fbpx
Vælg en side

BWV 111 »Was mein Gott will, das g’scheh allzeit«

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger. Den første Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført i januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til tredje årgang skrev han kantaten Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 med opførelse i 1726, og fire år senere i 1729, tilføjede han yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach nærværende kantate over Albrecht af Preussens reformatoriske salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111.

De fire kantater tager alle udgangspunkt i søndagens læsning fra Mattæusevangeliet kap. 8, 1-13. I denne beretning om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rør ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev den syge renset for sin spedalskhed. Læsningen tolkes i alle fire kantater som en tilskyndelse til at sætte sin lid til Gud. Det viser sig i flere tekstlige og musikalske fællestræk kantaterne imellem, og ikke mindst, gennem valget af koralvers. Således fungerer salmen Herr, wie du willt, so schicks mit mir både som åbningskoral i Kantate 73 og som slutkoral i Kantate 156, ligesom koralen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, som koralkantaten 111 er bygget over, ligeledes bliver brugt som slutkoral i kantate 72.

Librettisten har bevaret salmens første og sidste vers til kantatens ydersatser, mens de to mellemliggende vers er gendigtet i former passende til arier og recitativer, dog uden at indflette referencer til dagens læsning, som vi ofte ser det i koralkantaternes libretti.

Åbningskoret følger Bachs mest almindelige forskrift for koralkorene i denne årgang, og er et glimrende eksempel på Bachs overlegne satsteknik: Koralkoret er i sagens natur bygget op omkring Cantus firmus, som synges i halvnoder af sopranen. De tre øvrige sangstemmer danner herunder en motetsats i halverede nodeværdier: fjerdedele, først i imiterende polyfoni, og siden, i salmens B-del til teksten ”Er hilft aus Not” (Han hjælper i nøden), i homofone udbrud, fulgt af flere varianter over samme princip. Som kontrast til den vokale motet høres en selvstændig koncertant orkestersats. Den udspiller sig som en concerto grosso for to oboer i dialog med strygerensemblet, og dette i yderligere halveringer af nodeværdierne: ottendedele og sekstendedele.

Dermed skaber Bach en sats med flere lag: Den reformatoriske koral, en traditionel vokal motet og en italiensk inspireret koncert – hvert lag i et afmålt indbyrdes forhold af halvnoder, fjerdedele, ottendedele og sekstendedele, som tilsammen skaber en kaleidoskopisk lytteoplevelse.

Continuoet sætter bassens arie an med et motiv, som går gennem hele arien som et quasi ostinato. Ariens motto er ikke første linje, men snarere de to følgende: ”Gott ist dein Trost und Zuversicht, und deiner Seelen Leben” (Gud er din trøst og dit håb, og din sjæls liv), som er hentet fra åbningen af salmens anden vers. Bach citerer hertil salmemelodien i en elaboreret form som tilhørerne i Leipzig utvivlsomt har kunnet nikke genkendende til.

Alten begynder sit recitativ i oprevet tilstand, og sammenligner de, som unddrager sig Gud, med Jonas flugt fra Herren (Jonas Bog kap. 1,3), hvorimod de, som vælger Guds beskyttelse, ”ser med håb og tålmod, mod Hans svar og Hans ord”.

Via dette vendepunkt føres vi til kantatens centrale sats, duetten mellem alt og tenor: ”So geh ich mit beherzten Schritten, auch wenn mich Gott zum Grabe fürth” (Så går jeg da med modige skridt, selv når Gud fører mig til min grav). Selve kantatens ”morale” foldes ud i denne duet: at vi, selv i døden, skal sætte vores lid til Gud. Bach sætter dette budskab i musik med højt humør: en dansant og ubekymret 3/4-dels sats, som med brug af orgelpunkt i bassen og soloviolinens livlige melodilinje får et folkemusikalsk præg.

Med sopranens recitativ følges denne tanke til ende: at Gud også i døden vil tage vare om vores sjæl i sine ”faderhænder”, afsluttende med et rørende arioso-afsnit: ”O seliges, gewünschtes Ende!” (O salige, ønskelige slutning!)

Kantaten afrundes med en enkel firestemmig udsættelse af det fjerde – og senere tilføjede – vers til Albrecht af Preussens salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Was mein Gott will, das g’scheh allzeit,
Sein Will, der ist der beste;
Zu helfen den’n er ist bereit,
Die an ihn gläuben feste.
Er hilft aus Not, der fromme Gott,
Und züchtiget mit Maßen:
Wer Gott vertraut, fest auf ihn baut,
Den will er nicht verlassen.

2. Aria B
Entsetze dich, mein Herze, nicht,
Gott ist dein Trost und Zuversicht
Und deiner Seele Leben.
Ja, was sein weiser Rat bedacht,
Dem kann die Welt und Menschenmacht
Unmöglich widerstreben.

3. Recitativo A
O Törichter! der sich von Gott entzieht
Und wie ein Jonas dort
Vor Gottes Angesichte flieht;
Auch unser Denken ist ihm offenbar,
Und unsers Hauptes Haar
Hat er gezählet.
Wohl dem, der diesen Schutz erwählet
Im gläubigen Vertrauen,
Auf dessen Schluss und Wort
Mit Hoffnung und Geduld zu schauen.

4. Aria (Duetto) A T
So geh ich mit beherzten Schritten,
Auch wenn mich Gott zum Grabe führt.
Gott hat die Tage aufgeschrieben,
So wird, wenn seine Hand mich rührt,
Des Todes Bitterkeit vertrieben.

5. Recitativo S
Drum wenn der Tod zuletzt den Geist
Noch mit Gewalt aus seinem Körper reißt,
So nimm ihn, Gott, in treue Vaterhände!
Wenn Teufel, Tod und Sünde mich bekriegt
Und meine Sterbekissen
Ein Kampfplatz werden müssen,
So hilf, damit in dir mein Glaube siegt!
O seliges, gewünschtes Ende!

6. Choral
Noch eins, Herr, will ich bitten dich,
Du wirst mir’s nicht versagen:
Wenn mich der böse Geist anficht,
Lass mich doch nicht verzagen.
Hilf, steur und wehr, ach Gott, mein Herr,
Zu Ehren deinem Namen.
Wer das begehrt, dem wird’s gewährt;
Drauf sprech ich fröhlich: Amen.

1. Kor
Hvad min Gud vil, det sker altid,
Hans vilje er den bedste;
Han er parat til at hjælpe
dem, der tror fast på Ham.
Han hjælper den nødstedte, den fromme Gud,
og tugter med måde:
Den, der stoler på Gud og bygger fast på Ham,
forlader Han ikke.

2. Arie B
Bliv ikke forfærdet, mit hjerte,
Gud er din trøst og dit håb
og din sjæls liv.
Ja, den der betænker Hans kloge råd,
kan verden og menneskelig magt
umuligt kæmpe imod.

3. Recitativ A
Oh, du tåbe! der unddrager dig Gud
og som en Jonas
flygter fra Guds ansigt;
Også vore tanker kender Han,
og vore hovedhår
har Han talt.
Vel den, der vælger denne beskyttelse
i tro og tillid
og ser med håb og tålmod
mod Hans svar og Hans ord.

4. Arie (Duet) A T
Så går jeg da med modige skridt,
også når Gud fører mig til min grav.
Gud har talt mine dage,
sådan fordrives dødens bitterhed,
når Hans hånd rører ved mig.

5. Recitativ S
Derfor, når døden til sidst med magt
river sjælen ud af kroppen,
så tag den, Gud, i dine trofaste Faderhænder!
Når djævel, død og synd fører krig imod mig,
og mit dødsleje
bliver en kampplads,
så hjælp, at min tro på Dig sejrer!
Oh, salige, ønskelige slutning!

6. Koral
Endnu en ting, Herre, vil jeg bede Dig om,
at Du ikke vil nægte mig det:
Når den onde ånd anfægter mig,
lad mig da ikke svigte.
Hjælp, led og forsvar, oh Gud, min Herre,
til Dit navns ære.
Den, der begærer dette, ham tilsiges det;
Derfor siger jeg glad: Amen.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Markgreve Albrecht von Preußen 1547
Besætning: Solister: S A T B, Kor: S A T B, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 3. søndag efter Hellig tre Konger
Første opførelse: 21. januar 1725 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 5. oktober 2018 i Apostelkirken

Find andre Bachværker til 3. søndag efter Hellig tre Konger (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Markgreve Albrecht von Preußen (som Enghave Barok har opført)