BWV 108 »Es ist euch gut daß ich hingehe«

Kantate 108 ”Es ist euch gut daß ich hingehe” er skrevet til fjerde søndag efter påske 1725 og hører dermed til gruppen af i alt 10 kantater fra foråret 1725, der har Johannesevangeliet som omdrejningspunkt, startende med anden-opførelsen af Johannespassionen på Langfredag 3. marts og sluttende på Trinitatis søndag 27. maj 1725.

Kantatens tekst består af to citater fra Johannesevangeliet: den indledende basarie og den centrale firestemmige fuga. I de øvrige tekster, som er forfattet af Christiane Mariane von Ziegler, forholder det kristne menneske sig til Jesu ord, i en stræben efter at følge Jesus til himmeriget.

Kantaten åbner med Jesu ord fra Johannesevangeliet 16,7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Arien er udformet som en duet mellem bassen – den traditionelle Vox Christi – og obligat obo d’amore med enkel strygerledsagelse.

I de følgende to satser bliver betydningen af dagens tekst fortolket af tenoren til at gælde det kristne menneske, som vil følge Jesus: Først, i en arie med en virtuos obligat soloviolinstemme, udtrykkes overbevisningen om, at Jesus med sin afsked har banet vejen til himlen. Den nagelfaste tro slår Bach fast ved at lade tenoren synge en tre takter lang tone på ordet Glauben, som straks efter overgås af den endnu stærkere troende violin, der holder tonen i hele fire takter! I det følgende recitativ slutter tenoren spørgende ”Ak, er han her ikke allerede?”

Dette spørgsmål leder til kantatens anden citat fra Johannesevangeliet 16,13: ”Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Disse vægtige ord udfolder Bach i en stor firestemmig fuga i tre dele, som et monumentalt svar på tenorens spørgsmål. Alten kan således med vished og ro i sjælen synge sin inderlige arie: ”før mig ad din vej, så jeg i evigheden skuer din herlighed”. Ligesom i tenorens foregående arie, akkompagneres også alten af en virtuos violinstemme med underliggende strygersats. Kantatens to ”menneskelige” arier bliver på den måde forbundet, og spejlet i hinanden.

Kantaten afsluttes med et vers af Paul Gerhardts (1607-1676) salme ”Kommt her zu mir, spicht Gottes Sohn” i en enkel udsættelse for fire stemmer. I versets sidste linje, til ordene ”hvor velsignelsen er”, leder Bach baslinjen kromatisk opad, som en sidste stræben mod himlen. En perfekt afrunding af kantaten, der har netop denne stræben som sit omdrejningspunkt.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering