BWV 124 »Meinen Jesum laß ich nicht«

Der er overleveret tre kantater til 1. søndag efter Trinitatis fra Bachs tre første år i Leipzig, som alle bygger på samme evangelielæsning: fortælling om Den tolvårige Jesus i templet (Lukas 2, 41-52).

Mein Liebster Jesus ist verloren (BWV 154) blev opført som del af Bachs første årgang, dialog-kantaten Liebster Jesu, mein Verlangen (BWV 32) i tredje årgang, og nærværende kantate skrev Bach til sin koralkantateårgang 1724-25.

Meinen Jesum laß ich nicht havde sin første opførelse 7. januar 1725. Kantaten bygger, som nævnt på søndagens evangelielæsning fra Lukasevangeliet om Den tolvårige Jesus i templet (2, 41-52):

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Valget af Christian Keymanns salme Meinen Jesum laß ich nicht (1658) som grundlag for koralkantaten er umiddelbart ikke oplagt. Men i valget ligger implicit en tolkning af læsningen, hvor forældrenes adskillelse og genforening med deres søn ses som et billede på sjælens fastholdte tro og forening med Jesus i døden.

Kantaten er bygget op efter den typiske model for koralkantate-årgangen, hvor første og sidste vers er bibeholdt i deres oprindelige form, mens de mellemliggende vers er omskrevet til recitativ og arie-poesi. Den ukendte librettist (som muligvis er den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel) skaber ingen yderligere referencer til evangelielæsningen i sin gendigtning, men fokuserer på længslen mod døden og mødet med Jesus.

Åbningskoralen er i tredelt takt, og det indledende tutti-tema har karakter af menuet. Men snart efter bryder oboen ud i koncertant solo af lange melismer med strygerne i en akkompagnerende rolle. Vokalsatsen er holdt i en relativ homofon struktur som enkelte stemmer indimellem bryder ud af, som til teksten ”so erfordert meine Pflicht” (det fordrer min pligt), som bassen synger på det skarpt punkterede motiv, og på ordet ”kleben” (klæbe/ hænge fast ved) som Bach illustrer ved at lade de tre nederste stemmer ”hænge” på samme tone i tre takter.

Tenoren erklærer i sit recitativ sin troskab til Jesus så længe han lever: ”Så længe blot en dråbe blod rinder i hjerte og årer, skal alene Jesus være mit liv, mit et og alt.” Mens recitativet behandler trosforholdet i livet, behandler den følgende arie troen i døden: ”Und wenn der harte Todesschlag die Sinnen schächt, die Glieder rühret” (Og når dødens hårde slag svækker sanserne, berører lemmerne). Til denne beskrivelse af selve dødsøjeblikket skaber Bach en dramatisk arie i italiensk opera-stil, hvor dødsslaget illustreres med et skæbnesvangert motiv i strygerne, som vedholdes satsen igennem. Satsen kan opleves som en kamp, som udkæmpes mellem døden, repræsenteret ved strygerne, og troen på Jesus, repræsenteret ved oboen og tenoren, som trodsigt slutter sine fraser med et oktavspring til versets sidste linje: ”Min Jesus slipper jeg ikke”.

Bassens recitativ udgør kantatens vendepunkt. Først udtrykker han medynk med sjælens modgang og pinsler, men husker så på, at mødet med Jesus venter i døden: ”Kun min ånd ser i tro op mod stedet, hvor tro og håb stråler, hvor jeg efter fuldført livsløb evigt skal omfavne Dig, Jesus.”

Ligesom i dialogkantaten BWV 32 over samme evangelielæsning, slutter denne kantate også i en omfavnelse, symboliseret ved en duet i tredelt takt med continuoledsagelse. Hvor det i BWV 32 er Sjælen og Jesus, som mødes i bryllupsdans, er det her sopran og alt, som trøstende og opkvikkende henvender til Hjertet med henblik på, hvad som venter i himlen: ”Når du i fremtiden skal skue Frelseren, da først bliver dit længselsfulde hjerte oplivet, da bliver det stillet tilfreds i Jesus.”

Kantaten slutter med en enkel firestemmig koraludsættelse over 6. og sidste vers: ”Salig er den, der siger dette til mig: Min Jesus slipper jeg ikke.”

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering