BWV 105 »Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht«

Kantate 105 ”Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht” er skrevet til 9. søndag efter Trinitatis og havde sin førsteopførelse 25. juli 1723. Kantaten er sandsynligvis den første helt igennem ny-komponerede kantate, Bach skrev efter han tiltrådte stillingen i Leipzig på Trinitatis søndag – altså godt to måneder forinden – da Bach i de foregående ugers kantater til dels benyttede genbrugt materiale. Det er en af første årgangs mest inspirerede kantater; en indlevende beskrivelse af den menneskelige sjæls frygt og bæven over Guds dom på den yderste dag. Den tyske Bach-forsker Alfred Dürr fremhæver kantaten som værende ”blandt de mest sublime beskrivelser af sjælen i barok og kristen kunst”.

Den ukendte librettist tager udgangspunkt i søndagens læsning, Lukas 16,1-9 om den uærlige godsforvalter, som nedskriver sin herremands tilgodehavender for at skaffe sig venner nu da han står til at blive fyret. Lignelsen slutter med Jesu ord: ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. Librettisten fortolker lignelsen således, at vi ikke er værdige til Jesus’ død på korset, og at de færreste vil slippe godt igennem dommens dag. Det er altså Guds dom over sjælen, som er udgangspunktet i kantaten, og hertil benytter librettisten et gammeltestamenteligt citat til åbningskoret, nemlig Psalme 143,2 ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig”.

Åbningskoret falder overordnet i to dele – én til hvert tekstled – først en Adagio-sats i motet-stil, efterfulgt af en Allegro-fuga. Dürr bekriver formen som en slags Præludium og Fuga – en opbygning vi især kender fra orgelværkerne. Som det ofte ses i Bachs kantatekor, er satsen yderligere underdelt således, at hvert sangafsnit først ledsages udelukkende af contiunuostemmen og derefter af en strygersats, der følger sangerne. Det antyder, at Bach her benyttede sig af concertino/ripieno-princippet: en dobbeltkvartet-model, hvor de fire concertist-sangere har en solistisk rolle, mens de fire ripienist-sangere følger strygersatsen i tutti-afsnittene. Det er en form vi ved, Bach (i hvert fald i perioder) benyttede sig af, da der findes flere åbningskor i samme form med ripieno-stemmer udformet efter de principper.

Satsen åbner med et orkesterforspil med oboer og strygere i overbunde forudhold og en continuostemme, der med sine gentagne ottendedelsnoder ulmer under satsen. Orkester- og korsatsen til første del af satsen kan i nogen grad minde om åbningskoret til Johannespassionen, og det er da også en lignende underliggende angst, Bach udtrykker her, hvor et menneske frygter Guds dom.
I det følgende recitativ bøjer alten sig ydmygt og bekender sin fejlbarlighed over for Gud. Den afsluttende sætning ”og lader mig ikke falde i den fare, at lyve om eller skjule min sjæls fejl” fungerer som overledning til en af de smukkeste og mest inderlige arier i hele Bachs oeuvre; sopran-arien Wie zittern und Wanken. Bachs portræt af den skælvende sjæl er hjerteskærende. Han fjerner i bogstaveligste forstand fundamentet under sopranen ved at udelade continuostemmen og lade sangeren stå tilbage med blot et strygerakkompagnement og en obligat obo. Bach genbruger senere samme effekt i Matthæuspassionen, hvor korsfæstelsesscenen for en kort stund bliver afbrudt af den ligeså hjerteskærende sopranarie Aus Liebe, som også er uden continuo. Bach kendte sine virkemidler – og benyttede dem! Sjælens skælven understreges af strygernes tremolo, en barok effekt, som Bachs store forbillede Buxtehude benytter i adskillige kantater, bland andet som beskrivelse af det skælvende knæ i Ad genua i hovedværket Membra Jesu Nostri, og i den rystende beskrivelse af en druknende sjæl i kantaten Gott, hilf mir.

Med bassens acompagnato-recitativ vendes trøstesløsheden til håb, da vi endelig når frem til læren af dagens læsning fra Lukas-evangeliet om eftergivelsen af de ubetalte regninger: Jesus frelser os og gør gennem sin død regningen op med Gud. Således føres vi til tenorens triumferende afsværgelse af jordisk gods: ”kan jeg blot være ven med Jesus, vil mammon intet betyde for mig”. Satsen er frisk og dansant og står i kontrast til den foregående sopranarie. Tenoren ledsages af strygere og af et horn, som fra ende til anden omkrandses af en filigran-violinstemme.

I den afsluttende koral vendes blikket atter indad med 11. vers af Johann Rists salme Jesu, der du meine Seele. Koralen fungerer som en refleksion over hele kantatens tematik; bekymringen, der afløses af lettelse: ”Nu ved jeg, du vil berolige min sjæl … at i hele den vide verden, skal ingen være fortabt”. Det er en rørende tekst, som fanger selve essensen af kantaten, og Bach vender derfor tilbage til det bekymrende skælvende tremolo-motiv i strygersatsen fra sopranarien. Men vi bliver beroliget, og strygersatsen lægger sig i løbet af koralen gradvis til ro – fra sekstendedele, til ottendedelstrioler, til ottendedele til fjerdedele. En genial afslutning på en af perlerne i hele Bachs kantateværk.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering