af de karakteristiske bas-ariosoer med continuo-akkompagnement, som han så ofte benytter til bibel- og Jesuscitater.

Men det til trods er tenoren stadig i store kvaler og fortsætter i et dramatisk recitativ: Ak, men min plage forstørres dag for dag, for mine fjender er så mange, mit liv er deres mål, deres buer er spændt mod mig, de retter deres pile til ødelæggelse, jeg skal dø ved deres hænder. Det afsluttes med en ekspressiv arioso, og en sekvens af formindskede akkorder: hjælp, Hjælper, hjælp! Red min sjæl!

Her følger kantatens anden koral, 5. vers af Paul Gerhardts passionssalme Befiehl du deine Wege, som Bach også senere benyttede i sin Matthæuspassion. Verset forsikrer om, at Gud står fast uanset hvor mange djævle der forsøger at gå imod én.

Dette opildner tenoren til i trods at udfordre elementerne: Storm kun, du tungsindsvejr, vælt I stormfloder løs på mig. Slå I ulykkesflammer sammen over mig, forstyr, I fjender, min ro. Bach benytter hele den franske operas effektregister til denne vanvittige udladning: skarpe punkteringer og hurtige løb i både strygere og continuo, som illustrerer stormen, malmstrømmen og flammehavet.

Som en anden faderskikkelse træder bassen ind på scenen og sætter den kristnes (tenorens) lidelser i relief med dagens evangelielæsning: Jesus var allerede som spæd udsat for langt større farer. Han kom til verden og blev flygtning da Herodes iværksatte myrderiet på de små drengebørn i Betlehem. Men Jesus vil dele himmeriget med hver og én som lider med ham, forsikrer han i den smukke afrundende arioso.

I en let minuet kan alten kaste sorgens og korsets åg af sine skuldre, for alt det vil forsvinde i himmeriget, hvor der er lutter jubel. Arien er befriet for konflikter og dissonanser, og er både stilistisk og stemningsmæssigt en fuldstændig kontrast til den foregående tenorarie. I ariens slutning når vi en næsten eksalteret jubel over udsigten til himmerig, da tempoet skifter til allegro med teksten Der veksler min Jesus lidelsen med salig lyksalighed og evig glæde.

Kantaten afrundes med en sidste firestemmig koraludsættelse, 16.-18. vers af Martin Mollers Ach Gott, wie manches Herzeleid – en salme Bach skrev koralkantaten BWV 3 over godt et år senere, januar 1725 som del af hans koralkantateårgang. Melodiens tredelte takt og forsikringen om Guds beskyttelse, både i livet og i døden, giver en opløftende afslutning på en i øvrigt dramatisk kantate.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering