BWV 135 »Ach Herr, mich armen Sünder«

På Trinitatis søndag 1724 påbegyndte Bach sin koralkantateårgang. Frem til påsken det følgende år skrev han ugentligt kantater til søn- og helligdage over en protestantisk salme. Ach Herr, mich armen Sünder er skrevet til 3. søndag efter Trinitatis 25. juni 1724. Den er den fjerde koralkantate i årgangen, da Bach dagen forinden, 24. juni, havde opført koralkantaten Christ unser Herr zum Jordan kam (BWV 7) på Sankt Hans dag.

Bystyret i Leipzig købte stemmematerialet til koralkantateårgangen af Anna Magdalena Bach efter Johann Sebastians død. Denne årgang er derfor den bedst bevarede af de fem årgange som Bach komponerede i Leipzig. Også denne kantate indgik i det materiale, der blev overdraget til Thomasskolen. Dele af stemmematerialet blev nemlig kopieret herfra i 1803, og ifølge Berlinische Musikalische Zeitung fandt der en opførelse af kantaten sted i Leipzig i 1805. Imidlertid er stemmematerialet til kantaten forsvundet, men heldigvis er Bachs håndskrevne partitur overleveret til i dag.

Søndagens læsning er Lignelsen om det mistede får og om den tabte mønt, Lukasevangeliet 15, 1-10:

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”

Cyriakus Schneegaß’s bodssalme Ach Herr, mich armen Sünder (fra 1597) er en fri gendigtning af Salmernes bog kapitel 6. Bodssalmens syndserkendelse og bøn om forladelse ses som en tolkning af evangelielæsningens ord om glæden ved én synder, der omvender sig. Kantatens ukendte librettist følger den forskrift som blev den mest almindelige for koralkantateårgangen, og gengiver første og sidste vers i sin oprindelige form, mens de midterste vers er bearbejdet til to sæt recitativer og arier.

Til de første tre kantater i årgangen havde Bach i åbningskorene distribueret cantus firmus til henholdsvis sopran (BWV 20), alt (BWV 2) og tenor (BWV 7). Derfor ligger cantus firmus i åbningskoret til denne fjerde koralkantate naturligvis i basstemmen. Som følge heraf skiller åbningskoret sig ud ved som udgangspunkt ikke at have nogen continuostemme. De to violiner og viola anticiperer koralmelodien mens de to oboer væver et mønster af sekvenserede nedadgående motiver, som overtages af først strygerne og siden også af de tre øvre sangstemmer. Den langsomt flydende 3/4-takt giver satsen karakter af et rituelt optog, eller er måske ligefrem et billede på den angerfulde synder, der går sin bodsgang.

Tenoren påkalder sjælens læge i sit recitativ: ”Ach heile mich, du Arzt der Seelen, Ich bin sehr krank und schwach” (Ak, helbred mig, Du sjælenes læge, jeg er meget syg og svag) og portrætterer en angstfuld sjæl i musikalske gengivelser af først en løbende tåreflod og siden af den skræk som plager ham, før han til sidst spørger retorisk: ”Ach, du Herr, wie so lange?” (Ak, Herre, hvorfor så længe?)

Lindringen kommer i den følgende arie. De to oboer virker som helende balsam for den lidende sjæl. I en rolig dans vugges han ud af sin lidelse og ind i døden: Aus der Seelennot! Denn im Tod ist alles stille” (Ud af min store sjælenød! For i døden er alt stille), hvortil musikken kortvarigt får ophold.

I det følgende recitativ indledes portrættet af altens ynkelige situation med en harmonisk forskruet arioso: ”Ich bin von Seufzen müde” (Jeg er træt af at sukke), og fortsætter: ”Mein Geist hat weder Kraft noch Macht, weil ich die ganze Nacht Oft ohne Seelenruh und Friede in großem Schweiß und Tränen liege.” (Min ånd har hverken kraft eller magt, fordi jeg hele natten, ofte uden sjælero og fred, ligger badet i tårer og sved.)

Som i trods over altens kummer, besværger bassen alle de som gør ondt: ”Weicht, all ihr übeltäter, mein Jesus tröstet mich!” (Vig bort, alle I, der øver ondt, min Jesus trøster mig!) Musikken er vred og trodsig men ændrer kortvarigt karakter til teksten ”Er läßt nach Tränen und nach Weinen die Freudensonne wieder Scheinen.” (Han lader glædens sol skinne igen efter tårer og gråd), før det atter går løs i en rasen, som viser, hvordan fjendes pile vil prelle af.

Med visheden om Jesus sejr over det onde og gennembruddet af nådesolen afrundes kantaten med Schneegaß’s gendigtning af doxologien i en enkelt firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering