BWV 108 »Es ist euch gut daß ich hingehe«
Kantate 108 ”Es ist euch gut daß ich hingehe” er skrevet til fjerde søndag efter påske 1725 og hører dermed til gruppen af i alt 10 kantater fra foråret 1725, der har Johannesevangeliet som omdrejningspunkt, startende med anden-opførelsen af Johannespassionen på Langfredag 3. marts og sluttende på Trinitatis søndag 27. maj 1725.
Kantatens tekst består af to citater fra Johannesevangeliet: den indledende basarie og den centrale firestemmige fuga. I de øvrige tekster, som er forfattet af Christiane Mariane von Ziegler, forholder det kristne menneske sig til Jesu ord, i en stræben efter at følge Jesus til himmeriget.
Kantaten åbner med Jesu ord fra Johannesevangeliet 16,7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Arien er udformet som en duet mellem bassen – den traditionelle Vox Christi – og obligat obo d’amore med enkel strygerledsagelse.
I de følgende to satser bliver betydningen af dagens tekst fortolket af tenoren til at gælde det kristne menneske, som vil følge Jesus: Først, i en arie med en virtuos obligat soloviolinstemme, udtrykkes overbevisningen om, at Jesus med sin afsked har banet vejen til himlen. Den nagelfaste tro slår Bach fast ved at lade tenoren synge en tre takter lang tone på ordet Glauben, som straks efter overgås af den endnu stærkere troende violin, der holder tonen i hele fire takter! I det følgende recitativ slutter tenoren spørgende ”Ak, er han her ikke allerede?”
Dette spørgsmål leder til kantatens anden citat fra Johannesevangeliet 16,13: ”Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Disse vægtige ord udfolder Bach i en stor firestemmig fuga i tre dele, som et monumentalt svar på tenorens spørgsmål. Alten kan således med vished og ro i sjælen synge sin inderlige arie: ”før mig ad din vej, så jeg i evigheden skuer din herlighed”. Ligesom i tenorens foregående arie, akkompagneres også alten af en virtuos violinstemme med underliggende strygersats. Kantatens to ”menneskelige” arier bliver på den måde forbundet, og spejlet i hinanden.
Kantaten afsluttes med et vers af Paul Gerhardts (1607-1676) salme ”Kommt her zu mir, spicht Gottes Sohn” i en enkel udsættelse for fire stemmer. I versets sidste linje, til ordene ”hvor velsignelsen er”, leder Bach baslinjen kromatisk opad, som en sidste stræben mod himlen. En perfekt afrunding af kantaten, der har netop denne stræben som sit omdrejningspunkt.
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Aria B
Es ist euch gut, dass ich hingehe;
denn so ich nicht hingehe,
kömmt der Tröster nicht zu euch.
So ich aber gehe, will ich ihn zu euch senden.
2. Aria T
Mich kann kein Zweifel stören,
Auf dein Wort, Herr, zu hören.
Ich glaube, gehst du fort,
So kann ich mich getrösten,
Dass ich zu den Erlösten
Komm an gewünschten Port.
3. Recitativo T
Dein Geist wird mich also regieren,
Dass ich auf rechter Bahne geh;
Durch deinen Hingang kommt er ja zu mir,
Ich frage sorgensvoll: Ach, ist er nicht schon hier?
4. Coro
Wenn aber jener, der Geist der Wahrheit,
kommen wird, der wird euch in alle Wahrheit leiten.
Denn er wird nicht von ihm selber reden, sondern was er hören wird,
das wird er reden; und was zukünftig ist, wird er verkündigen.
5. Aria A
Was mein Herz von dir begehrt,
Ach, das wird mir wohl gewährt.
Überschütte mich mit Segen,
Führe mich auf deinen Wegen,
Dass ich in der Ewigkeit
Schaue deine Herrlichkeit!
6. Choral
Dein Geist, den Gott vom Himmel gibt,
Der leitet alles, was ihn liebt,
Auf wohl gebähntem Wege.
Er setzt und richtet unsren Fuß,
Dass er nicht anders treten muss,
Als wo man findt den Segen.
1. Arie B
Det er godt for jer, at jeg går bort,
for hvis jeg ikke går bort,
kommer Trøsteren ikke til jer.
Men når jeg går bort, sender jeg ham til jer.
2. Arie T
Ingen tvivl kan forhindre mig
i at høre dit ord, Herre.
Jeg tror, at om du går bort,
så kan jeg trøste mig med
at jeg vil komme i havn
med de forløste.
3. Recitativ T
Din ånd vil altså lede mig,
så jeg går ad den rette vej.
Gennem din bortgang kommer den jo til mig.
Jeg spørger bekymret:
Ak er den her ikke allerede?
4. Kor
Men når den kommer, Sandhedens ånd,
vil den lede jer i al sandhed.
Ånden vil ikke tale om sig selv,
men det, den hører, vil den fortælle,
og det fremtidige vil den forkynde.
5. Arie A
Hvad mit hjerte begærer af dig,
det får jeg.
Overøs mig med velsignelse,
led mig ad dine veje,
så jeg i evigheden,
vil få din herlighed at se.
6. Koral
Din ånd, som Gud giver os fra himlen,
leder alle, som elsker ham,
ad banede stier.
Din ånd sætter og leder vor fod,
så vi kun vandrer,
hvor velsignelsen er.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Christiane Mariane von Ziegler 1728; 1. sats: Johannesevangeliet 16,7; 4. sats: Johannesevangeliet 16,13; 6. sats: Paul Gerhardt 1653
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Obo d'amore I/II, Violin solo, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 4. søndag efter Påske
Første opførelse: 29. april 1725 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 6. september 2015 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 4. søndag efter Påske (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Paul Gerhardt, Johannesevangeliet, Christiane Mariane von Ziegler (som Enghave Barok har opført)