BWV 111 »Was mein Gott will, das g’scheh allzeit«

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger. Den første Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført i januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til tredje årgang skrev han kantaten Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 med opførelse i 1726, og fire år senere i 1729, tilføjede han yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach nærværende kantate over Albrecht af Preussens reformatoriske salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111.

De fire kantater tager alle udgangspunkt i søndagens læsning fra Mattæusevangeliet kap. 8, 1-13. I denne beretning om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rør ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev den syge renset for sin spedalskhed. Læsningen tolkes i alle fire kantater som en tilskyndelse til at sætte sin lid til Gud. Det viser sig i flere tekstlige og musikalske fællestræk kantaterne imellem, og ikke mindst, gennem valget af koralvers. Således fungerer salmen Herr, wie du willt, so schicks mit mir både som åbningskoral i Kantate 73 og som slutkoral i Kantate 156, ligesom koralen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, som koralkantaten 111 er bygget over, ligeledes bliver brugt som slutkoral i kantate 72.

Librettisten har bevaret salmens første og sidste vers til kantatens ydersatser, mens de to mellemliggende vers er gendigtet i former passende til arier og recitativer, dog uden at indflette referencer til dagens læsning, som vi ofte ser det i koralkantaternes libretti.

Åbningskoret følger Bachs mest almindelige forskrift for koralkorene i denne årgang, og er et glimrende eksempel på Bachs overlegne satsteknik: Koralkoret er i sagens natur bygget op omkring Cantus firmus, som synges i halvnoder af sopranen. De tre øvrige sangstemmer danner herunder en motetsats i halverede nodeværdier: fjerdedele, først i imiterende polyfoni, og siden, i salmens B-del til teksten ”Er hilft aus Not” (Han hjælper i nøden), i homofone udbrud, fulgt af flere varianter over samme princip. Som kontrast til den vokale motet høres en selvstændig koncertant orkestersats. Den udspiller sig som en concerto grosso for to oboer i dialog med strygerensemblet, og dette i yderligere halveringer af nodeværdierne: ottendedele og sekstendedele.

Dermed skaber Bach en sats med flere lag: Den reformatoriske koral, en traditionel vokal motet og en italiensk inspireret koncert – hvert lag i et afmålt indbyrdes forhold af halvnoder, fjerdedele, ottendedele og sekstendedele, som tilsammen skaber en kaleidoskopisk lytteoplevelse.

Continuoet sætter bassens arie an med et motiv, som går gennem hele arien som et quasi ostinato. Ariens motto er ikke første linje, men snarere de to følgende: ”Gott ist dein Trost und Zuversicht, und deiner Seelen Leben” (Gud er din trøst og dit håb, og din sjæls liv), som er hentet fra åbningen af salmens anden vers. Bach citerer hertil salmemelodien i en elaboreret form som tilhørerne i Leipzig utvivlsomt har kunnet nikke genkendende til.

Alten begynder sit recitativ i oprevet tilstand, og sammenligner de, som unddrager sig Gud, med Jonas flugt fra Herren (Jonas Bog kap. 1,3), hvorimod de, som vælger Guds beskyttelse, ”ser med håb og tålmod, mod Hans svar og Hans ord”.

Via dette vendepunkt føres vi til kantatens centrale sats, duetten mellem alt og tenor: ”So geh ich mit beherzten Schritten, auch wenn mich Gott zum Grabe fürth” (Så går jeg da med modige skridt, selv når Gud fører mig til min grav). Selve kantatens ”morale” foldes ud i denne duet: at vi, selv i døden, skal sætte vores lid til Gud. Bach sætter dette budskab i musik med højt humør: en dansant og ubekymret 3/4-dels sats, som med brug af orgelpunkt i bassen og soloviolinens livlige melodilinje får et folkemusikalsk præg.

Med sopranens recitativ følges denne tanke til ende: at Gud også i døden vil tage vare om vores sjæl i sine ”faderhænder”, afsluttende med et rørende arioso-afsnit: ”O seliges, gewünschtes Ende!” (O salige, ønskelige slutning!)

Kantaten afrundes med en enkel firestemmig udsættelse af det fjerde – og senere tilføjede – vers til Albrecht af Preussens salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering