BWV 12 »Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen«

Da Bach efter to års ansættelse som menig musiker endelig blev udnævnt til kapelmester i Weimar i 2. marts 1714, fulgte der med titlen en forpligtelse til at levere én nykomponeret kantate om måneden til opførelse i det fyrstelige slotskapel. Til Palmesøndag komponerede han kantaten Himmelskönig sei wilkommen (BWV 182) og en måned senere opførte han kantaten Weinen, klagen, sorgen, zagen (BWV 12) på Jubilate søndag 22. april, som er den tredje søndag efter påske.

Bach opbyggede i Weimar et samarbejde med hofpoeten Salomo Franck, som i 1715 udgav sine kantate-libretti til kirkeåret under titlen Evangelisches Andachts-Opffer. I modsætning til mange andre af Bachs kantatelibretti fra 1714-15 er teksten til Weinen, klagen, sorgen, zagen ikke at finde i denne samling. Alligevel er det sandsynligvis Franck, som er forfatter til denne libretto, da den bærer flere af hans poetiske særpræg.

Som det gjaldt for mange af Bachs kantater fra Weimar, kom den til at indgå i hans første kantateårgang i Leipzig, og fik her endnu en opførelse på samme søndag i kirkeåret 30. april 1724. Mod slutningen af Bachs liv benyttede han desuden første del af åbningskoret som Crucifixus-satsen i sin store latinske messe i h-mol, der – så vidt vides – aldrig blev opført i Bachs levetid. Det overleverede stemmemateriale antyder desuden, at Bachs ældste søn Wilhelm Friedemann opførte kantaten, imens han var kantor i Halle 1746-64, uden at de nærmere omstændigheder om denne opførelse dog er kendt.

Søndagens evangelielæsning er Johannesevangeliets beretning om Jesu bortgang 16, 16-23:

””En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.””

Salomo Franck holder sig tæt til dagens læsning og tolker beretningen om Jesu bortgang således, at frelsen opnås gennem lidelse. Ideen om efterfølgelse af Kristi lidelse bliver det gennemgående narrativ for kantaten, som først forløses mod slutningen i fremsynet mod frelse.

Kantaten åbner med en sørgmodig sinfonia i f-mol, noteret adagio assai (meget langsomt), hvor oboen udfolder en rigt ornamenteret lamentation over de sukkende akkompagnerende strygerstemmer. Med sinfoniaen er stemningen sat til koret, hvis tekst tager afsæt i Jesus’ ord til disciplene fra dagens læsning: ”I skal græde og klage…”  Korsatsen er udformet som en passacaglia med en basrundgang bestående af kromatisk nedadgående lamentationsmotiver, som gentages tolv gange, hvorover de fire sangstemmer udvikler et spændstigt harmonisk forløb. Korets B-del er noteret un poc’allegro (lidt hurtigere), og her folder Bach satsen sig ud med imitationer i en fri polyfon stil.

Som en slags overskrift for den følgende sekvens af tre på hinanden følgende arier høres alten i et accompagnato-recitativ med blot en enkelt sætning hentet fra Apostlenes gerninger 14,22: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige” Dette bliver et slags dictum, som samler Salomo Franks tolkning af dagens læsning med lidelsen som en forudsætning for frelse i himmerig. Recitativet leder over i altens arie ledsaget af oboen, hvor denne tanke udfoldes i følgende billede: ”Kreuz und Krone sind verbunden, Kampf und Kleinod sind vereint.” (Kors og krone er forbundne, kamp og smykke er forenet.)

Med bassens arie udfoldes mest entydigt tanken om Kristi efterfølgelse og indlevelse i Jesus’ lidelser: ”Ich folge Christo nach, von ihm will ich nicht lassen, im Wohl und Ungemach, Im Leben und Erblassen.” (Jeg følger efter Kristus, ham vil jeg ikke slippe, om det går godt eller skidt, i liv og i død.) Det trinvist opadgående tema høres indledningsvis som tætført kanon i de to violiner og continuo, førend bassangeren sætter ind, mens den ”vandrende” basgang følger efter Jesus satsen igennem.

