BWV 1127 »Alles mit Gott und nichts ohn’ ihn«

I januar 2005 gik Michael Maul, der er ansat som forsker ved Bach Archiv i Leipzig, i gang med at gennemgå dokumenter og bibliotekssamlinger fra Weimar, hvor Bach var ansat, først som organist 1708-17 og siden også som koncertmester 1714-17. Hans undersøgelse var del af en større indsats i arkiver rundt om i det centrale Tyskland med henblik på at finde hidtil ukendte dokumenter og derigennem få ny viden om 16- og 1700 tallets musikliv i området.

Mauls forhåbninger var små. Dels havde flere generationer af forskere før ham været igennem arkiverne i deres søgen efter dokumenter om Bach, dels havde en større brand blot et år forinden, i 2004, ødelagt næsten alle dokumenter fra Weimar-hoffet, inklusiv slottets musiksamling. Grevinde Anna Amalias samling havde dog overlevet, fordi den midlertidigt var udtaget til restaurering og katalogisering og derfor stod opbevaret i restaureringsrummet, mens hele rokoko-rummet, som indeholdt slottets bibliotek, gik op i flammer.

I sin gennemgang af samlingen faldt Maul over en fødselsdagshilsen til Hertug Wilhelm Ernst af Sachsen-Weimar i anledning af hans 52 års fødselsdag i 1713, bestående af et hyldestdigt over grevens motto: Omnia deo et nihil sine eo (Alt med Gud, og intet uden Ham). Digtet hylder i 12 vers Greven med den tyske oversættelse af hans motto som indledende strofe til alle 12 vers: Alles mit Gott, und nichts ohn’ ihm. Det er udformet som et akrostikon, hvor forbogstavet i anden linjes tredje ord i hver vers tilsammen danner Hertugens navn: WJLHELM ERNST.

På to sider var skrevet et stykke musik til digtet under overskriften ‘Aria Soprano Solo è Ritornello‘. Maul genkendte straks håndskriften som værende J.S. Bachs, men turde næsten ikke tro sit held. Han bestilte en kopi af dokumentet og måtte vente 10 dage før kopierne ankom til hans arbejdsplads i Bach Archiv i Leipzig. Han konsulterede sin kollega Peter Wollny, som er ekspert i Bachs håndskrifter, som straks lykønskede ham med at have gjort et af det sidste hundrede års vigtigste Bach-fund. Og – konstaterer Maul: ”Den aften var det tid til at åbne en flaske champagne…”

Sangen med ritornel er Bachs eneste kendte bud på en såkaldt strofisk arie. Digtets akrostikonske opbygning har givetvis tiltalt den unge komponist og inspireret ham til også at gøre brug af talsymbolik i sin komposition: baslinjen, som indleder hvert vers består af 52 toner – samme antal som hertugens hidtil levede år, før sopranen på den næste tone sætter ind og lykønsker ham med begyndelsen af det treoghalvtredsindstyvende leveår.

Den strofiske arie var som genre vidt udbredt – især i generationen før Bach. Adam Krieger (1634-1666) regnes for at være en af fædrene til den tyske lied-tradition og han gjorde for alvor genren kendt med udgivelsen Arien fra 1657. Til samling Neue Arien, som udkom posthumt 1674, hører et ritornel til hver sang. I øvrigt hentede Thomas Kingo flere sange til sine Aandelige Siungekoor fra Adam Krigers udgivelser.

Også Buxtehude benyttede ofte den strofiske arie – enten selvstændigt eller som delelement i sine kantater. Men den komponist som Alles mit Gott, und nichts ohn’ ihm stilistisk lægger sig tættest op ad, synes at være Philipp Heinrich Erlebach 1657 – 1714. Erlebach udgav to imponerende samlinger af strofiske arier med ritorneller: Harmonische Freude 1697 og Musicalischer Freunde 1710. Så hvis Alles mit Gott, und nichts ohn’ ihm falder i din smag, skal herfra lyde en opfordring til at gå på opdagelse i Philipp Heinrich Erlebachs forrygende musik.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering