BWV 107 »Was willst du dich betrüben«

Kantate 107 ”Was willst du dich betrüben” havde sin førsteopførelse 7. søndag efter Trinitatis, 23. juli 1724. Den adskiller sig fra de øvrige koralkantater fra årgangen 1724/25 ved, at alle syv vers af Johann Hermanns salme fra 1630 er bevaret i deres originale form – normalvis er det kun teksten til ydreversene, der bruges i original form, mens de mellemliggende vers er omskrevet til brug for recitativer og arier. Denne type koralkantate, kaldet per omnes versus, er en form, som egentlig hører hjemme i 1600-tallets frühbarok, og Bach adopterede da også denne kantatetype fra bl.a. Buxtehude, som han besøgte i Lübeck 1705. Ungdomskantaten BWV 4 Christ lag in Todesbanden som Bach skrev i Mühlhausen i 1707, blot to år efter sit ophold hos Buxtehude, er en per omnes versus-kantate og ikke siden da, skrev Bach en kantate i denne form.

Hvorfor Bach netop med kantate 107 tager per omnes versus-kantaten op igen, ved vi ikke. Måske havde librettisten ikke leveret en tekst til denne uge, eller måske fandt Bach den ikke brugbar? Man kunne også få den tanke, at kantaten måske kunne være skrevet i en tidligere periode af Bachs liv, men hverken den kompositoriske stil eller kildematerialet peger i den retning…

Johann Hermanns salme er ikke direkte forbundet til 7. s. e. Trinitatis læsning fra Matthæusevangeliet 15,32-39 om bespisningen af de fire tusind, men salmens budskab om hengivelse til Gud og dens lovprisning og taksigelse af Guds godhed og skaberværk stemmer overens med den gængse fortolkning af denne bibelfortælling.

Som John Elliott Gardiner rigtigt bemærker i sin note om nærværende kantate fra hans Bach-Pilgrimage-år 2000, gør Bach i denne kantate, som så ofte, livet unødig besværligt for sig selv. De fleste andre komponister, som var under et lignende arbejdspres, ville have benyttet per omnes versus-formen til at lade et par af satserne bestå af enkle koraludsættelser. Men ikke hos Bach… De to ydersatser er begge orkestrale koralbearbejdelser, og i de mellemliggende fem vers bliver salmens strofiske tekst bearbejdet til det yderste i vidt forskellige satstyper. Det er blot ét af mange eksempler på, med hvilken grundighed og hengivenhed Bach gik til sit arbejde.

Åbningssatsen sætter en bedrøvelig stemning an i h-mol med et smukt opadgående tema. En mindre gruppe bestående af fløjter, violiner og bratch skiller sig ud i en concertino-enhed uden continuo, og denne gruppe veksler med tutti-orkesteret satsen igennem. Sangstemmerne er bygget op omkring en rigt ornamenteret Cantus Firmus i sopranen med de øvrige tre stemmer svarende i en forholdsvis homofon struktur. I modsætning til Bachs normale præcedens i koralkorene, lader han her koret synge to linjer ad gangen, hvilket giver hele satsen en kompakt struktur. Det er i det hele taget bemærkelsesværdig hvordan Bach kantaten igennem omgås salmeversets monotone metrik. I bassens recitativ ses det ved, at oboerne danner bro mellem bassens linjer, for siden, da sangeren bryder formen med en længere melisme på ordet freuden, at holde fast i den akkompagnerende ottendedelsfigur indtil den afsluttende arioso.

Satserne 3-6 er fire på hinanden følgende arier, som alle falder i salmetekstens AAB-form frem for Bachs normaltvis foretrukne dacapo form (ABA).

Bassen lægger ud med en selvsikker jagt-arie med strygerakkompagnement. På ordet ”erjagen” (jage) efterligner bassen jagthornets gjalden, og strygersatsen ført an af førsteviolinen kan let give associationer til et hundekobbel på jagt.

I tenorens arie kommer det store dyr i åbenbaringen til syne i form af en uregerlig continuosats, som konstant veksler mellem en 3/4 og 6/8-fornemmelse. Med continuoets opadgående bevægelse – fra de dybeste toner og op – fornemmer man skærsildens flammer presse sig på. Tenorens svarer med et modsatrettet tema – ovenfra og lukt ned i helvede – til ordene ”Wenn auch gleich aus der Höllen” og dermed er scenen sat for en vanvittig kamp mellem det gode og det onde. At Gud vinder over Satan til sidst, viser Bach ved at lade tenoren overtage det opadgående motiv, som dermed skifter karakter til ordene ”denn dein werk fördert Gott”.

Verden har genfundet sin orden i sopranens arie, hvor to obo d’amore indgyder en kosmisk ro med en venlig 12/8 sats, som omgiver sopranens krummelurede bearbejdelse af Cantus Firmus. Kun versets sidste linje ”Was Gott will, das geschicht” står mejslet ud uden udsmykning som en manifestation af Guds sejr og magt.

Som en fuldkommen modsætning til tenorens forrige arie står tenorens anden arie – en stille indadvendt taksigelse af Gud akkompagneret af unisone fløjter og en dæmpet violin. Det er værd at bemærke, at Bach ikke bringer alt-sangeren i spil til denne arie, men netop lader tenoren, som tidligere var i vælten i kampen mellem det gode og det onde, finde til ro i denne milde og generøse arie.

I den afrundende koralbearbejdelse når vi en himmelsk tilstand. Al tvivl og ondskab er elimineret i den rolige og æteriske Siciliano, som omkranser den homofone koralsats i en lovprisning af Guds nåde.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering