fbpx
Vælg en side

BWV 102 »Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben«

Efter to et halvt års intensivt arbejde med sine første kantateårgange, droslede Bach i foråret 1726 pludselig radikalt ned for sin kantateproduktion og holdt en velfortjent pause. I perioden fra Mariæ Renselsesdag 2. februar 1726 og frem til juli måned valgte Bach at opføre 14 kantater af Johann Ludwig Bach, og langfredag hørte Leipzigmenigheden ikke passionsmusik af deres kantor, men derimod Reinhard Keisers Markus-passion, som Bach tidligere havde kopieret og opført i Weimar. Bachs grandfætter Johann Ludwig Bach var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Bachs fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwigs kantater er alle hentet fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten* udgivet i Meiningen 1704, som i dag tilskrives Johann Ludwigs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen.

Fra Trinitatis søndag 23. juni genoptog Bach sin kantateproduktion med fornyet kraft, og frem til september gennemførte han en ny serie kantater med Meiningen-samlingen som tekstforlæg, suppleret med yderligere kantater af Johann Ludwig Bach. Her i Enghave Kirke har vi tidligere stiftet bekendtskab med flere kantater fra denne periode, nemlig kantaterne BWV 17 Wer Dank opfert, der preiset mich, BWV 39 Brich dem Hungrigen dein Brot, og BWV 43 Gott fähret auf mit Jauchzen.

Kantate 102 Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben hører også til denne gruppe af kantater. Den blev opført første gang 10. søndag efter Trinitatis d. 25. august 1726 og fik yderligere en opførelse i 1737. Til Bachs korte messer, som blev til af parodieret materiale i 1738/39 blev tre af denne kantates satser genbrugt til den latinske messetekst. Åbningskor blev genbrugt som Kyrie i messen i g-mol (BWV 235), mens alt-arien og tenor-arien fandt vej til messen i F-dur (BWV 233) som henholdsvis Qui tollis og Quoniam tu solus sanctus.

Efter Bachs død kom kantaten i Carl Phillip Emmanuel Bachs besiddelse. Carl Phillip Emmauel opførte kun et lille udvalg af den store samling kantater, han arvede fra sin far. Men netop Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben blev opført under hans ledelse med forskellige ændringer og tilføjelser mindst fire gange i årene 1776 til 1786 i Hamburg. Siden kom kantaten i Berlins Sing-Akademis besiddelse og den var blandt de første værker af Bach, som her blev opført under C.F. Zelters ledelse fra 1813 og frem. Kantate 102 er dermed blandt de få af Bachs kantater, som kontinuerligt blev opført efter Bachs død og frem til ”genopdagelsen” i midten af 1800-tallet.

Læsning til 10. søndag efter Trinitatis er Lukasevangeliet 19, 41-44, hvor bl.a. beretning om Jesus’ udrensning af templet i Jerusalem indgår: ”Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.”

Librettisten tolker tempeludrensningen med udgangspunkt i to bibelcitater, først et gammeltestamentligt og siden et nytestamentligt, der begge har omvendelse som omdrejningspunkt.

Kantaten åbner med et citat fra Det Gamle Testamente med Jeremias’ Bog 5,3: ”Herre, dine øjne er jo rettet mod sandheden. Du slog dem, men de skælvede ikke, du havde nær tilintetgjort dem, men de ville ikke tage ved lære. De gjorde deres ansigt hårdere end sten, de ville ikke vende om.” Åbningskoret er et skoleeksempel på den modne Bachs satstekniske overskud, hvor der snildt veksles mellem koncerterende orkester med homofone kor-indfald og elegante udstrakte fugagennemføringer.

Som en prædikant spørger bassen retorisk i det følgende recitativ: Wo ist die Kraft von seinem Wort, Wenn alle Besserung weicht aus dem Herzen fort? (Hvor er kraften af hans ord, når al bedring viger bort fra hjertet?). Evangelielæsningens ypperstepræster og skriftkloge og de fra Jeremias’ Bog, der ikke tager ved lære og vender sig om, bliver et billede på den fortabte sjæl, som ikke vil høre Guds ord.

I en dybfølt arie begræder alten den sjæl, som ikke indser sin egen ulykke og har afskåret sig fra Guds nåde. Arien er at betragte om en lamentation; en klagesang en over den fortabte sjæl. Bach benytter alle sine forhåndenværende midler til at understrege ariens budskab: oboen synger hjertet ud i vidt udstrakte linjer med overbundne dissonanser og motiver, der falder som tåre, over baslinjens gennemgående seufzer.

Almindeligvis udgør det nytestamentlige citat i librettoerne fra Sontags- und Fest-Andachten åbningen på kantaternes anden del. Men i denne kantate vælger Bach at afvige fra sit sædvanlige mønster og lader i stedet bassen slutte første del af kantaten med Paulus’ brev til romerne 2, 4-5: ”Ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.” Den bibelske prosatekst ville under normale omstændigheder blive formidlet som et recitativ. Her udformer Bach dog satsen som en Arioso med strygerledsagelse, og ved at gentage indledningens tekst til slut opleves satsen i realiteten som en arie i A-B-A-form. En særlig detalje, det er værd at lægge mærke til, er portrættet af det forstokkede og ubodfærdige hjerte, som sættes i musik til et dissonerende motiv, der stædigt gentages, som en plade der er gået i hak.

Kantatens anden del tager afsæt i Paulus’ tanke om at de, som ringeagter Gud og ikke lader sig omvende, samler sig vrede på vredens dag. Erschrecke doch, Du allzu sichre Seele! (Frygt dog, du alt for sikre sjæl!) synger tenoren i brudte linjer med store op- og nedadgående spring med tanke på mødet med Guds vrede.

Først i det afsluttende accompagnato-recitativ giver alten os løsningen på kantatens teologiske problem: at omvende sig og gøre bod for sine gerninger, inden vi står overfor Gud på dommens dag. Wo bleibt sodann die Buß? Es ist ein Augenblick, der Zeit und Ewigkeit, der Leib und Seele scheidet. (Hvor er da boden? Kun et øjeblik adskiller tid fra evighed, og kroppen fra sjælen), fulgt af en opfordring til sjælen om at vende tilbage til Gud før det er for sent: Verblendter Sinn! ach kehre doch zurück, daß dich dieselbe Stunde nicht finde unbereitet! (Forblændede sind! ak vend dog tilbage, så du i denne stund ikke bliver fundet uberedt!)

Med denne opfordring sluttes kantaten med vers 6 og 7 af Johann Heermanns salme So wahr ich lebe, spricht dein gott (1630), der følger op på altens konklusion om bodsgang og forsing med Gud, og således være beredt til dommes dag.

* Bachs kantater til tekster af fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704) fra 1726 er BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102, 187

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Erster Teil

1. Coro
Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben!
Du schlägest sie, aber sie fühlen’s nicht;
du plagest sie, aber sie bessern sich nicht.
Sie haben ein härter Angesicht denn ein Fels
und wollen sich nicht bekehren.

2. Recitativo B
Wo ist das Ebenbild, das Gott uns eingepräget,
Wenn der verkehrte Will sich ihm zuwiderleget?
Wo ist die Kraft von seinem Wort,
Wenn alle Besserung weicht aus dem Herzen fort?
Der Höchste suchet uns durch Sanftmut zwar zu zähmen,
Ob der verirrte Geist sich wollte noch bequemen;
Doch, fährt er fort in dem verstockten Sinn,
So gibt er ihn in’s Herzens Dünkel hin.

3. Aria A
Weh der Seele, die den Schaden
Nicht mehr kennt
Und, die Straf auf sich zu laden,
Störrig rennt,
Ja von ihres Gottes Gnaden
Selbst sich trennt.

4. Arioso B
Verachtest du den Reichtum seiner Gnade,
Geduld und Langmütigkeit?
Weißest du nicht, dass dich Gottes Güte zur Buße locket?
Du aber nach deinem verstockten
und unbußfertigen Herzen häufest
dir selbst den Zorn auf den Tag des Zorns
und der Offenbarung des gerechten Gerichts Gottes.

Zweiter Teil

5. Aria T
Erschrecke doch,
Du allzu sichre Seele!
Denk, was dich würdig zähle
Der Sünden Joch.
Die Gotteslangmut geht auf einem Fuß von Blei,
Damit der Zorn hernach dir desto schwerer sei.

6. Recitativo A
Beim Warten ist Gefahr;
Willst du die Zeit verlieren?
Der Gott, der ehmals gnädig war,
Kann leichtlich dich vor seinen Richtstuhl führen.
Wo bleibt sodann die Buß? Es ist ein Augenblick,
Der Zeit und Ewigkeit, der Leib und Seele scheidet;
Verblendter Sinn, ach kehre doch zurück,
Dass dich dieselbe Stund nicht finde unbereitet!

7. Choral
Heut lebst du, heut bekehre dich,
Eh morgen kömmt, kann’s ändern sich;
Wer heut ist frisch, gesund und rot,
Ist morgen krank, ja wohl gar tot.
So du nun stirbest ohne Buß,
Dein Leib und Seel dort brennen muss.

Hilf, o Herr Jesu, hilf du mir,
Dass ich noch heute komm zu dir
Und Buße tu den Augenblick,
Eh mich der schnelle Tod hinrück,
Auf dass ich heut und jederzeit
Zu meiner Heimfahrt sei bereit.

Første del

1. Kor
Herre, Dine øjne er rettet mod troen!
Du slår dem, men de mærker det ikke;
Du plager dem, men de forbedrer sig ikke.
Deres ansigter er hårdere end sten,
og de vil ikke omvende sig.

2. Recitativ B
Hvor er ligheden, som Gud prægede i os,
når den forkerte vilje handler imod Ham?
Hvor er kraften fra Hans ord,
når al forbedring viger fra hjertet?
Den Højeste søger
ganske vist at tæmme os medmildhed,
hvis blot den vildfarne ånd ville tage sig sammen;
Men hvis den fortsætter, helt forstokket,
så lader Han den forblive i hjertets indbildskhed.

3. Arie A
Ve den sjæl, der ikke mere
kender skaden
og stædigt
pådrager sig straffen
uden at standse op.
Ja, som selv skiller sig fra Guds nåde.

4. Arioso B
Foragter du Hans nådes tålmod
og langmodighed i al dens rigdom?
Ved du ikke,
at Guds godhed kalder dig til bod,
men at du selv, ved dit forstokkede
og ubodfærdige hjerte,
ophober vreden på Vredens dag,
hvor Guds retfærdige dom åbenbares.

Anden del

5. Arie T
Så bliv dog bange,
du alt for sikre sjæl!
Betænk, hvad der gør dig værdig
til syndens åg.
Guds langmodighed går på blytunge fødder,
så Hans vrede mod dig herefter bliver så meget større.

6. Recitativ A
Det er farligt at vente:
Vil du miste tid?
Gud, som før var nådig,
kan let føre dig for sin domstol.
Hvor bliver da din bodfærdighed af? Det er et øjeblik
i tid og evighed, der skiller krop og sjæl;
Forblændede sjæl, vend dog om,
så denne stund ikke finder dig uforberedt!

7. Koral
I dag lever du, omvend dig i dag.
Før morgendagen kommer, kan alt have ændret sig;
den, der i dag er frisk og rødkindet,
er syg i morgen, måske død.
Når du således dør uden at gøre bod,
må din krop og sjæl brænde der.

Hjælp, oh Herre Jesus, hjælp mig,
så jeg allerede i dag kommer til Dig
og øjeblikkeligt gør bod,
før den hurtige død river mig bort,
så jeg i dag og til enhver tid
er beredt på min rejse hjem.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Anonym digter; 1. sats Jerimias' bog 5,3; 4. sats: Paulus’ brev til romerne 2,4-5; 7. sats: Johann Heermann 1630
Besætning: Solister: A T B, Kor: S A T B, Flauto traverso solo, Oboe I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 10. søndag efter Trinitatis
Første opførelse: 25. august 1726 i Leizig

Opført af Enghave Barok: 31. august 2019 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 10. søndag efter Trinitatis (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Johann Heermann, Jerimias’ bog, Paulus’ brev til romerne (som Enghave Barok har opført)