BWV 100 »Was Gott tut, das ist wohlgetan«

Et bemærkelsesværdigt, ja næsten uforståeligt aspekt af arbejdet med Bachs kantater er, at langt størstedelen af de kantater vi kender i dag, er skrevet indenfor en tre års periode. Bachs fjerde og femte kantateårgange er stort set ikke eksisterende. Nok er nogle kantater gået tabt for eftertiden men næppe to komplette årgange. Om Bachs vigende interesse for at komponere kantater til kirkeåret skyldtes tiltagende konflikter med konsistoriet i Leipzig, Thomasskolens ledelses dispositioner, menighedens almindelige ligegyldighed, eller om han ligefrem oplevede et decideret creative break down, kan vi kun gisne om. I hvert fald lagde Bach fra slutningen af 1720’erne og frem primært sin energi og kreativitet i byens førende orkester Collegium Musicum, som han adskillige gange ugentligt ledte i Zimmermanns kaffehus.

Efter flere års pause fra den intensive og fortløbende kantateproduktion vendte Bach dog siden af og til tilbage til at skrive enkeltstående kantater. Heriblandt hører en lille gruppe per omnes versus koralkantater fra starten af 1730’erne, som sandsynligvis har været bestillingsarbejder til bryllupper og festlige lejligheder. Det drejer sig om kantaterne Nun danket alle Gott, BWV 192, Sei Lob und Ehr dem höchsten Gut, BWV 117, In allen meinen Taten, BWV 97 og endelig, nærværende kantate Was Gott tut, das ist wohlgetan, BWV 100. Andre per omnes versus-kantater fra samme periode blev indlemmet i Bachs koralkantatemappe, og blev måske ligefrem skrevet med det formål for øje, at udfylde huller i koralkantateårgangen. Det gælder f.eks. kantaterne Gelobet sei der Herr, mein Gott, BWV 129 fra 1726/27 og Ich ruf zu dir Herr Jesu Christ, BWV 177 fra 1732.

Per omnes versus-kantaterne adskiller sig fra koralkantaterne i Bachs koralkantatecyklus 1724/25 ved, at hele salmeteksten gengives vers for vers – deraf per omnes versus. I Bachs almindelige koralkantater fra 1724/25 derimod, blev kun første og sidste salmevers gengivet i sin originale form, mens de mellemliggende vers blev omskrevet til brug for recitativer og arier. Som genre hører per omnes versus-kantaten egentlig hjemme i 1600-tallet, og Bach adopterede da også formen fra komponister som bl.a. Buxtehude. Eksempelvis er en Bachs allertidligste kantater, påskekantaten Christ lag in Todesbanden, BWV 4 per omnes versus.

Was Gott tut, das ist wohlgetan, BWV 100 er, som nævnt ovenfor, sandsynligvis et bestillingsarbejde til et bryllup eller lignende fra omkring 1734. Dermed er den en af Bachs sidste kantatekompositioner. Ikke desto mindre nåede den at få yderligere to opførelser i Bachs levetid i henholdsvis c. 1737 og c. 1742.

Kantaten bygger på Samuel Rodigasts salme af samme navn fra 1675. Med vanlig sans for at genbruge og omforme sit omfattende bagkatalog, fandt Bach to tidligere bearbejdelser af Rodigasts salme frem til lejligheden. Som åbningskor genbrugte han koralfantasien fra sin koralkantate Was Gott tut, das ist wohlgetan, BWV 99 fra september 1724, og som festlig slutkoral fandt han sidste sats af sin tiltrædelseskantate i Leipzig fra maj 1723 Die Elenden sollen essen, BWV 75 frem fra gemmerne. I den festlige anledning valgte Bach til de to ydersatser at tilføje to horn og pauker til det oprindelige ensemble af strygere og oboer; et eksempel på, hvordan Bach med enkle midler formår at transformere sit materiale til et markant anderledes udtryk end det oprindelige forlæg.

Bach bibeholder den kendte struktur fra sine koralkantater med en stort anlagt koralfantasi som åbningskor og en enklere koraludsættelse som afslutning. Men da per omnes versus-formen ikke giver plads til recitativer, sørger Bach for afveksling ved at variere kantatens fire arier i karakter, takt- og toneart – nærmest som en suite af forskellige dansesatser. Et tilbagevendende problem ved per omnes versus-formen er desuden uoverensstemmelsen mellem salmens bar-form A-A-B og den italienske arie-form A-B-A, som Bach yndede at benytte sig af. Dette finder Bach nye behændige formmæssige løsninger på i hver de fire arier, hvilket igen er med til at give kantaten et interessant og varieret forløb.

I åbningskoret spindes koralmelodien ind i en festlig Concerto Grosso – en dialog mellem strygerensemblet og en trio bestående af fløjte, obo og 1. violinen. De nytilkomne horn og pauker forstærker tutti-strygerne og skærper kontrasten mellem de to koncerterende grupper. Grupperne veksler mellem hinanden – nu og da med strygerne i en akkompagnerende funktion – for så endelig at mødes i det udstrakte efterspil.

Det er utvivlsom linjen ”Er führt mich auf der rechter Bahn”  som har inspireret Bach til tonsætningen af 2. vers. Her væves alt og tenor sammen i  stram ”lært” quasi-kanonisk imitation ledsaget af en gennemgående walking bass i continuoet, som driver satsen fremad.

I tredje vers’ duet for sopran og fløjte portrætteres Gud som ”Arzt und Wundermann” (læge og vidundermand). Mirakelmageren Gud gestaltes i solo-fløjtens krævende løb og roulader, der virker som balsam for sopran-sjælen i den rolige siciliano-sats.

Bassens arie er opløftet og oplyst: ”Er ist mein Licht, mein Leben” (Han er mit lys, mit liv). De swingende synkoper hos strygerne, og førsteviolinens spil i særdeleshed, giver satsen en kæk folkloristisk karakter, understreget af notationen i 2/4-takt som en gavotte.

Kantatens femte og sidste arie er på een gang sørgmodig og beroligende. Dens vuggende 12/8-takt i kombination med obo d’amoren giver mindelser om en pastorale – men i et lidt friskere tempo end sædvanligt, hvorfor Bach for en sjælden gangs skyld noterer en tempobetegnelse: Un poc’ allegro (lidt hurtigt). Valget af e-mol er passende til tanken om at skulle drikke den bitre kalk, mens den lette og trøstende karakter giver mening med henblik på versets sidste linjer: Ich werd ergötzt mit süßem Trost im Hertzen; Da weichen alle Schmerzen.

På festlig vis afsluttes kantaten med slutkoralen fra kantate 75, der med sin selvstændige orkestersats og nye tilføjelse af horn og pauker danner en perfekt modvægt til kantatens åbningskor.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering