BWV 131 »Aus der Tiefen rufe ich, Herr, zu dir«
Først med sin forfremmelse til kapelmester ved fyrstenhoffet i Weimar i 1714 fik Bach en officiel forpligtelse til at komponere koncertant musik. Hidtil havde den unge Johann Sebastians embeder i Arnstadt, Mühlhausen og Weimar været som organist, hvor hans primære opgave var at spille orgel i forbindelse med kirkernes tjenester. Det betød dog ikke, at Bach ikke komponerede flittigt også i den periode af sit liv. Den musik vi kender fra disse år er først og fremmest den store mængde værker for orgel, der allerede i samtiden etablerede Bachs navn i hele Tyskland, samt en række kirkekantater, som blev skrevet på bestilling til konkrete lejligheder. Blandt disse tidlige bestillingsværker kan nævnes flere kantater fra Mühlhausen 1707/08, som vi allerede har opført her i Enghave kirke: Nach dir, Herr, verlanget mich (BWV 150) sandsynligvis skrevet i anledning af byrådsmedlem Doktor Conrad Meckbachs 70 år fødselsdag, Der Herr denket an uns (BWV 196), skrevet på bestilling til et bryllup, Gott ist mein König (BWV 71) skrevet til indsættelsen af byrådet, Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit (BWV 106) skrevet på bestilling til en begravelse, samt nærværende kantate Aus der Tiefen rufe ich, Herr, zu dir (BWV 131).
Disse tidlige kantater har mange fællestræk. I og med at de er skrevet til bestemte anledninger, bygger de ikke på evangelielæsninger til søn- og helligdage i kirkeåret, som vi kender det fra størstedelen af kantateproduktionen fra Weimar og Leipzig. Kantaternes tekster består som regel af nøje udvalgte passager fra det gamle og det ny testamente, i visse tilfælde suppleret med enkelte reformatoriske salmevers. Bachs tidlige kantateproduktion er kendetegnet ved at være skrevet i den früh-barokke stil, som Bach selv voksede op med og kendte til fra bl.a. sin grandonkel Johann Christoph Bachs vokalmusik. En væsentlig inspirator for Bachs tidlige kantater har dog utvivlsomt været Dietrich Buxtehude, som Bach i 1705 besøgte i Lübeck under den store årlige kirkemusikfestival Abendmusiken i november og december. Denne kantate-stil har sin oprindelse i 1600-tallets italienske madrigal med dens mange billedskabende musikalske effekter, men også i den for tiden udbredte stil bland særligt tyske organister, stylus phantasticus, som er karakteriseret ved dens improviserede og idérige form med talrige spontane indfald.
I originalmanuskriptet til Aus der Tiefen rufe ich, Herr, zu dir angiver Bach, at kantaten er skrevet på bestilling af Georg Christian Eilmar, der fungerede som ærkediakon ved Mülhausen-kirken Beata Mariae Virginis. Det er plausibelt, at kantaten kan være blevet bestilt med henblik på opførelse ved en pønitense-gudstjeneste i en af Mühlhausens hovedkirker til minde for ofrene for den katastrofale brand, som hærgede byen 29. maj 1707. Kantaten kan altså meget vel have haft sin førsteopførelse i løbet af sommeren eller efteråret samme år.
Med henblik på pønitensen (at sone en synd eller skyld) er tekstvalget til kantaten faldet på Valfartssangen fra Psalmernes bog, 130. Hertil er valgt to vers fra Bartholomäus Ringwaldts pønitensesalme Herr Jesu Christ, du höchstes Gut (1588), der høres som cantus firmus i kantates to arier. Helt i tråd med tidens stil er kantaten fra Bachs side tænkt som ét langt sammenhængende forløb, snarere end som adskilte satser, som vi kender det fra Bachs senere kantater. Kun tenorens arie med cantus firmus-ledsagelse er i manuskriptet omkranset af dobbeltstreger. Og dog er kantaten inddelt i en lang række på hinanden følgende afsnit, som repræsenterer hvert tekstled med nye musikalske idéer, taktarter og tempobetegnelser. Det resulterer i en tilsyneladende formløs struktur, der adskiller sig markant fra den mere konforme opbygning af kantaterne, som kendetegner den senere del af Bachs produktion. Således åbner Bach kantaten med en sørgmodig fransk-inspireret Adagio i 3/4, som snart bliver fulgt af en Vivace i 4/4, og igen bliver fulgt af Andante, Adagio og Largo. Tenor-arien skiller sig ud ved at være noteret i 12/8 og uden tempoangivelse, inden kantatens afsluttende sekvens af forløb i Adagio, un poco Allegro, Adagio, Allegro og Adagio. Også satsteknikkerne varierer Bach hyppigt, med snart homofone blokke, snart solistiske indfald, snart længere polyfone afsnit og sekvenser og slutteligt en større anlagt fuga. Dette alt sammen med afvekslende orkestreringen, med solistiske afsnit for violin og obo, afsnit helt uden orkesterledsagelse, colla parte-afsnit og afsnit med det fulde instrumentalensemble i en selvstændig akkompagnerende rolle.
Kantaten vidner om den 22-årige Bachs eksperimenterende og grænsesøgende natur, som i kombination med hans håndværksmæssige fundering og dybe geni resulterer i en kantate, der sprudler af ungdommelig vitalitet.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Aus der Tiefen rufe ich, Herr, zu dir.
Herr, höre meine Stimme, lass deine Ohren merken auf die Stimme meines Flehens!
2. Arioso B e Choral S
So du willst, Herr, Sünde zurechnen, Herr, wer wird bestehen?
Erbarm dich mein in solcher Last,
Nimm sie aus meinem Herzen,
Dieweil du sie gebüßet hast
Am Holz mit Todesschmerzen,
Denn bei dir ist die Vergebung, dass man dich fürchte.
Auf dass ich nicht mit großem Weh
In meinen Sünden untergeh,
Noch ewiglich verzage.
3. Coro
Ich harre des Herrn, meine Seele harret, und ich hoffe auf sein Wort.
4. Aria T e Choral A
Meine Seele wartet auf den Herrn von einer Morgenwache bis zu der andern.
Und weil ich denn in meinem Sinn,
Wie ich zuvor geklaget,
Auch ein betrübter Sünder bin,
Den sein Gewissen naget,
Und wollte gern im Blute dein
Von Sünden abgewaschen sein
Wie David und Manasse.
5. Coro
Israel hoffe auf den Herrn; denn bei dem Herrn ist die Gnade und viel Erlösung bei ihm.
Und er wird Israel erlösen aus allen seinen Sünden.
1. Kor
Fra det Dybe råber jeg, Herre, til Dig.
Hør min stemme, lad dine ører mærke min bønfaldende stemme.
2. Arioso B & Koral S
Du vil altså, Herre, tilregne synder,
hvem vil bestå?
Forbarm Dig over min last af synder,
Tag den ud af mit hjerte,
for Du har gjort bod for den
på Korset i dødens smerte,
for hos Dig er tilgivelsen, så man frygter Dig.
Lad mig ikke i stor smerte
gå under i mine synder
og dermed evigt svigte.
3. Kor
Jeg venter på Herren, min sjæl venter,
og jeg håber på Hans ord.
4. Arie T & Koral A
Min sjæl venter på Herren,
fra den ene morgenvagt til den anden.
Og fordi jeg jo i min sjæl,
som jeg før beklagede,
også er en bedrøvet synder,
som har samvittighedsnag
ville jeg gerne være blevet vasket
ren for synd i Dit blod
som David og Manasse.
5. Kor
Israel håb på Herren,
for hos Herren er der nåde og stor forløsning.
Og han vil forløse Israel fra alle dets synder.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Psalme 130 v. 1-8, Batholomäus Ringwaldt 1588
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Obo, Fagot, Violin, Viola I/II, Continuo
Plads i kirkeåret: Ukendt anledning
Første opførelse: 1707
Opført af Enghave Barok: 11. november 2012 & 26. november 2022 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til ukendt anledning (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Batholomäus Ringwaldt, Psalme 130 (som Enghave Barok har opført)