BWV 125 »Mit Fried und Freud ich fahr dahin«

Kantaten havde sin første opførelse på Mariæ renselsesdag 2. februar 1725, og hører dermed til Bachs koralkantateårgang 1724/25. Stemmematerialet til koralkantatecyklussen blev efter Bachs død købt af bystyret i Leipzig fra Bachs enke Anna Magdalena og kom dermed i Thomasskolens varetægt. Bachs håndskrevne partitur til kantaten derimod, er gået tabt. Det kan spores til at have været i Bachs sene Thomasskole-elev Christian Friedrich Penzels (1737-1801) besiddelse, og fra dette partitur er to kopier overleveret. En sammenstilling af stemmematerialet med kopierne af Penzels partitur indikerer, at Bach lavede flere ændringer, som må formodes at være sket i forbindelse med én eller flere opførelser i løbet af 1730’erne. Bl.a. tilføjede han en hornstemme til cantus firmus i åbningskoret, ændrede instrumentationen fra obo d’amore til en almindelig obo, og foretog særligt i kantatens anden sats en del ændringer.

Kantaten bygger på Luthers tyske salme fra 1524 over Simeons Lovsang (på græsk kendt som Nunc dimittis). En ukendt librettist har udvidet Luthers fire salmevers til en kantatetekst med seks satser, ved at lade første og sidste vers stå uændrede, og parafrasere over de to mellemliggende vers. Simeons Lovsang indgår som en del af dagens evangelielæsning om fremvisningen af Jesusbarnet i templet (Lukas 2, 25-40):

”I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.””

Mariæ renselsesdag falder 2. februar og markerer den fyrretyvende dag efter Jesus fødsel, hvor Jomfru Maria ifølge jødisk tradition skulle gennemgå den rituelle renselse efter at have født. I den katolske kirke helligholdes dagen med en lysmesse, som desuden markerer, at halvdelen af vinteren er gået, og de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes. Herfra stammer også det danske navn til helligdagen: Kyndelmisse, som ganske enkelt er en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: Kyndel = candelarum/lys og misse = missa/messe. Kyndelmisse blev i Danmark afskaffet som helligdag med Struenses helligdagsreform af 1770, men markeres stadig i dag i mange kirker med en lysgudstjeneste.

Kyndelmisse afspejler symbolikker på flere planer: lysmessen som markering af den mørke tid ved mid-vinter knytter sig symbolsk til Simeons sammenligning af Jesus som ”et lys til åbenbaring for hedninger”. Samtidig findes i evangelielæsningen en modsætning mellem liv og død, idet Simeon med fyldestgørelsen af profetien melder sig klar til at dø. Og endelig, kan Simeons udsagn om at ”dette barn er bestemt til fald og oprejsning” ses som en forudsigelse af Jesus’ død og opstandelse. Helligdagens dualistiske symbolik i modsætningsforholdet mellem mørke/lys og død/liv danner ligeledes udgangspunkt for Bachs kantate.

Symbolikken kommer allerede klart til udtryk i åbningskoret. Det er noteret i sammen toneart og taktart som Bach senere valgte til åbningskoret til sin Matthæuspassion: e-mol – 12/8. Det er altså at betragte som en begravelsesprocession. Et sørgekor for den døende Simeon, som bebuder, at han er rede til at fare hinsides. De langsomt flydende ottendebevægelser får et kort ophold efter teksten ”sanft und stille” (blidt og stille), hvortil Bach kortvarigt, men med stor effekt, bevæger satsen fra grundtonearten e-mol (ét kryds) til den fjerntliggende c-mol (tre b’er). I versets sidste linje, lægges satsen atter til ro i et gravmørkt leje til teksten ”der Tod ist mein Schlaf worden” (døden er blevet min søvn). Et ikonisk eksempel på Bachs mesterskab udi koralfantasien fra denne kantateårgang.

I altens arie udtrykkes det kristne menneskes identifikation med Simeons død. Ligesom Simeon kunne give efter for døden da han havde set Jesusbarnet, kan vi med Jesus’ blik trygt se døden i øjnene: ”Mein Jesus sieht auf mich im Sterben, Und lässet mir kein Leid geschehn.” (Min Jesus ser til mig i døden, og lader mig ikke lide nogen last). De to solo-instrumenter fra åbningskoret, obo d’amoren og dødens instrument fløjten, ledsager sammen med continuostemmen altsolisten i denne inderlige arie. Satsens nedadgående punkterede motiv med appoggiaturaer udtrykker dybfølt sorg, tårer og suk (seufzer), mens den stillestående continuostemme, som det er noteret skal spilles uden becifring, medvirker til at skabe en intim ”stillemusik”.

Den sorgfulde tilstand afbrydes brat af bassen, der som prædikant træder frem og forkynder frelsens under. Librettisten blander behændigt sin forkyndende tekst med tredje vers af Luthers salme, hvilket Bach afspejler i bassens vekslen mellem frit recitativ og koralmelodien som gennemgående cantus firmus. Satsen udgør kantatens egentlige vendepunkt, hvori vi erkender, at Jesus er vor frelser i døden og på den yderste dag.

Og med ét bryder lyset gennem mørket: ”Ein unbegreiflich Licht erfüllt den ganzen Kreis der Erden” (Et ubegribeligt lys fylder hele jordens runding). Tenor og bas akkompagneres af to violiner og continuo i en livlig sats af tætførte opadgående motiver. Kontrasten til altens indledende klagesang er fuldstændig på alle tænkelige parametre: taktart, toneart, tempo, motivverden osv. Jesus overvinder døden og kommer os til undsætning: ”Wer glaubt soll selig werden” (Den som tror skal blive salig).

Afklaret og stærk i troen vender alten tilbage og kundgør, at Guds frelse omfatter alle, som tror: ”Und jedes gläubige Gemüte wird in sein Gnadenreich geladen” (Og hver et troende sind bliver indbudt i hans nådesrige).

I den afsluttende firestemmige koral følges lys-symbolikken til dørs med 4. og sidste vers af Luthers salme: ”Er ist das Heil und selge licht für uns die Heiden” (Han er helbredelsen og lyset for os hedninge).

Således fører Bach os gennem kantaten fra mørket ud i lyset. Fra sorg til glæde. Fra fortabelse til frelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering