BWV 145 »Ich lebe, mein Herze zu deinem Ergötzen«

Teksten til kantate 145 ”Ich lebe, mein Herze zu deinem Ergötzen” har Bach taget fra tekstforfatteren Picanders samling Cantaten auf die Sonn- und Festtage durch das gantze Jahr (Kantater til hele årets Søn- og Helligdage). Picanders rigtige navn var Christian Friedrich Henrici og han er også forfatteren bag teksterne til både Johannes- og Matthæus-passionerne, samt til en lang række lejlighedskantater. Picander skrev under synonym, muligvis fordi han til daglig bestred centrale poster i Leipzigs embedsværk, som bl.a. Postkommissær, og siden det attråværdige hverv af Vininspektør! I forordet til sin kantatetekstcyklus skriver Picander, at teksterne er skrevet med henblik på at skulle sættes i musik af ”den usammenlignelige kapelmester Bach”. Vi han ingen grund til at tro, at Bach ikke skrev musik til stort set alle disse tekster, som skulle være hans fjerde kantate-cyklus, men fra såvel fjerde som femte kantate-cyklus (IV: 1728/29, V: 1729/30) findes meget få partiturer og stemmer i dag. Det er altså uvist i hvilket omfang disse årgange blev fuldendt og dermed, hvor stor en andel af Bachs vokalmusik der rent faktisk er gået tabt.

Det er symptomatisk at kildematerialet for kantaterne fra denne tid er ukomplette, og det gælder da også for Kantate 145. Med til kantatens kildemateriale hører en enkel firestemmig koral som åbningssats, efterfulgt af en korsats med solotrompet. Denne anden sats er dog skrevet af G.P. Telemann og det er uvist, om ikke ligefrem tvivlsomt, hvorvidt disse to indledende satser stammer helt tilbage fra Bachs tid. Der er til gengæld ingen tvivl om, at resten af kantaten stammer fra Bachs hånd og er skrevet til opførelse 3. påskedag i 1729 eller 1730.

Kantaten åbner i den korte (men ægte) version med en duet for sopran og tenor med obligat violin. Satsen er udformet som en dialog mellem Jesus og Sjælen – en teksttype som Bach normalt udformer som duet mellem sopran og bas. Dette faktum, kombineret med satsens udprægede verdslige musikalske stil, kunne tyde på, at satsen stammer fra en verdslig kantate fra Cöthen-årene. Måske som dialog mellem to mytologiske figurer, som der findes adskillige eksempler på.

Tenoren fortsætter med et recitativ, hvor det understreges, at Jesus med sin død underskriver menneskets pagt med Gud, som går tilbage til Moseloven. Tenoren slutter recitativet i adagio med ordene: Mærk dig dette, min sjæl, som leder direkte videre ind i bassens arie med samme tekstlige pointe. Også denne sats kunne med sin dansante karakter og rondeau-form meget vel stamme fra en tidligere verdslig kantate. I sopranens afrundende recitativ udtrykkes glæden over, at Jesus med sin sejr over døden, har banet vejen fra graven til ”himlens herlighed”.

Kantaten afsluttes med en enkel koraludsættelse af fjortende vers af Nikolaus Hermans påskesalme ”Erscheinen ist der herrlich tag”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering