BWV 134 »Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß«

Påsken 1724 var Bachs første påske i Leipzig. Til den anledning opførte han på langfredag den første udgave af sin Johannespassion. Man kan forestille sig, at dette arbejde har krævet Bachs fulde opmærksomhed og skaberkraft, hvorfor han i de følgende dage valgte at opføre værker, han havde medbragt fra sine tidligere arbejdsgivere. Påskedag 9. april opførtes hele to kantater: Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret, BWV 31, skrevet i Weimar 1715 og Christ lag in Todesbanden, BWV 4, skrevet i Mühlhausen 1707/08. Til de to følgende helligdage, anden og tredje påskedag, 10. og 11. april, valgte han at bearbejde to verdslige lejlighedskantater, skrevet som hyldest til sin forrige arbejdsgiver og ven Fürst Leopold von Anhalt-Köthen: til andenpåskedag Erfreut euch, ihr Herzen, BWV 66, og til tredjepåskedag Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß, BWV 134. De to lejlighedskantater, som bærer værkfortegnelsesnumrene BWV 66a og BWV 134a, blev oprindelig opført henholdsvis december i 1717 og januar 1718.

Til kantate 66 Erfreut euch, ihr Herzen har vi kun en senere bearbejdelse af kantaten. Til kantate 134 Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß derimod, har vi har i dag ikke blot det verdslige forlæg, men også det materiale som Bach benyttede i sit arbejde med omformningen fra verdslig hyldestkantate til kirkelig festkantate. Det giver os et interessant indblik i hans arbejdsproces:

Bach bestilte i denne anledning en ny gejstlig kantate-tekst hos en i dag ukendt librettist. Desuden bad han en af sine faste kopister om at kopiere et nyt partitur samt et sæt sang-stemmer uden tekst under. Herfra kunne Bach selv overtage og indføje den ny tekst. Han fik dog – sikkert grundet travlhed – aldrig skrevet teksten ind i partituret, og ledte altså sandsynligvis opførelsen med partituret fra den verdslige version af kantaten. Under normale omstændigheder nøjedes Bach ikke med blot at overføre tekst node for node til sine parodierede værker, men travlheden omkring påske har nok gjort, at der ikke var tid til en grundigere bearbejdelse. Særligt recitativerne har kaldt på forbedringer, og til en opførelse af kantaten 7 år senere, 27. marts 1731, skrev Bach recitativerne om og limede dem ind i de eksisterende stemmer. Først i påsken 1735 kommer vi dog frem til den version, som opføres i dag, da Bach endelig skrev et nyt partitur til kantaten og i den forbindelse lavede adskillige mindre forbedringer i både arierne og slutkoret.

Det er en tankevækkende tilblivelsesproces at få indblik i. Dels, giver det et indtryk af den mængde musik Bach skulle producere og opføre uge for uge, dels fortæller det os meget om den grundighed, Bach lagde i sit arbejde med kirkekantaterne, at en perifer lejlighedskantate fra 1718 blev omarbejdet og forbedret i flere omgange over en periode på 17 år, før den endelig nåede en form, han er tilfreds med, i 1735.

Det festlige musikalske udtryk i den verdslige lejlighedskantate til Fürst Leopold von Anhalt-Köthen er måske grunden til, at librettisten har valgt ikke at lægge dagens læsning om den opstandne Jesus og disciplene (Lukas 24, 36-47) til grund for sin nye tekst. I stedet ser kantatens to solister med forventning og glæde frem mod Jesu opstandelse og sejr over døden. Bachs nye librettist var i sagens natur nødsaget til at bevare strukturen fra det verdslige forlæg, der var udformet som en dialog mellem de to allegoriske figurer Zeit (Tiden), og Göttliche Vorsehung (Den Guddommelige forudseenhed), og dialog-formen går igen i den nye gejstlige tekst. Flere steder lægger den nye version sig tæt op ad det oprindelig forelæg. Det gælder ikke mindst i tenorens krævende arie, hvor der er sørget for at de opadgående fanfarer auf, auf auf… er bevaret.

Det fornægter sig ikke i det musikalske udtryk, at denne kantate er et parodieret værk fra en verdslig hyldestkantate. Der er dog ingen grund til at rynke på næsen ad den tilblivelsesproces. Det var reglen, snarere end undtagelsen, at Bach genbrugte fra sin egen produktion. Især i første Leipzig-kantateårgang 1723/24 gjorde han ofte brug af materiale fra sin tid i Weimar og Köthen. Men også nogle af Bachs mest berømmede værker gennemgik en lignende proces. Langt størstedelen af Juleoratoriet er hentet fra to lejlighedskantater af en lignende støbning som dem, der ligger til grund for kantaterne BWV 66 og 134, og store dele af Mattæuspassionen blev i 1729 genbrugt med ny tekst til værket Klagt, Kinder, klagt es aller Welt (BWV 244a), som begravelsesmusik for selvsamme Fürst Leopold von Anhalt-Köthen, som denne kantate oprindelig blev skrevet til.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Recitativo T A
Tenor
Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß,
Empfindet Jesu neue Güte
Und dichtet nur auf seines Heilands Preis.
Alt
Wie freuet sich ein gläubiges Gemüte.

2. Aria T
Auf, Gläubige, singet die lieblichen Lieder,
Euch scheinet ein herrlich verneuetes Licht.
Der lebende Heiland gibt selige Zeiten,
Auf, Seelen, ihr müsset ein Opfer bereiten,
Bezahlet dem Höchsten mit Danken die Pflicht.

3. Recitativo (Dialog) T A
Tenor
Wohl dir, Gott hat an dich gedacht,
O Gott geweihtes Eigentum;
Der Heiland lebt und siegt mit
Macht Zu deinem Heil, zu seinem Ruhm
Muss hier der Satan furchtsam zittern
Und sich die Hölle selbst erschüttern.
Es stirbt der Heiland dir zugut
Und fähret vor dich zu der Höllen,
Sogar vergießet er sein kostbar Blut,
Dass du in seinem Blute siegst,
Denn dieses kann die Feinde fällen,
Und wenn der Streit dir an die Seele dringt,
Dass du alsdann nicht überwunden liegst.
Alt
Der Liebe Kraft ist vor mich ein Panier
Zum Heldenmut, zur Stärke in den Streiten:
Mir Siegeskronen zu bereiten,
Nahmst du die Dornenkrone dir,
Mein Herr, mein Gott, mein auferstandnes Heil,
So hat kein Feind an mir zum Schaden teil.
Tenor
Die Feinde zwar sind nicht zu zählen.
Alt
Gott schützt die ihm getreuen Seelen.
Tenor
Der letzte Feind ist Grab und Tod.
Alt
Gott macht auch den zum Ende unsrer Not.

4. Aria (Duetto) A T
Wir danken und preisen dein brünstiges Lieben
Und bringen ein Opfer der Lippen vor dich.
Der Sieger erwecket die freudigen Lieder,
Der Heiland erscheinet und tröstet uns wieder
Und stärket die streitende Kirche durch sich.

5. Recitativo T A
Tenor
Doch würke selbst den Dank in unserm Munde,
In dem er allzu irdisch ist;
Ja schaffe, dass zu keiner Stunde
Dich und dein Werk kein menschlich Herz vergisst;
Ja, lass in dir das Labsal unsrer Brust
Und aller Herzen Trost und Lust,
Die unter deiner Gnade trauen,
Vollkommen und unendlich sein.
Es schließe deine Hand uns ein,
Dass wir die Wirkung kräftig schauen,
Was uns dein Tod und Sieg erwirbt
Und dass man nun nach deinem Auferstehen
Nicht stirbt, wenn man gleich zeitlich stirbt,
Und wir dadurch zu deiner Herrlichkeit eingehen
Alt
Was in uns ist, erhebt dich, großer Gott,
Und preiset deine Huld und Treu;
Dein Auferstehen macht sie wieder neu,
Dein großer Sieg macht uns von Feinden los
Und bringet uns zum Leben;
Drum sei dir Preis und Dank gegeben.

6. Coro
Erschallet, ihr Himmel, erfreue dich, Erde,
Lobsinge dem Höchsten, du glaubende Schar,
Es schauet und schmecket ein jedes Gemüte
Des lebenden Heilands unendliche Güte,
Er tröstet und stellet als Sieger sich dar.

1. Recitativ T A
Tenor
Et hjerte, der ved, at Jesus lever
mærker Jesu nye godhed
og digter kun til sin Frelsers pris.
Alt
Hvor et troende sind dog glæder sig.

2. Arie T
Kom, I troende, syng de dejlige sange,
et herligt, fornyet lys skinner for jer.
Den levende Frelser bringer salige tider.
Kom, sjæle, I må berede en offergave,
vær den Højeste taknemmelig for denne pligt.

3. Recitativ (Dialog) T A
Tenor
Til dit vel, har Gud tænkt på Dig,
oh, Guds indviede ejendom.
Frelseren lever og sejrer med magt
til Din frelse,
til Hans ære må Satan her ryste af frygt
og selv få Helvede til at skælve.
Frelseren dør for Dig
og drager for Dig ned i Helvede.
Han udgyder endda sit kostbare blod,
for at du sejrer ved Hans blod,
for det kan fælde fjenderne,
og når kampen trænger ind i Din sjæl,
ligger du dog ikke overvundet.
Alt
Den kærlige kraft er et skjold for mig,
som giver heltemod og styrke i striden.
For at berede mig sejrskronerne,
tog Du selv tornekronen,
min Herre, min Gud, min opstandne Frelser,
derfor kan ingen fjende få del i mig.
Tenor
Fjenderne er dog utallige.
Alt
Gud beskytter dem, der er Ham tro.
Tenor
Den sidste fjende er grav og død.
Alt
Gud gør også den til afslutning på vor nød.

4. Arie (Duet) A T
Vi takker og lovpriser Dig, at Du elsker os inderligt
og frembringer et læbernes takoffer til Dig.
Den sejrende opvækker de glade sange.
Frelseren viser sig og trøster os atter
og styrker den kæmpende kirke.

5. Recitativ T A
Tenor
Skab selv tak i vores mund,
som er alt for jordisk.
Ja, gør, at intet menneskeligt hjerte på noget tidspunkt
glemmer Dig og Dit værk.
Ja, lad ved Dig lindringen i vort bryst,
og alle hjerters trøst og lyst,
hos dem, der har tillid til Din nåde,
være fuldkommen og uendelig.
Lad Din hånd omslutte os,
så vi tydeligt ser virkningen af Din død og Din sejr,
at man efter Din opstandelse
ikke dør, når man dør i tiden,
og at vi derved går ind til Din herlighed.
Alt
Alt i os ophøjer Dig, Du store Gud
og priser Din nåde og trofasthed.
Din opstandelse gør det atter nyt.
Din store sejr gør os fri for fjender
og bringer os til livet.
Derfor priser og takker vi Dig.

6. Kor
Lad himlen klinge, fryd Dig jord,
lovsyng den Højeste, du troende skare,
lad alle sjæle mærke og smage
den levende Frelsers uendelige godhed.
Han trøster og fremstår som den Sejrende.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym Digter
Besætning: Solister: A T, Kor: S A T B, Obo I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 3. Påskedag
Første opførelse: 11. april 1724 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 2. februar 2018 i Apostelkirken

Find andre Bachværker til 3. Påskedag (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter (som Enghave Barok har opført)