BWV 101 »Nimm von uns, Herr, du treuer Gott«

Bach skrev Nimm von uns, Herr, du treuer Gott til 10. søndag efter Trinitatis 1724, som del af sin igangværende koralkantateårgang. Søndagens læsning er Lukasevangeliet 19, 41-48, som bl.a. beretter om Jesus, der græder over Jerusalem: ”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ’Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid”

Martin Moller udgav salmen Nimm von uns, Herr, du treuer Gott i Wittenberg 1541 mens pest-epidemien rasede. Salmen bygger på den latinske hymne Aufer immensam, Deus, aufer iram, der er en bøn til Gud om at beskytte os mod sin straf for vores synder. Den blev derfor almindeligvis sunget som hovedsalme på nærværende søndag i kirkeåret med henvisning til læsningen om Jerusalems ødelæggelse som Guds straf over byen. Salmens melodi kan spores helt tilbage til det 14. århundrede, men vandt for alvor stor udbredelse i den protestantiske kirke da Martin Luther benyttede melodien til sin salme over fadervor: Vater unser im Himmelreich (1539).

I denne kantate har Bach givet fløjtestemmen en fremtrædende plads i både 2. og 6. sats. Der findes i efteråret 1724 hele 12 kantater med virtuose fløjtestemmer. Den dygtige fløjtenist Bach havde til rådighed i denne periode, menes at have været Friedrich Gottlieb Wild (1700-1762), som netop var flyttet til Leipzig for at studere jura. Wild blev sidenhen elev af Bach og i 1735 blev han ansat som organist ved Peters kirken i Sankt Petersbog. Bachs Sonate for Fløjte i E-mol (BWV 1034) stammer også fra denne periode og kan altså også meget vel have været tilegnet Wild. De to arier, der har fløjten som obligat instrument, blev begge senere erstattet med en violin – sikkert fordi en tilstrækkelig dygtig fløjtenist ikke var til rådighed ved den senere opførelse.

Vi kender ikke med sikkerhed identiteten af librettisten bag Bachs koralkantater, men den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653-1725) er et kvalificeret bud. Stübel var uddannet i teologi og filosofi og var en aktiv poet i Leipzig frem til sin pludselige død 31. januar 1725. Stübels død kan meget vel have været direkte årsag til, at Bachs koralkantateproduktion i foråret 1725 helt ophørte, og at årgangen dermed ikke blev færdiggjort som en fuldendt cyklus.

Librettisten holder sig i store træk til årgangens almindelige form: første og sidste vers står uændret, vers 3 og 5 bevares i sin helhed med supplerende recitativtekst mellem verselinjerne, mens versene 2, 4, 6 er parafraseret til arie-form. Den tætte forbindelse mellem Mollers salme og librettoen går igen i Bachs komposition, som i usædvanlig høj grad benytter koralmelodien som byggesten kantaten igennem. I hver sats synes Bach at undersøge melodiens muligheder på nye måder med varierende musikalske udtryk og satsteknikker.

Åbningskoret følger formmæssigt årgangens øvrige koralfantasier med en selvstændig koncertant sats, som danner ramme om sopranens cantus firmus og de øvrige sangstemmers vokalsats, der er udformet med traditionel motetstil som forbillede.

I anden sats går tenoren i forbøn for den syndige menneskehed: Handle nicht nach deinen Rechten mit uns bösen Sündenknechten (Handl ikke efter din ret med os onde syndefulde tjenere). Den billedrige tekst giver Bach anledning til spektakulære tonemalerier, som formindskede spring på ordet bösen (ond), hurtige løb på feinde (fjende), en lang tone på ordet ruhn (hvile), en opadgående figur på höchster (højeste) og en faldende figur på vergehen (forgå). Sluttelig beder tenoren om, at vi ikke skal lide samme skæbne som den ødelæggelse af Jerusalem, dagens læsningen beretter om: Daß wir nicht durch sündlich Tun, wie Jerusalem vergehen! (Så vi ikke gennem syndige gerninger, ligesom Jerusalem forgår!)

I sopranens koral-recitativ høres koralmelodien nu i tredelte arioso-afsnit, vekslende med recitativiske indfald i 4/4. Den ledsagende continuo-stemme udgør et skarpt punkteret kontrapunktisk motiv, der giver mindelser om fransk opera-arioso og vender tilbage som et ostinat under koralen.

Bassens arie udgør kantatens centrale akse og er utvivlsomt kantatens formmæssigt mest udfordrende. Bach bestræber sig her på at forene koncertant arie og koralbearbejdelse i én og samme sats. Det lykkes ved at strække ariens overordnende A-B-A-form til det yderste: A-delen udgøres af et koncertant vivace-ritornel for de tre oboer, som afbrydes af langsommere accompagnato-afsnit, hvor bassangeren synger koralens første linje, for derefter at indgå i den koncerterende musik. Ariens B-del vælger Bach at gennemføre som ét langt andante-accompagnato, hvor bassangens frit formede linjer ledsages af en trestemmig koralbearbejdelse for de tre oboer. Et særpræget og højst usædvanligt afsnit i Bachs koralkantateproduktion, der til slut afløses af det indledende vivace-afsnit, som dermed danner ring omkring oboernes centrale koralbearbejdelse.

Tenorens koral-recitativ spejler sopranens ditto, og er opbygget på tilsvarende vis med et gennemgående ostinat. Det tager en dramatisk drejning fra salmens anden linje om djævelen: Der Teufel plagt uns noch viel mehr (Djævelen plager os endnu mere). Librettisten tager tråden op og fortsætter med to bibelske allusioner, fra først Johannesevangeliet 8,44 og siden Peters Første brev 5,8: Ja, dieser böse Geist, der schon von Anbeginn ein Mörder heißt, sucht uns um unser Heil zu bringen, und als ein Löwe zu verschlingen. (Ja, dette onde sind, der fra begyndelsen blev kaldt en morder, forsøger at fravriste os vor frelse, og sluge os som en løve). Efter dette kig ned i løvens gab kommer kantatens egentlige vendepunkt i tenorens afsluttende bøn: Hilf, Helfer, hilf uns Schwachen, Du kannst uns stärker machen! Ach laß uns dir befohlen sein! (Hjælp, hjælper, hjælp os svage, du kan gøre os stærkere! Ak lad os blive befalet af dig!)

Således føres vi til løsningen på kantates teologiske problematik om Guds straf for vores synder: Gedenk an Jesu bittern Tod! Nimm, Vater, deines Sohnes Schmerzen und seiner Wunden Pein zu Herzen! Die sind ja für die ganze Welt die Zahlung und das Lösegeld. (Tænk på Jesu bitre død! Tag, fader, din søns smerte og hans sårs pinsler til dit hjerte! De er jo betaling og løsepenge for hele verden.) Med sit offer på korset bærer Jesus verdens synd, og i troen på Jesus løses vi fra frygten for Guds straf. Duetten mellem sopran og alt symboliserer foreningen i den kristne tro. I den inderlige siciliano forløses vi i Jesus’ lidelse og død, i hvad der utvivlsom er kantatens musikalske højdepunkt.

Med kantatens opbygning og forløb viser Bach sin dybe teologiske forståelse, der kommer til udtryk i en emotionelt engageret forkyndelse af evangeliet. I samme tråd afsluttes kantaten med en lettet bøn om velsignelse i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering