BWV 1149 »Der Gerechte kommt um«
Der Gerechte kommt um er en ligning med flere ubekendte. Og dog kan vi, ud fra det vi ved, med nogenlunde sikkerhed regne os frem til satsens ophav.
Der Gerechte kommt um er at finde i et manuskript til en passions-pastiche, som ligger på Statsbiblioteket i Berlin. En pastiche fordi passionsværket er sammensat af flere komponisters værker. Carl Heinrich Grauns passionskantate Ein Lämmlein geht und trägt die Schuld spiller en gennemgående rolle i værket, mens to korsatser er af G. P. Telemann, herunder åbningskoret Wer ist der, so von Edom kömmt, og yderligere et kor og et recitativ er af J.S. Bach.
Passions-pastichen er nedskrevet af Johann Christoph Farlau på et tidspunkt mellem 1755 -1759. Farlau (ca. 1734 – ca. 1770), som menes at have studeret ved Bachs svigersøn Johann Christoph Altnickol, er indenfor de seneste årtier blevet identificeret som kopist af flere af Bachs værker, hvoraf det mest prominente er en af de tidligste kopier af Bachs Matthæuspassion. Passions-pastichen proveniens er også relevant, da den efter Farlau kom i Bachs søn Carl Phillip Emmanuels besiddelse og siden kom til at indgå i samlingen på det daværende Kongelige Bibliotek i Berlin, i dag Statsbiblioteket.
Så langt så godt. Men hvor stammer så korsatsen Der Gerechte kommt um fra?
Motetten er identificeret til at være en bearbejdelse af en a capella-motet Tristis est anima mea, som er blevet tilskrevet Bachs forgænger i Thomaskantor-embedet Johann Kuhnau (1660-1722). Bach traf faktisk Kuhnau i forbindelse med en orgelinspektion i Halle in 1716, og Kuhnaus udgave af klavermusik Clavierübung (Leipzig, 1689), synes at have været et forbillede for Bachs fire udgivelser af samme navn. Som tidligere Thomaskantor har Kuhnaus kirkemusikalske værker været tilgængelige for Bach da han kom til Leipzig. Kuhnaus nevø Johann Andreas Kuhnau blev en af Bachs nærmeste medarbejdere i Leipzig som Bachs mest benyttede kopist af stemmemateriale, ligesom han utvivlsomt også har været fast del af Bachs ensemble ved kantateopførelserne.
I passions-pastichen er Kuhnaus motet blevet grundigt omarbejdet. Den latinske tekst er blevet skiftet ud med en tysk bibeltekst fra Esajas bog 57, 1–2, og en elegant orkestersats er skabt omkring Kuhnaus oprindelige a capella-motet.
Ud fra hvad vi ved, er det nærliggende at formode, at det er Bach, som har stået bag denne bearbejdelse: Kopisten af passions-pastichen Johann Christoph Farlau var forbundet til Bach-familien og kopierede andre af Bachs værker. Farlaus passions-pastiche indeholder andet musik af Bach. Bach havde adgang til sin forgænger Kuhnaus musik. Og sidst – og i denne sammenhæng højst relevant – ved vi, at Bach i vid udstrækning omarbejdede andre komponisters værker i Leipzig-årene og benyttede dem i den almindelige kirkemusik.
Kigger man bearbejdelsen af Kuhnaus motet nærmere efter i sømmene bekræftes Bachs kandidatur som bagmand yderligere. Orkestersatsen har essentielle ligheder med orkestersatsen til koralkoret Christe, du lamm Gottes fra kantaten Du wahrer Gott und Davids Sohn (BWV 23), en sats, som Bach i øvrigt genbrugte som afslutningssats til den udmærkede, men sjældent opførte 2. udgave af sin Johannespassion 1725. Også den orkestrerede begravelsesmotet O Jesu Christ, mein Lebens Licht (BWV 118) har åbenlyse ligheder i både stemning og orkestreringen med Der Gerechte kommt um.
Motetten er skrevet i stylus anticus, altså med forbillede i den ældre polyfone kormusik. Teksten fra Esajas bog 57, 1–2 har gjort den egnet til begravelsesmusik, så vel som til langfredag og dermed også til den føromtalte passions-pastiche.
Bachs bearbejdning er, som altid, en forbedring, og i dette tilfælde lidt af en genialitet: Orkestersatsen består af en bevægelse i continuoet, der uafladeligt driver satsen fremad. De to høje blæserstemmer spiller efterslag, mens strygerne har lange overbundne noder, som dels imiterer, dels dobler vokalsatsens forbilledlige stemmeføring og dissonansbehandling. Bach tilføjer et forspil og et mellemspil til satsen, og efter afsnittet ”kommen zum Frieden” (De går ind til freden) indføjer han en magisk generalpause. Til den sidste linje ”und ruhen in ihren Kammern” (og hviler i deres kamre) ophører blæsernes efterslag, og satsen lægges til ro.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Der Gerechte kommt um,
Und niemand ist, der es zu Herzen nehme;
Und heilige Leute werden aufgerafft,
Und niemand achtet drauf.
Denn die Gerechten
werden weggerafft vor dem Unglück;
Und die richtig vor sich gewandelt haben,
Kommen zum Frieden
und ruhen in ihren Kammern.
Retfærdige går til grunde,
men ingen ænser det;
trofaste rives bort,
uden at nogen lægger mærke til det.
På grund af ondskaben
rives de retfærdige bort.
De går ind til freden,
de hviler på deres leje,
de, der fulgte den rette vej.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Esajas 57, 1-2
Besætning: Kor: S S A T B, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Langfredag, Sørge- eller begravelsesmusik
Første opførelse:
Opført af Enghave Barok: 3. februar 2019 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til Langfredag (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Esajas' Bog (som Enghave Barok har opført)