”Sei getreu” – vær trofast, udbryder tenoren indledningsvis i sin arie med continuoledsagelse, som dog snart viser sig at være trestemmig koralfantasi over salmemelodien Jesu meine Freude, der høres som cantus firmus i trompeten. Arien bliver i al sin rørende inderlighed kantatens teologisk vendepunkt med de forløsende afsluttende linjer: ”Nach dem Regen blüht der Segen, alles Wetter geht vorbei. Sei getreu, sei getreu!” (Efter regnen blomstrer velsignelsen, alt vejr går over. Vær trofast, vær trofast!) Billedet på den blomstrende velsignelse efter regnen giver konnotationer til fortællingen om Noas ark i Første Mosebog, hvor Gud efter stormfloden siger: ”Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.” Jesus’ bodsoffer gennem hans lidelse og død udgør den ny pagt mellem mennesket og Gud, og frelse opnås i troen på Jesus.

Kantaten afrundes med sidste vers af Samuel Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan fra 1674. Som Alfred Dürr skarpt bemærker, er salmens indledende opadgående linje præcis samme figur som temaet til bassens arie Ich folge Christo nach. Samtidig udgør denne diatonisk opadgående figur et modstykke til den kromatisk nedadgående basrundgang til indledningskoret Weinen, klagen, sorgen, zagen. Således har den afsluttende koralmelodien været latent til stede hele vejen gennem kantaten.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Sinfonia

2. Coro
Weinen, Klagen,
Sorgen, Zagen,
Angst und Not
Sind der Christen Tränenbrot,
   Die das Zeichen Jesu tragen.

3. Recitativo A
Wir müssen durch viel Trübsal in das Reich Gottes eingehen.

4. Aria A
Kreuz und Krone sind verbunden,
Kampf und Kleinod sind vereint.
   Christen haben alle Stunden
   Ihre Qual und ihren Feind,
   Doch ihr Trost sind Christi Wunden.

5. Aria B
Ich folge Christo nach,
Von ihm will ich nicht lassen
Im Wohl und Ungemach,
Im Leben und Erblassen.
Ich küsse Christi Schmach,
Ich will sein Kreuz umfassen.
Ich folge Christo nach,
Von ihm will ich nicht lassen.

6. Aria T
Sei getreu, alle Pein
Wird doch nur ein Kleines sein.
Nach dem Regen
Blüht der Segen,
Alles Wetter geht vorbei.
Sei getreu, sei getreu!

7. Choral
Was Gott tut, das ist wohlgetan
Dabei will ich verbleiben,
Es mag mich auf die rauhe Bahn
Not, Tod und Elend treiben,
So wird Gott mich
Ganz väterlich
In seinen Armen halten:
Drum lass ich ihn nur walten.

1. Sinfonia

2. Kor
Græde og klage,
sørge og skælve,
angst og nød
er de kristnes tårevædede brød,
som bærer Jesu tegn.

3. Recitativ A
Vi skal gå gennem megen trængsel ind i Guds rige.

4. Arie A
Kors og krone er forbundne,
kamp og smykke er forenet.
Kristne har til alle tider
deres kvaler og deres fjender,
dog er deres trøst Kristi sår.

5. Arie B
Jeg følger efter Kristus,
ham vil jeg ikke slippe,
om det går godt eller skidt,
i liv og i død.
Jeg kysser Kristi ydmygelse,
jeg vil omfavne hans kors.
Jeg følger efter Kristus,
ham vil jeg ikke slippe.

6. Arie T
Vær trofast, al smerte
vil dog kun være ringe.
Efter regnen
blomstrer velsignelsen,
Alt vejr går over.
Vær trofast, vær trofast!

7. Koral
Hvad Gud gør, det er velgjort,
det holder jeg fast ved.
Måske bliver mit liv drevet hen på den hårde bane,
med nød, død og elendighed.
Men Gud vil
ganske faderligt
holde mig i sine arme.
Derfor lader jeg ham blot råde.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: 1.-6. sats: formodentlig Salomo Franck; 7. sats: Samuel Rodigast 1675
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Trompet, Obo, Fagot, Violin I/II, Viola I/II, Continuo
Plads i kirkeåret: 3. søndag efter Påske (Jubilate)
Første opførelse: 22. april 1714 i Weimar

Opført af Enghave Barok: 23. oktober 2026 i Egedal Kirke & 25. oktober 2026 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 3. søndag efter Påske (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Samuel Rodigast, Salomo Franck (som Enghave Barok har opført)