BWV 137 »Lobe den Herren«

Bach helligede sit andet år som kantor i Leipzig til at skabe en fuld cyklus af koralkantater til kirkeåret byggende på salmemelodier fra den ortodokse lutherske tradition, han selv var vokset op med. Hele denne årgangs kantater blev ens opbygget og havde sandsynligvis samme tekstforfatter. Arbejdet med årgangen sluttede dog abrupt lidt over halvvejs i processen i februar 1725, formodentlig grundet, at Bachs samarbejdspartner afgik ved døden i løbet af vinteren.

I de følgende år supplerede Bach med jævne mellemrum den ukomplette koralkantateårgang. Dette gjorde han som regel med kantater af den gamle koralkantate-type per omnes versus, hvor salmens vers bliver gengivet ét for ét i deres oprindelige form. Til denne gruppe af kantater hører netop Lobe den Herren, den Mächtigen König der Ehren (BWV 137). Godt et halvt år efter, at koralkantateprojektet var blevet afbrudt, opførte Bach denne kantate på 12. søndag efter trinitatis, søndag 19. august 1725.

Kantaten er festligt lagt an med en orkestrering bestående af tre trompeter og pauker som supplement til det almindelige kammerorkester bestående af oboer, strygere og continuo. Den store festlige orkestrering kan indikere, at kantaten faktisk blev skrevet til en anden anledning, som f.eks. et bryllup eller til en festlig officiel begivenhed i Leipzig, hvilket er tilfældet for flere af de øvrige stort anlagte per omnes versus-kantater fra samme periode.

Læsningen til 12. søndag efter trinitatis er fortællingen om Helbredelsen af den døve og stumme fra Markusevangeliet 7, 31-37:

”Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.  Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: ”Effatha!” – det betyder: ”Luk dig op!”  Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

Joackim Neanders salmetekst fra 1680 har ingen direkte relation til evangelielæsningen, anden end den åbenlyse, at salmen lovsynger Guds underværk, som netop fortællingen om Helbredelsen af den døve og stumme er et eksempel på. Yderligere en forbindelse til dagens læsning kan findes i kantatens åbningskor, hvis sidste linjer lyder: ”Lasset die Musicam hören” (Lad musikken høre), hvilket får en meta-betydning i forhold til dagens evangelielæsning om Helbredelsen af den døve og stumme og åbningskorets igangværende festlige koncertante musik.

Overordnet synes kantatens fem satser at være opbygget i en slags symmetrisk udvikling af bearbejdelsen af koralmelodien. I de to ydersatser 1 og 5 høres koralen bearbejdet som først koralfantasi og siden i homofon harmonisering for tutti-ensemblet. I 2. og 4. sats’ arier indgår koralen som cantus firmus hos henholdsvis altsangeren og i trompetstemmen, mens koralmelodien i den centrale 3. sats blot høres som en abstrakt motivisk reminiscens i duettens bærende tema.

Åbningskoret benytter det fulde orkester, hvor oboer og strygere udveksler et sprudlende synkoperet motiv mens trompeter og pauker istemmer med fanfaremotiver. Oboernes synkoperede motiv bliver overtaget af sangerne, som i imiterende udviklinger ledsager sopranens cantus firmus. Kun kortvarigt i udråbene ”Kommet zu Hauf, Psalter und Harfen, wacht auf” (Kom til hobe, salter og harpe, vågn op) mødes de fire sangstemmer i udbasunerende homofoni, førend de atter finder tilbage i musicerende polyfon lovsang.

I altens arie har Bach utvivlsom fundet sin inspiration i versets anden linje: ”Der dich auf Adelers Fittichen sicher geführet” (Han, som dig sikkert fører på ørnens vinger). Den obligate violinstemme illuderer ørnens elegante flugt over himlen, mens altsangeren gengiver cantus firmus i en let udsmykket form. Denne charmerende sats omarbejdede Bach mod slutningen af sit liv til en orgelkoral (BWV 650) da han lod den indgå i samlingen Sechs Choräle, som blev udgivet af Johann Georg Schübler i 1747/48. De seks koraler tager alle udgangspunkt i kantatesatser og er i dag kendt som Schübler Koralerne.

Duetten mellem sopran og bas udgør kantates centrale sats. Her synes Bach at have taget udgangspunkt i versets første linje: ”Lobe den Herren, der künstlich und fein dich bereitet” (Lover den Herre, som kunstnerisk og fint bereder dig.” Bach fremviser sin fineste kompositionskunst med kompleks tætført kontrapunktik mellem de to oboer og de to sangere ledsaget af continuostemmen. Til teksten ”In wieviel Not” (I hvor meget nød) indføres et kromatisk motiv med forminsket harmonik og dissonanser til følge, mens teksten ”Hat nicht der gnädige Gott über dir Flügel gebreitet!” (Har ikke den nådige Gud bredt sine vinger over dig!) som kontrast hertil udbredes som et billede på Guds vidtstrakte nåde.

Tenorens arie lovsynger Guds overflod af kærlighed: ”Der aus dem Himmel mit Strömen der Liebe geregnet”. (Han som lader kærlighedsstrømme regne fra himlen). Kærlighedsregnen illustrerer Bach med nedadgående drypmotiver og flydende løb i continuostemmen, mens han gentagende gange lader tenoren udbryde i lange melismer, som billede på den rigelig strøm af kærlighed. Mens tenorens arie tager udgangspunkt i a-mol, høres cantus firmus i trompeten i paralleltonearten C-dur. Denne dobbelttydige harmonik er genialt tænkt og ekvilibristisk udført og måske en raffineret hentydning fra Bach til verselinjerne ”Denke dran, was der Almächtige kann” (Påtænk, hvad den almægtige kan).

Kantaten slutter med en enkel homofon udsættelse af Neanders salme, hvor trompeter og pauker atter bringes i spil med klangglans og frydefulde fanfarer.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering