BWV 132 »Bereitet die Wege, bereitet die Bahn!«

Kantate 132 Bereitet die Wege, bereitet die Bahn! er skrevet i Weimar til fjerde søndag i Advent i 1715, hvilket er dateret på partituret i Bachs egen håndskrift. Bach gør brug af Weimar-poeten Salomo Francks Evangelisches Andachts-Opffer, som netop var udkommet til formålet tidligere på året.

Franck holder sig i sin libretto tæt til søndagens evangelielæsning, Johannes Døbers vidnesbyrd fra Johannesevangeliet 1, 19-28:

”Jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: ”Hvem er du?” Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ”Jeg er ikke Kristus.”  ”Hvad er du da?” spurgte de ham, ”er du Elias?” ”Det er jeg ikke,” svarede han. ”Er du Profeten?” ”Nej,” svarede han.  Så sagde de til ham: ”Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?” Han svarede: ”Jeg er ’en, der råber i ørkenen’: Ban Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.” De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: ”Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?” Johannes svarede dem: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse. Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.”

Franck benytter evangelielæsningens bud om at bane vejen for Herren, som udgangspunkt for kantaten, hvilket er naturligt med henblik på Adventens forventning om Messias’ komme. Men også levitternes udspørgelse og dåben, som er en del af dagens læsning, får sin plads i kantaten. I Francks libretto ændres vinklen dog, fra Johannes Døber til at blive en subjektivt fordring hos den enkelte kristne, som skal bane vejen, granske sig selv og sit hykleri og endelig til slut, skal renses og vækkes i dåben.

Kantaten åbner med en ekvilibristisk arie for sopran, ledsaget af stryge-ensemble og en obligat obo, som giver hele satsen et åbentlyst koncertant præg. De to solister baner vejen for Herren med hurtige løb i en frisk gigue. Sopranens første indsatser består af først 60 og derefter 84 på hinanden følgende sekstendedele, begge afsluttende med en lang overbundet node, som grundigt bereder vejen for Messias.

Tenoren taler i det følgende recitativ direkte til det kristne menneske med en opfordring til at berede sin sjæl for Herren. Som det er kendetegnende for Bachs recitativer fra Weimar-årene, bevæger satsen sig frem og tilbage mellem det fortællende secco-recitativ og de mere malende arioso-afsnit, som når kronen beskrives med opadgående bevægelser, syndens sten rulles bort med en rullende bevægelse, og endelig, når tenoren og continuo-gruppen til slut forenes i parallelle løb, når ”frelseren forener sig med dig i troen”.

I bassens arie sætter Bach forhøret af Johannes Døber i scene i en dramatisk sats, som med Francks tekst bliver til en selvransagende granskning af det kristne menneskes hykleriske sind. Celloen spiller her en solistisk rolle, og med knudrede akkordbrydninger og mærkværdige spring i det dybe leje, fornemmes det, at der er ugler i mosen. ”Et vredens barn i Satans net” tonsættes i et næsten fritonalt afsnit, og på ordet falsch springer bassangeren – stik imod god stemmeføringspraksis! – en stor septim op, direkte ind i en formindsket sekundakkord.

De to følgende satser er tildelt alten. I et accompagnato-recitativ med strygeledsagelse beder alten om forladelse for gennem sine synder at have brudt dåbens bånd, og beder om, at dette dåbens bånd kan genoprettes.

I den afsluttende arie får alten sit rensende bad i dåben. Den meditative arie ledsages af en soloviolin – som man kan forestille sig, Bach selv har spillet – og i de lange for- og efterspil ser man for sig, hvordan dåbsvandet løber over den rensede kristne.

Det håndskrevne partitur slutter her, på trods af, at Franck i sit forlæg har indlagt et afsluttende koralvers: 5. vers af Elisabeth Creutzigers salme Herr Christ, der einig Gottes Sohn. Bach harmoniserede netop dette vers som afslutningskoral til kantate 164, og den version benytter vi også i dag, transponeret til denne kantates gennemgående toneart, A-dur.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering