BWV 116 »Du Friedefürst, Herr Jesu Christ«
Kantate 116 “Du Friedensfürst, Herr Jesu Christ” er skrevet til 25. søndag efter Trinitatis, 26. november 1724 – den sidste Trinitatis-søndag i Bachs koralkantateårgang 1724/25, og dermed også sidste søndag i kirkeåret. Dagens læsning er fra Matthæus-evangeliet 24,15-28, som omhandler Ødelæggelsens Vederstyggelighed og Jesu genkomst, altså kort fortalt dommedag! Jakob Eberts salme fra 1601 Du Friedensfürst, Herr Jesu Christ (Du Fredsfyrste, Herre Jesus Kristus) beskriver Jesus som en hjælper i de krige og ulykker mennesket har sat sig selv i. Dermed har den en – om ikke direkte – så en mere generel symbolsk forbindelse til dagens læsning. Som det er almindeligt i Bachs koralkantateårgang, er første og sidste vers bevaret i deres originale form, mens de midterste vers er parafraseret til recitativ og arie-form – dog uden at den ukendte librettist i dette tilfælde har inkorporeret direkte referencer til dagens tekst.
Åbningskoret følger det mest almindelige skema for denne årgang; en selvstændig koncertant orkestersats med cantus firmus præsenteret i sopranstemmen linje for linje med mellemliggende instrumentale ritorneller. Bach vælger dog til dette kor en usædvanlig opbygning af de tre underliggende sangstemmer, alt, tenor og bas til koralmelodiens barform (AAB): I første A-del et homofonisk akkompagnement, i anden A-del et fugeret polyfonisk akkompagnement af orkestersatsens tematiske materiale og endelig i B-delen en blanding: først korte kontrasterende svar til cantus firmus og i sidste linje, igen et homofonisk akkompagnement som til den første linje.
Altens arie ”Ach, unaussprechlich is die Not” (Ak, uudsigelig er nøden) er en indfølt klagesang udformet som duet mellem altsangeren og den obligate obo d’amore. Bach udtrykker menneskets angst og nød med alle barokkens virkemidler: seufzer, tremolo, formindskede akkorder og overbundne dissonanser. Som altid hos Bach er det effektivt, men ikke overgjort, og arien rammer hvor den er tiltænkt: lige i hjertet.
I tenorrecitativet citeres cantus firmus i continuostemmen omkring ”Gedenke dich, o Jesu, das du noch ein Fürst des Friedens heißest!” (Betænk dig, o Jesus, at du stadig kaldes en Fredsfyrste). Leipzig menigheden har utvivlsomt fanget denne forbindelse mellem recitativteksten og koralen. Det er sjældent, og dog ikke helt unikt, at Bach vælger at citere cantus firmus som continuobaslinje i et recitativ. Et andet eksempel på dette findes i koralkantate 38 Aus tiefer Not Schrei’ ich zu dir, som Bach skrev to måneder forinden og spøjst nok, følges også det recitativ af en terzet…
Det er ellers ikke ofte vi finder terzetter i Bachs kantater, men både nærværende og den ovenfornævnte fra kantate 38 er komplekse kompositioner. Teksten til terzetten består af en bekendelse, en bøn og en taksigelse. Måske er det denne tredeling, som har givet anledning til, at Bach har valgt at udforme satsen som en terzet? På trods af satsens kompleksitet, har den en mild og forsonende karakter. Den er (ligesom i kantate 38) kun ledsaget af continuo, som lægger ud med et tema bestående af et sekvenseret motiv, hvorefter sangstemmerne sætter ind med samme motiv i en tætført fugetta. I B-delen intensiveres udtrykket til teksten ”Es brach ja dein erbarmend Herz / als der gefallnen Schmerz / dich zu uns in die Welt getrieben” (Det knuste dit overbærende hjeret / da den faldnes smerte / trak dig til jorden). Her udvikler satsen sig til et detaljeret ordmaleri: Herz og Schmerz synges på lange toner, brach med afbrudte fjerdedele og alle tre stemmer har parallelle løb nedad på ordet gefallnen. Hvert af de bærende ord har altså sit eget motiv, som udfolder tekstens betydning.
Alten afrunder med et accompagnato-recitativ med strygerledsagelse. Det lægger teatralsk ud med formindskede akkorder og dissonanser til teksten: “Ach, laß uns durch die scharfen Ruten / Nicht allzu heftig bluten!” (Ak, lad os af de skarpe ris / ikke alt for kraftigt bløde), men lægger sig siden til ro i en bøn om fred, som leder over til det fortrøstningsfulde afsluttende koralvers: “Erleuch auch unser Sinn und Herz” (Oplys også vores sind og hjerter).
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Du Friedefürst, Herr Jesu Christ,
Wahr’ Mensch und wahrer Gott,
Ein starker Nothelfer du bist
Im Leben und im Tod.
Drum wir allein
Im Namen dein
Zu deinem Vater schreien.
2. Aria A
Ach, unaussprechlich ist die Not
Und des erzürnten Richters Dräuen!
Kaum, dass wir noch in dieser Angst,
Wie du, o Jesu, selbst verlangst,
Zu Gott in deinem Namen schreien.
3. Recitativo T
Gedenke doch,
O Jesu, dass du noch
Ein Fürst des Friedens heißest!
Aus Liebe wolltest du
dein Wort uns senden.
Will sich dein Herz
auf einmal von uns wenden,
Der du so große Hülfe sonst beweisest?
4. Aria (Terzetto) STB
Ach, wir bekennen unsre Schuld
Und bitten nichts als um Geduld
Und um dein unermesslich Lieben.
Es brach ja dein erbarmend Herz,
Als der Gefallnen Schmerz
Dich zu uns in die Welt getrieben.
5. Recitativo A
Ach, lass uns durch die scharfen Ruten
Nicht allzu heftig bluten!
O Gott, der du ein Gott der Ordnung bist,
Du weißt, was bei der Feinde Grimm
Vor Grausamkeit und Unrecht ist.
Wohlan, so strecke deine Hand
Auf ein erschreckt geplagtes Land,
Die kann der Feinde Macht bezwingen
Und uns beständig Friede bringen!
6. Choral
Erleucht auch unser Sinn und Herz
Durch den Geist deiner Gnad,
Dass wir nicht treiben draus ein Scherz,
Der unsrer Seelen schad.
O Jesu Christ,
Allein du bist,
Der solchs wohl kann ausrichten.
1. Kor
Du fredsfyrste, Herre Jesus Kristus,
sandt menneske og sand Gud,
en stærk hjælper er Du i nød,
i livet og i døden.
Derfor råber vi
alene i Dit navn
til din Fader.
2. Arie A
Ak, usigelig stor er nøden
og den vrede Dommers trussel!
I denne store angst formår vi knapt,
som Du, oh Jesus, selv forlanger,
at råbe til Gud i Dit navn.
3. Recitativ T
Betænk dog,
oh Jesus, at Du stadig
kaldes fredsfyrste!
Af kærlighed ville Du
sende os dit Ord.
Vil dit hjerte
pludselig vende sig fra os,
Du, som ellers viser os så stor hjælp?
4. Arie (Terzetto) STB
Ak, vi bekender vor skyld
og beder kun om tålmodighed
og om din ufatteligt store kærlighed.
Dit hjerte, fuld af forbarmelse, brast jo,
da de fortabtes smerte
drev Dig til os i verden.
5. Recitativ A
Ak, lad os ikke bløde voldsomt
af de hårde piskeslag!
Oh Gud, Du som vil orden,
Du ved, hvilken ondskab og uret,
der er hos den forbitrede fjende.
Kom udstræk din hånd
over et bange og plaget land,
din hånd, som kan overvinde fjendens magt
og bringe os varig fred.
6. Koral
Oplys også vor sjæl og hjerte
ved din nådes ånd,
så vi ikke tager for let på livet
og derved skader vor sjæl.
Oh, Jesus Kristus,
Du alene
kan udrette dette.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: 1. & 6. sats: Jakob Ebert 1601, 2.-5. sats: Omarbejdet af anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Corno, Obo d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 25. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 26. november 1724 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 19. november 2016 i Gl. Vor Frue Kirke, Roskilde; 20. november 2016 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 25. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Jakob Ebert (som Enghave Barok har opført)