BWV 123 »Liebster Immanuel, Herzog der Frommen«

Kantate 123 ”Liebster Immanuel, Herzog der Frommen” blev opført præcis et år efter Kantate 65, på Hellig Tre Kongers dag 6. januar 1725, og er altså en del af Bachs koralkantateårgang. Den følger samme opbygning som de øvrige kantater i årgangen 1724/25, hvor teksten til første og sidste vers af koralen gengives i sin originale form, mens de mellemliggende vers er let omskrevet til brug for recitativer og arier.

Der er kun en svag forbindelse mellem salmen Liebster Immanuel og Hellig Tre Kongers dag, men forudsigelsen af Messias’ komme fra Esajas’ Bog 7, 14: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” knytter sig naturligt til julen, idet det citeres i juleevangeliet hos Matthæus 1, 23.

Salmen Liebster Immanuel blev første gang trykt af Ahasverus Fritsch 1679 og vil måske blive genkendt af et danske publikum. Thomas Kingo trykte nemlig melodien i Aandelige Siungekoors Anden Part til digtet Sorrig og Glæde de vandre tilhobe i 1681, blot to år efter Fritsch, hvilket gør det til den blot anden trykte udgave af melodien. Kingos udgave adskiller sig dog på forskellig vis fra Fritschs version, og det indikerer, at de begge har fået melodien fra en mundtlig/folkelig overlevering.

Åbningskoret drejer sig omkring tallet 3. Det er noteret i 9/8-dele (altså 3×3), og åbner med et længere forspil, hvor cantus firmus gentages i parallelle tertser, som en nedadgående sekvens 3×3 gange: første tre gange med continuo, så tre gange uden, og atter tre gange med, førend sangerne sætter ind. Også sangernes cantus firmus deles op i tre: først en for-imitation af alt (kontratenor) og tenor, så en firstemmig homofon harmonisering under sopranens cantus firmus, efterfulgt af en efter-imitation i fløjterne. Denne 3×3-struktur gennemføres i de to stollen, men varieres til teksten ”komm nur bald!” hvor udbrud i de tre nederste stemmer, bryder satsens forholdsvis homofone struktur. I sidste linje af salmens abgesang lader Bach de tre nederste sangstemmer ledsage cantus firmus – ikke af sidste linjes motiviske materiale, men derimod af salmens første linje! En fornem detalje, som viser Bachs overskud og detaljerede arbejde med stoffet.

Som et andet lag i åbningssatsen, benytter Bach i orkesteret en opadgående 9/8-dels figur. Motivet minder meget om det han bruger i den 6-stemmige Sanctus-sats, som han skrev til juledag 1724, altså blot to uger tidligere. I denne Sanctus-sats, som han 25 år senere genbrugte i sin Messe i h-mol, spiller tallet 3 ligeledes en central rolle. Mon ikke Bach har ladet sig inspirere af det nyligt komponerede Sanctus ved at læse det forrige kapitel i Esajas’ Bog 6, 3 om seraferne, som råber ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!”?

Altens secco-recitativ slutter ”så er mit hjerte, også i fare og smerte, henrykt i glæde over Jesu kraft ”. Det leder over til tenorens da capo-arie: ”Heller ikke korsets smertensrejse og tårernes bitre smag afskrækker mig”. Tenoren ledsages af to obo d’amore, som i et kromatisk tema med korsmotiver som kontrapunkt udpensler pinslen. Ordet ”schreckt” maler Bach med et opadgående toogtredivtedelsløb. I versets midterste linje ”når uvejret raser” bryder Bach den indadvendte stemning med et pludseligt furioso, hvor tenoren illustrerer stormen med rasende toogtredivtedelsløb. Freden indfinder sig dog efter kun fire takter, med fortsættelsen af forrige tekstlinje: ”…sender Jesus mig fra himlen lys og frelse”.

Bassen er i sit recitativ anderledes stålfast i troen på Jesus’ sejr over døden: ”Ingen djævel kan opsluge mig … Døden har selv ingen magt… Jesus, min forløser, viser sig for mig”. I den følgende arie vender han derfor verden ryggen som en eremit: ”Lad verden blot foragte mig og overlade mig til trist ensomhed! … Jesus … har jeg altid hos mig”. Den obligate fløjtestemme, som ledsages af en staccato-basgang, sætter en let og ubekymret stemning. Einsamkeit illustrerer Bach med lange toner og betrübter (trist) med kromatiske og formindskede intervaller. I slutningen af ariens B-del til teksten ”bleibet mir allezeit” forløses satsen i fortrøstningsfulde sekvenserede melismer før satsen går da capo.

I den afsluttende firstemmige koral tages endegyldigt afsked med verden og dens forfængelighed. Samme emne tager Thomas Kingo også under kærlig behandling i Aandelige Siungekoors Anden Part, i salmen Far Verden, farvel, som ligeledes synges på en Sarabande-melodi.

Bach noterer at koralmelodiens abgesang skal gentages piano – en effekt han kun angiver i tre andre kantater: BWV 106, 71 og 68.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering