BWV 1 »Wie schön leuchtet der Morgenstern«

Koralkantaten Wie schön leuchtet der Morgenstern hørtes første gang på Mariæ bebudelsesdag 25. marts 1725. Wie schön leuchtet der Morgenstern kom til at udgøre afslutningen på den koralkantateårgang, Bach havde påbegyndt på Trinitatis søndag året forinden. Fra Påske og frem til Trinitatis i slutningen af maj, vendte Bach nemlig uden videre tilbage til at skrive ”almindelige” kantater. Det er uvist, hvorfor Bach opgav sit koralkantate-projekt så abrupt og forlod årgangen som en ufuldendt cyklus. Men et bud på en forklaring kan samtidig lede os på sporet af, hvem tekstforfatteren til Bachs koralkantater kan have været. Den forhenværende viceforstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653-1725) døde nemlig 31. januar 1725. Stübel var uddannet i teologi og filosofi og var en aktiv poet i Leipzig helt frem til sin pludselige død. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar og frem til påske, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned, og Wie schön leuchtet der Morgenstern kan altså meget vel have været den sidste koralkantatelibretto, Bach havde til rådighed fra Stübels hånd.

I 1725 faldt Mariæ bebudelsesdag på Palmesøndag, og det er dagens læsning om bebudelsen af Jesu fødsel fra Lukasevangeliet 1, 26-38, som danner ramme om kantaten:

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Maria sagde til englen: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.” Englen svarede hende: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.” Da sagde Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så forlod englen hende.

Phillip Nicolais salme Wie schön leuchtet der Morgenstern fra 1599 er traditionelt knyttet til Helligtrekonger og Epifanien – altså åbenbaringen af Jesusbarnet som værende Guds søn. Men sidste vers’ afslutning: Komm du schöne Freudenkrone, bleibt nicht lange, deiner wart ich mit verlangen. (Kom du skønne glædeskrone, tøv ikke længe, jeg venter dig med længsel) har også knyttet salmen til så vel Mariæ bebudelsesdag, som til Advent, hvorfor Bach også benytter Nicolais salme i adventskantaterne BWV 61 og 36.

I åbningskoret hører vi en højtidelig kongelig procession i 12/8 takt. Udover det sædvanlige strygerkorps og continuo, inddeler Bach orkestret i tre koncerterende grupper: to solovioliner, to jagtoboer og ikke mindst de to horn, som giver hele sceneriet et fornemt royalt islæt. Et lignende kongeligt processionskor finder vi i Helligtrekonger-kantaten BWV 65 Sie werden aus Saba alle kommen fra januar 1724, hvor de tre konger i østerlandsk karavane ankommer til Betlehem med gaver til det nyfødte Jesusbarn. Også dette åbningskor er i 12/8, og med en lignende instrumentation med jagtoboer og horn. Symbolikken er klar: Nicolais morgenstjerne er det barn, som Maria venter sig. En konge af den fineste slags.

De tre koncerterende instrumentgrupper interagerer og svarer hinanden på skift som i en concerto grosso. Korsatsen følger årgangens mest almindelige set-up med cantus firmus i sopranstemmen, mens de tre underliggende stemmer danner en polyfon tekstur, som på ekvilibristisk vis veksler mellem motivisk materiale hentet fra snart orkestersatsen, snart fra koralmelodien, snart kommenterende, snart i for-imitation.

I et enkelt secco recitativ lovpriser tenoren Gabriels bebudelse af Jesu fødsel. Det leder over i kantatens første arie, hvor sopranen i skikkelse af en kristen sjæl, længes efter at møde sin frelser. Kombinationen af obo da caccia som ledsagerinstrument til sopranen er højst usædvanlig. Men jagtoboens mørke tenorleje er med til at holde stemning rolig og højtidelig, selv når Bach maler både den guddommelige flamme og længslen med melismatiske motiver.

Også bassens recitativ holdes i et enkelt secco-stil. Selvom kantaten ikke som sådan opstiller en teologisk problematik, berører bassen dog her det paradoks, at Jesusbarnet er bestemt til at skulle lide og dø for menneskets skyld: Ein irdscher Glanz, ein leiblich Licht rührt meine Seele nicht; ein Freudenschein ist mir vom Gott entstanden, denn ein vollkommnes Gut, des Heilands Leib und Blut, ist zur Erquickung da. (En jordisk glans, et legemligt lys bevæger ikke min sjæl. Et glædesskin lyser mig i møde fra Gud, for et fuldkomment gode. Frelserens legeme og blod vederkvæger mig.) Med den erkendelse, at Gud sendte sin søn til jorden for at dø for vores synder, må vi bevæges til tak og pris.

Således føres vi til tenorens lovprisning: Unser Mund und Ton der Saiten sollen dir für und für Dank und Opfer zubereiten. (Vor mund og strengespil skal altid berede Dig takkeoffer.) Strengenes toner er helt konkret at høre. Bach lader tenoren ledsage af strygerorkesteret og de to koncerterende solovioliner, som vi også hørte udfolde sig i åbningskoret. Der veksles behændigt mellem solo- og tutti-afsnit og ekko-effekter, hvilket (ligesom i åbningskoret) giver satsen et udpræget koncertant præg – som en galant og dansant koncert for to violiner og orkester.

I den afsluttende firestemmige koral lader Bach hornet spille en fri rolle, og udsmykker koralen med festlige fanfarer. Således er de tre koncertante instrumentgrupper fra åbningskoret repræsenteret som solister i hver deres sats senere i kantaten: obo da cacciaen i sopran-arien, violinerne i tenor-arien og endelig, hornet i slutkoralen.

Fem dage senere, på Langfredag 30. marts 1725, opførte Bach anden udgave af sin Johannespassion, og vendte siden kun sporadisk tilbage til koralkantaten som genre og koncept.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering