BWV 113 »Herr Jesu Christ, du höchstes Gut«
Herr Jesu Christ, du höchstes Gut hørtes første gang 20. august 1724. Kantaten er skrevet til 11. søndag i Trinitatis og tager udgangspunkt i søndagens bodssalme af teologen Bartholomäus Ringwaldts (1530-1599) fra 1588. Som det gælder for hele koralkantateårgangen 1724-25, er salmens første og sidste vers gengivet i sin oprindelige form (1. og 8. sats), mens de øvrige vers er bearbejdet til recitativer og arier. Nærværende kantate afviger dog fra dette mønster ved, at både det 2. og 4. vers høres i sin helhed, i 2. sats som cantus firmus og i 4. sats som del af et recitativ med kommenterende indskudte linjer.
Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om farisæeren og tolderen, Lukasevangeliet 18, 9-14:
”Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.””
Tolderens udsagn: ”Gud, vær mig synder nådig!” er centrum for salmens og librettoens tolkning af evangelieteksten. Således drejer kantaten sig omkring indsigten i og accepten af menneskets syndighed og om frelsen i Jesus, som gennem sin lidelse og død har taget synden på sig, og tager synderen til sig i nåde.
Usædvanligt for Bachs åbningskoraler fra denne årgang er koralharmoniseringen i åbningskoret holdt til en enkel firestemmig harmonisering, helt uden polyfoni eller imitationer sangstemmerne imellem. Til denne smukke koralfantasi har Bach transformeret salmemelodien fra den oprindelig 4/4-takt til 3/4, hvilket igen danner grundlag for den akkompagnerende orkestersats i en adstadig 3-delt fransk hofdans, inspireret af en Sarabande eller langsom Courante. Orkestret er opdelt i to grupper med hver sin funktion: de to oboer udgør sammen med continuo-gruppen en trio som bærer ritornellets motiviske materiale, mens strygerne primært har en akkompagnerende rolle, dog med førsteviolinens sektendedele som et fortløbende perpetuo mobile gennem satsen. Vokalharmoniseringens tætte dissonanser understreger menneskets indsigt i sin egen syndighed: ”Sieh doch, wie ich in meinem Mut mit Schmerzen bin beladen, und in mir hab der Pfeile viel die im Gewissen ohne Zahl mich armen Sünder drücken.” (Se dog, hvordan jeg i mit sind er tynget af smerte og i mig har mange pile, som i min samvittighed uden mål tynger mig arme synder.”
Kombinationen af ekspressiv dissonerende stemmeføring og den stiliserede, sørgmodige franske orkestersats gør, at åbningskoret, sin relative enkelthed til trods, svinger sig op blandt årgangens fineste og mest inderlige.
Altens cantus firmus ledsages af to violiner og continuo i en koral-type, som ligner de koraler, Bach sidenhen lod udgive for orgel, de såkaldte Schübler-koraler. Altens koral er uden udsmykninger, mens violinstemmen med et nedadgående ottendedelsmotiv fulgt af en opadgående sekstendedelsbevægelse synes at illudere den ”syndens byrde”, som har tynget hjertet, men som Jesus, gennem lidelse og død, har taget på sig: ”Dieweil du sie gebüßet hast am Holz mit Totesschmerzen, auf daß ich nicht für großen Weh in meinen Sünden untergeh.” (Du har gjort bod på korset med dødssmerter, så jeg ikke i stor smerte går til grunde i mine synder).
Bassens arie er udformet som en trøstende patorale i G-dur. To sonore hyrdeinstrumenter, obo d’amorer, ledsager bassangeren, som står ved at han dagligt handler imod Gud, men har fundet trøst i Jesu ord: ”So quält mich Zittern, Furcht und Pein. Ich weiß daß mir das Herz zerbräche, wenn mir dein wort nicht Trost verspräche.” (Så plages jeg af skælven, frygt og pine. Jeg ved, at mit hjerte ville briste, hvis dit Ord ikke lovede mig trøst.) Ordet gewandelt (vandrer) høres som lange løbende melismer, mens Zittern, Furcht und Pein (skælven, frygt og pine) udpensles i kromatiske bevægelser.
Arien følges op af et længere koral-recitativ, hvor bassen i koral-afsnittende ledsages af en tilbagevendende ostinat figur i contiuoet, mens recitativerne er holdt til secco-akkompagnement.
Recitativet udgør kantatens vendepunkt, hvor den kristne sjæl har fundet trøst og frelse i Jesus’ ord: ”Das jammervolle Herz empfinden nun nach tränenreichem Schmerz den hellen Schein von Jesu Gnadenblicken. Sein Wort hat mir so vielen Trost gebracht, daß mir das Herze wieder lacht.” (Det jamrende hjerte mærker nu efter tårevædet smerte skinnet fra Jesu nådige blik. Hans ord har bragt mig så megen trøst, at mit hjerte igen kan le.)
Således frelst kan tenoren udfolde sig i en let og forløst arie, hvilket bliver sammenfattet i den sidste linje: ”Dein sünd ist dir vergeben!” (Din synd er dig forladt!) Bach benytter her fløjten som obligat instrument, og det er oplagt, at den i denne sammenhæng symboliserer den frigjorte sjæl, der i sin nyerhvervede frelse, med lethed bevæger sig i de højere luftlag. Arien er noteret i 4/4, men under hver tre-takters perioder mærkes latent en 3/2-takt, hvilket giver satsen en klar dansant undertone.
I forlængelse af sin arie fortsætter tenoren i et akkompagnato-recitativ: ”Der Heiland nimmt die Sünder an, wie lieblich klingt das Wort in meinem Ohren!” (Frelseren tager imod synderen: hvor lifligt lyder det i mine ører!) Recitativet refererer undervejs til flere skriftsteder, men vigtigst af disse er recitativets højdepunkt, som henviser direkte til dagens læsning om tolderen: ”Wie der bußfertge Zöllner treten und mit demütigem Geist: Gott sei mir gnädig! Beten” (På dette ord vil jeg, som den bodfærdige tolder, træde frem for Dig og i ydmyghed bede ”Gud, vær mig nådig!”)
Bemærkelsesværdigt for kantatens afrundende duet mellem sopran og alt er, at den hverken har forspil eller mellemspil. Duetten har funktion som en blanding af bøn og lovsang, og er holdt i en stringent imiterende form, hvilket igen stemmer overens med dens fordring om, at leve efter Guds ord.
Kantaten slutter med en enkel firestemmig koraludsættelse, hvis abgesang opsummerer kantatens overordnede budskab: ”Und nimm mich einst, wenn dirs gefällt, in wahrem Glauben von der Welt zu deinem Auserwählten!” (Og tag mig engang, når det behager Dig, i sand tro, fra verden til Dine udvalgte.)
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Herr Jesu Christ, du höchstes Gut,
Du Brunnquell aller Gnaden,
Sieh doch, wie ich in meinem Mut
Mit Schmerzen bin beladen
Und in mir hab der Pfeile viel,
Die im Gewissen ohne Ziel
Mich armen Sünder drücken.
2. Choral A
Erbarm dich mein in solcher Last,
Nimm sie aus meinem Herzen,
Dieweil du sie gebüßet hast
Am Holz mit Todesschmerzen,
Auf dass ich nicht für großem Weh
In meinen Sünden untergeh,
Noch ewiglich verzage.
3. Aria B
Fürwahr, wenn mir das kömmet ein,
Dass ich nicht recht vor Gott gewandelt
Und täglich wider ihn misshandelt,
So quält mich Zittern, Furcht und Pein.
Ich weiß, dass mir das Herze bräche,
Wenn mir dein Wort nicht Trost verspräche.
4. Choral & Recitativo B
Jedoch dein heilsam Wort, das macht
Mit seinem süßen Singen,
Dass meine Brust,
Der vormals lauter Angst bewusst,
Sich wieder kräftig kann erquicken.
Das jammervolle Herz
Empfindet nun nach tränenreichem Schmerz
Den hellen Schein von Jesu Gnadenblicken;
Sein Wort hat mir so vielen Trost gebracht,
Dass mir das Herze wieder lacht,
Als wenn’s beginnt zu springen.
Wie wohl ist meiner Seelen!
Das zagende Gewissen kann mich nicht länger quälen,
Dieweil Gotts alle Gnad verheißt,
Hiernächst die Gläubigen und Frommen
Mit Himmelsmanna speist,
Wenn wir nur mit zerknirschtem Geist
Zu unserm Jesu kommen.
5. Aria T
Jesus nimmt die Sünder an:
Süßes Wort voll Trost und Leben!
Er schenkt die wahre Seelenruh
Und rufet jedem tröstlich zu:
Dein Sünd ist dir vergeben.
6. Recitativo T
Der Heiland nimmt die Sünder an:
Wie lieblich klingt das Wort in meinen Ohren!
ES ruft: Kommt her zu mir,
Die ihr mühselig und beladen,
Kommt her zum Brunnquell aller Gnaden,
Ich hab euch mir zu Freunden auserkoren!
Auf dieses Wort will ich zu dir
Wie der bußfertge Zöllner treten
Und mit demütgem Geist »Gott, sei mir gnädig!« beten.
Ach, tröste meinen blöden Mut
Und mache mich durch dein vergossnes Blut
Von allen Sünden rein,
So werd ich auch wie David und Manasse,
Wenn ich dabei
Dich stets in Lieb und Treu
Mit meinem Glaubensarm umfasse,
Hinfort ein Kind des Himmels sein.
7. Aria (Duetto) S A
Ach Herr, mein Gott, vergib mir’s doch,
Wormit ich deinen Zorn erreget,
Zerbrich das schwere Sündenjoch,
Das mir der Satan auferleget,
Dass sich mein Herz zufriedengebe
Und dir zum Preis und Ruhm hinfort
Nach deinem Wort
In kindlichem Gehorsam lebe.
8. Choral
Stärk mich mit deinem Freudengeist,
Heil mich mit deinen Wunden,
Wasch mich mit deinem Todesschweiß
In meiner letzten Stunden;
Und nimm mich einst, wenn dir’s gefällt,
In wahrem Glauben von der Welt
Zu deinen Auserwählten!
1. Kor
Herre Jesus Kristus, Du højeste Gode,
Du al nådes kildevæld,
se dog, hvordan jeg i mit sind
er tynget af smerte
og i mig har mange pile,
som i min samvittighed uden mål
tynger mig arme synder.
2. Koral A
Forbarm dig over mig og syndens byrde,
tag den fra mit hjerte,
da Du har gjort bod
på korset med dødssmerter,
så jeg ikke i stor smerte
går til grunde i mine synder
og svigter i evighed.
3. Arie B
Sandt at sige, når jeg fatter,
at jeg ikke vandrer retteligt for Guds åsyn
og dagligt handler forkert mod Hans vilje,
så plages jeg af skælven, frygt og pine.
Jeg ved, at mit hjerte ville briste,
hvis dit Ord ikke lovede mig trøst.
4. Koral & Recitativ B
Dog, Dit helbredende Ord
får med sin søde klang,
mit bryst, der tidligere var angst og bange,
til at live kraftigt op.
Det jamrende hjerte mærker nu
efter tårevædet smerte
skinnet fra Jesu nådige blik.
Hans ord har bragt mig så megen trøst,
at mit hjerte igen kan le,
som da det begyndte at slå.
Hvor godt for min sjæl!
Den nagende samvittighed
kan ikke længere plage mig,
da Gud lover al nåde
og desuden bespiser
de troende og fromme
med himmelsk manna,
når vi blot angerfulde
kommer til vor Jesus.
5. Arie T
Jesus tager imod synderen:
søde ord, fulde af trøst og liv!
Han skænker den sande sjælero
og tilsiger trøstende hver enkelt:
Din synd er dig forladt.
6. Recitativ T
Frelseren tager imod synderen:
hvor lifligt lyder det i mine ører!
DET råber: Kom til mig,
I, som er trætte og bærer tunge byrder,
kom til nådens kildevæld,
Jeg har udvalgt jer til mine venner!
På dette ord vil jeg,
som den bodfærdige tolder,
træde frem for Dig
og i ydmyghed bede »Gud, vær mig nådig«.
Ak, trøst mit svage sind
og rens mig fra alle synder
ved Dit udgydte blod!
da vil jeg også, som David og Manasse,
når jeg uophørligt
omfavner Dig med troens arm,
være barn af Himmerige.
7. Arie (Duet) S A
Ak Herre, min Gud, tilgiv mig dog det,
hvormed jeg vækker Din vrede,
bryd det tunge åg,
som Satan har lagt på mig,
så mit hjerte kan falde til ro
og fremover, til Din pris og ære,
leve efter Dit ord
i barnlig glæde.
8. Koral
Styrk mig med din glæde,
helbred mig med dine sår,
vask mig med Din døds sved
i mine sidste timer,
og tag mig engang, når det behager Dig,
i sand tro,
fra verden til Dine udvalgte.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Bartholomäus Ringwaldt 1588; 3.-7. sats: Omarbejdning af anonym digter
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Traversfløjte, Obo d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 12. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 20. august 1724 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 3. april 2025 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 12. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Bartholomäus Ringwaldt (som Enghave Barok har opført)