fbpx
Vælg en side

BWV 147 »Herz und Mund und Tat und Leben«

Til Bachs arbejde med sin første kantateårgang i Leipzig kom de godt tyve kantater, Bach havde skrevet i løbet af sine tre år som kapelmester i Weimar (1714-17) ham til gode. De fleste af Weimar-kantaterne kom til at indgå i Bachs første kantateårgang i Leipzig på de søndage i kirkeåret, de var skrevet til. I modsætning til i Weimar, så var adventstiden i Leipzig en fastetid uden koncertant musik, og Bach måtte derfor foretage væsentlige strukturelle bearbejdelser af flere af sine kantater, for at tilpasse dem til andre søndage i kirkeåret. I juli 1723 foretog han sådanne ændringer af to af sine adventskantater fra Weimar: Ärgre dich, o Seele, nicht (BWV 186 – som vi opførte med Enghave Barok 7. november 2020) blev opført 11. juli på 7. søndag efter Trinitatis.  Halvanden uge forinden, 2. juli, blev nærværende kantate Herz und Mund und tat und Leben (BWV 147) opført på Mariæ besøgelsesdag.

Mariæ besøgelsesdag fejres 2. juli. Helligdagen blev fastlagt af Pave Urban VI i 1389, men i Danmark blev den afskaffet med J.F. Struensees Helligdagsreform af 1770. På Bachs tid var det dog stadig en vigtig markering i kirkeåret. Helligdagen har Lukasevangeliet 1, 39-56 om Marias besøg hos Elisabeth som evangelielæsning, som igen er knyttet til bebudelsen om, at Johannes Døberen og Jesus skal fødes: Englen Gabriel har vist sig for den gamle Zakarias og bebudet, at hans kone Elisabeth, trods sin høje alder, venter en søn, som skal gå forud for Elias. Gabriel viser sig også for Maria og fortæller at hendes aldrende slægtning Elisabeth allerede er i sjette måned. Maria besøger herefter Elisabeth i Zakarias’ hus, og da Elisabeth hører Marias hilsen, springer barnet i hendes liv. Herefter udbryder Maria i lovsangen, som også udgør det centrale afsnit i læsningen til Mariæ besøgelsesdag:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Forventningen om Elias’ komme (altså Jesus’ fødsel) skaber en tæt liturgisk forbindelse mellem Mariæ besøgelsesdag og 4. søndag i advent. Derfor har adventskantaten fra Weimar været et oplagt valg for Bach at bringe i spil med henblik på en bearbejdning til Mariæ besøgelsesdag i Leipzig. Den oprindelige Weimar-kantate BWV 147a bygger på en libretto af Bachs faste tekstforfatter i Weimar-årene Salomon Franck, som i 1717 udgav sine samlede kantate-libretti under titlen Evangelische Sonn- und Festtages Andachten. På grund af den tætte forbindelse mellem de to søn-og helligdage kunne Bach med kun få ændringer bibeholde hele Franks adventstekst, og fik i stedet for at skabe et nyt parodieret værk en librettist til at skrive recitativ-tekster med særlig reference til dagens læsning. De nye recitativer fik plads mellem de oprindelige koncertante satser fra Weimar kantaten. Således udgør satserne 1,3,5,7 og 9 den oprindelige kantate, mens både tekst og musik til de tre recitativer, satserne 2,4 og 8, er nytilkomne kompositioner. I den udvidede form delte Bach kantaten op i to dele, til henholdsvis før og efter prædiken. Som det gør sig gældende for alle Bachs todelte kantater i den første Leipzig-årgang, slutter begge de to dele med samme koralbearbejdelse, hvilket styrker oplevelsen af kantaten som en sammenhændende enhed. Valget af salmevers faldt på 6. og 16. vers af Martin Jahn’s Jesu, meiner Seelen Wonne som i flere af tidens salmebøger var placeret under salmer til Mariæ besøgelsesdag.

Kantaten åbner med en opadgående trompetfanfare, som straks sætter en karsk stemning an. Den kristne skal bekende sig til Jesus i både tanker og handling. Typisk for den unge Bachs Weimar-kompositioner er åbningskoret formmæssigt eksperimenterende. Det veksler mellem instrumentale ritorneller, fugagennemføringer og tutti- og a capella-afsnit i en avanceret struktureret da-capo-form.

Tenoren følger op i et accompagnato-recitativ. Han bruger Marias lovsang fra dagens læsning som eksempel på, med hvilken hengivenhed den kristne bør takke og prise frelseren, for gennem Jesus er vi befriet fra syndens bånd. Derfor kommer tenoren med en afsluttende formaning til dem, som ikke bekender sig til Jesus: ”Jedoch, dein Mund und dein verstockt Gemüte Verschweigt, verleugnet solche Güte; Doch wisse, dass dich nach der Schrift Ein allzuscharfes Urteil trifft!” (Dog fortier og fornægter din mund og dit forstokkede gemyt sådan godhed; men du skal vide, at ifølge Skriften rammes du da af en uhyrlig dom!)

”Schäme dich, o Seele, nicht, Deinen Heiland zu bekennen” (Skam dig ikke, min sjæl, ved at bekende din tro på Frelseren) fortsætter alten i sin arie. Den sonore obo d’amore ledsager her alten i en inderlig arie, som opfordrer til at stå ved sin tro for ikke at blive nægtet frelsen på den yderste dag.

Den inderlige stemning afbrydes brat af bassen, som i et dramatisk iscenesat recitativ advarer mod forstokkelse og hovmod: ”Verstockung kann Gewaltige verblenden, Bis sie des Höchsten Arm vom Stuhle stößt” (Forstokkelse kan blænde de mægtige, indtil den Højestes arm støder dem fra tronen). Den kristne skal i stedet berede sig på Jesus’ komme og møde ham i troen.

Som så ofte i Bachs kantater repræsenterer sopranstemmen den kristne sjæl. I den inderligt smukke arie henvender sopranen sig direkte til Jesus i bøn og beder ham at se nådigt på sig, mens den elegante soloviolinstemme udtrykker forventningens glæde over Messias’ komme. Ligesom sopranarien udtrykker også 6. vers af Martin Jahn’s salme dette subjektive og inderlige trosforhold, og således afsluttes første del af kantaten.

Tenoren åbner anden del med en bøn om at forblive tro med Jesus: ”Hilf, Jesu, hilf, dass ich auch dich bekenne In Wohl und Weh, in Freud und Leid” (Hjælp, Jesus hjælp mig, så jeg også bekender Dig, i medgang og modgang, i glæde og i sorg). Arien er kun ledsaget af continuo, men med en ornamenteret venstrehånd til cembalo og orgel, som satsen igennem udsmykker basstemmen med triolbevægelser. Den trioliserede bevægelse kan tolkes som en flammende ild, for mod ariens slutning tages triolfiguren op af tenorstemmen i beskrivelsen af den brændende kærlighed til Jesus.

Alten refererer i sit accompagnato-recitativ direkte til Elisabeth, som venter Johannes døberen og det store under, som venter med ankomsten af både Johannes og Jesus. Særligt charmerende er beskrivelsen af, hvordan Johannes døberen sparker og hopper i sin modes mave da Elisabeth nævner det forestående under og Maria udbryder i sin lovsang, hvortil de to obo da caccia’er hopper med i op- og nedadgående bevægelser.

Kantatens sidste arie er decideret koncertant i sin karakter. Ligesom i åbningskoret spiller trompeter nu atter en solistisk rolle med signalfanfarer. ”Ich will von Jesu Wundern singen

Und ihm der Lippen Opfer bringen” (Jeg vil synge om Jesu undere og bringe Ham læbernes offer) synger bassen, og følger dermed Marias eksempel ved at udbryde i lovsang, sådan som tenoren opfordrede til i kantatens første recitativ.

Kantaten rundes af med en reprise af den ikoniske koralfantasi ”Jesus bleibet meine Freude” (Jesus forbliver min glæde).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Erster Teil

1. Coro
Herz und Mund und Tat und Leben
Muss von Christo Zeugnis geben
Ohne Furcht und Heuchelei,
Dass er Gott und Heiland sei.

2. Recitativo T
Gebenedeiter Mund!
Maria macht ihr Innerstes der Seelen
Durch Dank und Rühmen kund;
Sie fänget bei sich an,
Des Heilands Wunder zu erzählen,
Was er an ihr als seiner Magd getan.
O menschliches Geschlecht,
Des Satans und der Sünden Knecht,
Du bist befreit
Durch Christi tröstendes Erscheinen
Von dieser Last und Dienstbarkeit!
Jedoch dein Mund und dein verstockt Gemüte
Verschweigt, verleugnet solche Güte;
Doch wisse, dass dich nach der Schrift
Ein allzuscharfes Urteil trifft!

3. Aria A
Schäme dich, o Seele, nicht,
Deinen Heiland zu bekennen,
Soll er dich die seine nennen
Vor des Vaters Angesicht!
Doch wer ihn auf dieser Erden
Zu verleugnen sich nicht scheut,
Soll von ihm verleugnet werden,
Wenn er kommt zur Herrlichkeit.

4. Recitativo B
Verstockung kann Gewaltige verblenden,
Bis sie des Höchsten Arm vom Stuhle stößt;
Doch dieser Arm erhebt,
Obschon vor ihm der Erde Kreis erbebt,
Hingegen die Elenden,
So er erlöst.
O hochbeglückte Christen,
Auf, machet euch bereit,
Itzt ist die angenehme Zeit,
Itzt ist der Tag des Heils: der Heiland heißt
Euch Leib und Geist
Mit Glaubensgaben rüsten,
Auf, ruft zu ihm in brünstigem Verlangen,
Um ihn im Glauben zu empfangen!

5. Aria S
Bereite dir, Jesu, noch itzo die Bahn,
Mein Heiland, erwähle
Die gläubende Seele
Und siehe mit Augen der Gnade mich an!

6. Choral
Wohl mir, dass ich Jesum habe,
O wie feste halt ich ihn,
Dass er mir mein Herze labe,
Wenn ich krank und traurig bin.
Jesum hab ich, der mich liebet
Und sich mir zu eigen gibet;
Ach drum lass ich Jesum nicht,
Wenn mir gleich mein Herze bricht.

Zweiter Teil

7. Aria T
Hilf, Jesu, hilf, dass ich auch dich bekenne
In Wohl und Weh, in Freud und Leid,
Dass ich dich meinen Heiland nenne
Im Glauben und Gelassenheit,
Dass stets mein Herz von deiner Liebe brenne.

8. Recitativo A
Der höchsten Allmacht Wunderhand
Wirkt im Verborgenen der Erden.
Johannes muss mit Geist erfüllet werden,
Ihn zieht der Liebe Band
Bereits in seiner Mutter Leibe,
Dass er den Heiland kennt,
Ob er ihn gleich noch nicht
Mit seinem Munde nennt,
Er wird bewegt, er hüpft und springet,
Indem Elisabeth das Wunderwerk ausspricht,
Indem Mariae Mund der Lippen Opfer bringet.
Wenn ihr, o Gläubige, des Fleisches Schwachheit merkt
Wenn euer Herz in Liebe brennet,
Und doch der Mund den Heiland nicht bekennet,
Gott ist es, der euch kräftig stärkt,
Er will in euch des Geistes Kraft erregen,
Ja Dank und Preis auf eure Zunge legen.

9. Aria B
Ich will von Jesu Wundern singen
Und ihm der Lippen Opfer bringen,
Er wird nach seiner Liebe Bund
Das schwache Fleisch, den irdischen Mund
Durch heilges Feuer kräftig zwingen.

10. Choral
Jesus bleibet meine Freude,
Meines Herzens Trost und Saft,
Jesus wehret allem Leide,
Er ist meines Lebens Kraft,
Meiner Augen Lust und Sonne,
Meiner Seele Schatz und Wonne;
Darum lass ich Jesum nicht
Aus dem Herzen und Gesicht.

Første del

1. Kor
Hjerte og mund, gerning og liv
skal vidne om Kristus
uden frygt og hykleri,
at Han er Gud og Frelser.

2. Recitativ T
Velsignede mund,
Maria fortæller om sjælens inderste
ved at takke og lovprise;
hun begynder med sig selv,
og fortæller om Frelserens under,
hvad Han har gjort, så hun er Herrens tjenerinde.
O, du menneskeslægt,
Satans og syndens slave,
du er befriet
ved Kristi trøstende tilsynekomst,
fra denne last og afhængighed!
Dog fortier og fornægter din mund og dit forstokkede gemyt sådan godhed;
men du skal vide, at ifølge Skriften
rammes du da af en uhyrlig dom!

3. Arie A
Skam dig ikke, min sjæl,
ved at bekende din tro på Frelseren,
om Han skal kalde dig sin
for Faderens ansigt.
Men den, der her på jorden
ikke skyr fornægtelsen,
vil blive fornægtet af Ham,
når Han kommer i herlighed.

4. Recitativ B
Forstokkelse kan blænde de mægtige,
indtil den Højestes arm støder dem fra tronen,
men denne arm,
som hele jorden skælver for,
ophøjer til gengæld de elendige,
således forløser den.
O, I lyksalige kristne,
Op, gør jer rede,
nu er den rette tid,
nu er det frelsens dag:
Frelseren byder jer
at udruste liv og sjæl med troens gaver
Op, råb til Ham i inderlig længsel,
så I tager imod Ham i tro.

5. Arie S
Ban vejen nu, Jesus,
udvælg de troende sjæle,
min Frelser,
og betragt mig med et nådigt blik.

6. Koral
Det er godt for mig, at jeg har Jesus.
O, hvor fast holder jeg Ham,
så Han trøster mit hjerte,
når jeg er syg og bedrøvet.
Jeg har Jesus, som elsker mig
og giver mig sig selv;
ak, derfor slipper jeg ikke Jesus,
om mit hjerte måtte briste.
Anden del

7. Arie T
Hjælp, Jesus hjælp mig, så jeg også bekender Dig,
i medgang og modgang, i glæde og i sorg,
så jeg kalder Dig min Frelser
i tro og sindsro,
og så mit hjerte altid brænder af Din kærlighed.

8. Recitativ A
Den Højestes almagts hånd
virker i det skjulte på jorden.
Johannes må være opfyldt af Ånden,
allerede i moders liv
drages han af kærlighedens forbundethed,
så han kender Frelseren,
selv om han endnu ikke nævner Ham med ord,
han bevæges, han sparker og hopper
idet Elisabeth nævner Underet,
idet Marias mund bekender med læberne.
Når I, o troende,
mærker kødets svaghed,
når jeres hjerter brænder i kærlighed,
og jeres mund
dog ikke bekender Frelseren,
da er det Gud, der styrker jer.
Han vil vække Åndens kraft i jer,
Ja, lægge tak og lovprisning på jeres tunge.

9. Arie B
Jeg vil synge om Jesu undere
og bringe Ham læbernes offer,
Han vil ved sin kærligheds bånd,
med sin hellige ilds kraft
tvinge det svage kød, den jordiske mund.

10. Koral
Jesus forbliver min glæde,
mit hjertes trøst og kraft,
Jesus afværger alle lidelser.
Han er kraften i mit liv,
mine øjnes lyst og sol,
min sjæls skat og fryd;
derfor lader jeg ikke Jesus
ude af sind eller syne.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Salomo Franck 1717; Omarbejdet af Anonym digter; 6. & 10. sats: Martin Jahn 1661
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Trompet, Oboe I/II, Oboe d'amore, Oboe da caccia I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Maria besøgelsesdag (2. juli)
Første opførelse: 2. juli 1723

Opført af Enghave Barok: 18. november 2021

Find andre Bachværker til Maria besøgelsesdag (2. juli) (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Salomo Franck, Martin Jahn (som Enghave Barok har opført)