BWV 68 »Also hat Gott die Welt geliebt«

Kantaten Also hat Gott die Welt geliebt blev opført første gang på Anden Pinsedag, 21. Maj 1725, blot få uger efter, at Bach i utide afbrød sit arbejde med den snart komplette cyklus af koralkantater. I foråret etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantate-libretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, der var en kendt skikkelse i Leipzigs intellektuelle selskabsliv, som også Bach tog del i.

Bach gjorde brug af i alt 9 kantate-libretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj 1725, hvoraf vi i Enghave Barok tidligere har opført kantaterne BWV 87, 103, 128 og 178. Von Ziegler udgav tre år senere, i 1728, sine libretti i en samlet udgivelse under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach mange steder tog sig endog meget store friheder i processen med at sætte teksterne i musik. Selvom kantaterne formmæssigt afviger markant fra koralkantatecyklussens kantater, indlemmede Bach alligevel to af kantaterne (BWV 128 og 68) i sin mappe med koralkantater til kirkeåret.

Løsnet fra koralkantateformens rammer kunne Bach nu tage sig nye kreative friheder, og (igen) genbruge musikalsk materiale fra sine tidligere ansættelser i Weimar og Köthen. Dette kommer til udtryk i åbningskorets koralfantasi, som markant adskiller sig fra koralkantateårgangens gængse form, ligesom begge kantatens to arier er bearbejdninger fra den såkaldte Jagtkantate (BWV 208), som Bach på foranledning af sin daværende arbejdsgiver i Weimar skrev i anledning af Fyrst Christian af Saxe-Weissenfels’ 31 års fødselsdag 27. februar 1713.

Søndagens evangelielæsning er Johannesevangeliet 3, 16-21:

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.”

Von Zieglers libretto tager afsæt i første vers af Salomo Liscows salme Also hat Gott die Welt geliebt fra 1675, som netop åbner med de indledende ord fra søndagens evangelielæsning. Undervejs gennem kantaten indføjer Ziegler flere gange citerer fra dagens epistel- og evangelielæsningen, ikke mindst den store afsluttende korsats, der benytter Johannes 3,17 som et konkluderende dictum for kantaten: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Kantatens åbningskoret er udformet med forbillede i barokdansen Siciliano i 12/8. Sicilianoen er i takt og rytmisk mønster nært beslægtet til hyrdesatsen pastorale og Bachs instrumentering med tre oboer, som følger strygersatsen, giver da også konnotationer til hyrdeinstrument skjalmejeCantus firmus er placeret i sopranstemmen, mens de øvrige tre stemmer udformer en frit imiterende polyfon sats. I modsætning til Bachs gængse koralkantater er sopranens cantus firmus her så udsmykket, at den dårligt genkendes som værende Gottfried Vopelius’ salmemelodi. Til teksten ”Der bleibt ewig unverloren” (Forbliver for evigt ikke fortabt) skaber Bach en særegen præ-imitation på én udstrakt tone i de tre underliggende stemmer, førend sopranen sætter ind med sin melodilinje.

Kantatens anden sats er helt unik i Bachs produktion, og er et vidnesbyrd om, hvor sprudlende og ukonventionelt hans kreativitet udfoldede sig på sit højdepunkt. Som nævnt, er arien parodieret fra Jagtkantaten, skrevet 12 år forinden i Weimar, men Bach valgte til lejligheden at skabe en gennemgribende bearbejdelse. Satsen er markeret presto (hurtigt) og udtrykker en jublende glæde over at Jesus’ tilstedevær: ” Mein gläubiges Herze, Frohlocke, sing, scherze, Dein Jesus ist da!” (Mit hjerte fuld af tro, du skal juble, synge, fryde dig, din Jesus er kommet!) I den ny version af arien bliver en violoncello piccolo indført som solo-instrument, ledsaget af continuoet. I forlængelse af sopranens arie bobler glæden over da violin og obo stemmer i og sammen med violoncello piccoloen udformer en livlig og ekvilibristisk terzet som efterspil.

De følgende to satser er tildelt bassen. Først i et recitativ med klare referencer til dagens Epistel; Peters prædiken i Cornelius’ hus fra Apostlenes gerninger 10, 42-48, hvor Peter bekræfter, at enhver, som tror på Jesus, skal få syndsforladelse ved hans navn, hvorefter Helligånden kommer over tilhørerne, som taler i tunger og lovpriser Gud.

Recitativet leder over i arien ”Du bist geboren mir zugute” (Du er født til min fordel). Her lovpriser bassen sin frelse gennem troen på Jesus. I sin oprindelige form fra Jagtkantaten var arien tildelt den allegoriske figur Pan, skovens og hyrdernes gud, hvorfor satsen – ligesom i kantatens åbningskor – er instrumenteret med tre oboer.

Kantaten slutter med en sats i motet-stil, hvor instrumenterne følger sangstemmerne colla parte. Teksten er et citat fra dagens evangelielæsning, og for at understrege at vi er nået til kantatens konkluderende dictum, gør Bach brug af stringent lært polyfoni. Satsen er bygget op som en dobbeltfuga, hvor de to modsatrettede ytringer fra dagens læsning får tildelt hver sit tema. Først skabes en gennemføring over teksten ”Wer an ihn gläubet, der wird nicht gerichtet” (Den som tror på Ham, dømmes ikke), hvorefter en ny gennemføring til teksten ”wer aber nicht gläubet, der ist schon gerichtet” (Den, som ikke tror, er allerede dømt) bliver skabt med første gennemførings kontrapunkt som tema. Stemmerne mødes i homofoni til tekstens sidste linje ”denn er gläubet nicht an den Namen des eingebornen Sohnes Gottes” (fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn). Helt spektakulært markerer Bach satsens sidste linje piano, som var en eftertanke til refleksion.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Coro
Also hat Gott die Welt geliebt,
Dass er uns seinen Sohn gegeben.
Wer sich im Glauben ihm ergibt,
Der soll dort ewig bei ihm leben.
Wer glaubt, dass Jesus ihm geboren,
Der bleibet ewig unverloren,
Und ist kein Leid, das den betrübt,
Den Gott und auch sein Jesus liebt.

2. Aria S
Mein gläubiges Herze,
Frohlocke, sing, scherze,
Dein Jesus ist da!
    Weg Jammer, weg Klagen,
    Ich will euch nur sagen:
    Mein Jesus ist nah.

3. Recitativo B
Ich bin mit Petro nicht vermessen,
Was mich getrost und freudig macht,
Dass mich mein Jesus nicht vergessen.
Er kam nicht nur, die Welt zu richten,
Nein, nein, er wollte Sünd und Schuld
Als Mittler zwischen Gott und Mensch vor diesmal schlichten.

4. Aria B
Du bist geboren mir zugute,
Das glaub ich, mir ist wohl zumute,
Weil du vor mich genung getan.
    Das Rund der Erden mag gleich brechen,
    Will mir der Satan widersprechen,
    So bet ich dich, mein Heiland, an.

5. Coro
Wer an ihn gläubet, der wird nicht gerichtet;
wer aber nicht gläubet, der ist schon gerichtet;
denn er gläubet nicht an den Namen
des eingebornen Sohnes Gottes.

1. Kor
Således elskede Gud verden
at han gav os sin søn.
Den, der tror på Ham,
skal have evigt liv.
Den som tror, at Jesus blev født for ham
han skal aldrig gå fortabt,
og den der elsker Gud og Jesus
sørger ikke.

2. Arie S
Mit hjerte fuld af tro,
du skal juble, synge, fryde dig,
din Jesus er kommet!
    Bort med jammer og klage
    jeg siger jer:
    Min Jesus er nær.

3. Recitativ B
Jeg bliver ikke målt med Peters alen,
jeg kan være trøstet og glad,
for min Jesus glemmer mig ikke.
Han kom ikke for at dømme verden,
nej, nej han ville slette al synd og skam
og forsone
Gud og mennesker.

4. Arie B
Det kommer mig til gode at Du er født.
Det tror jeg, og det gør mig glad
for du har allerede frelst mig.
    Om så jorden går under
    og om Satan er imod mig
    – jeg beder til dig, min Frelser.

5. Kor
Den som tror på Ham, dømmes ikke.
Den, som ikke tror, er allerede dømt,
fordi han ikke har troet
på Guds enbårne søns navn.

© Enghave Barok og Bente Marie Braarud – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Tekst: Christiane Mariane von Ziegler 1728; 1. sats: Salomo Liscow 1675; 5. sats: Johannes 3,18
Besætning: Solister: S B, Kor: S A T B, Corno, Cornetto, Trombone I-III, Obo I/II, Taille, Violin I/II, Viola, Violoncello piccolo, Continuo
Plads i kirkeåret: 2. Pinsedag
Første opførelse: 21. maj1725 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 14. november 2025 i Frederiksborg Slotskirke og 16. november 2025 i Enghave Kirke

Find andre Bachværker til 2. Pinsedag (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Johannesevangeliet, Christiane Mariane von Ziegler, Salomo Liscow (som Enghave Barok har opført)