BWV 64 »Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget«

Kantaten Sehet, welch eine Liebe blev skrevet til 3. juledag 1723 som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1724, begavede Bach menigheden med ikke mindre end seks nye kantater, et Magnificat (BWV 243a) samt et Sanctus i D (BWV 238). Sehet, welch eine Liebe hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november-december 1723 og januar 1724, og som må formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (2. sats) som en variation af ovenstående form.

Dagens læsning er indledningen til Johannesevangeliet 1, 1-14:

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Kantatens tekstforlæg er en bearbejdelse af en libretto af Johann Knauer. Knauer skrev en samling kantatelibretti til kirkeåret, som blev opført i den nærliggende by Gotha i 1720-21, bl.a. til musik af Bachs gode bekendte Gottfried Heinrich Stölzel, og enten Bach selv eller hans librettist i Leipzig må have haft adgang til Knauers tekster. Librettoen refererer ikke til dagens evangelielæsning. Den tager i stedet afsæt i julefejringen og en taknemmelighed over at Gud har sat sin søn i verden for vores frelses skyld. Glæden over Jesus’ fødsel og Guds kærlighedshandling fører til en længsel mod frelsen i himmerig med en dertilhørende afvisning af det jordiske. Den direkte sammenhæng mellem julefejring og dødslængsel kan være svært at følge for den nutidige lytter, men er ikke desto mindre almindelig logik i 1700-tallets protestantiske teologi.

Som det er almindeligt for Bach, gør han brug af gammel kontrapunktisk motet-stil til kantatens indledende bibelord, i dette tilfælde fra Johannes’ første brev 3,1: ”Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget, daß wir Gottes Kinder heißen.” (Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn!) Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men følger sangstemmerne fra begyndelse til ende. Det indledende ord Sehet, er udformet som et udråb på en nedadgående kvint, og bliver et karakteristisk kendetegn for indledningskoret.

Parret til åbningskoret følger nu det syvende og sidste vers af Martin Luthers salme Gelobet seist du, Jesu Christ, i en enkel firestemmig koraludsættelse. Verset udtrykker ligesom åbningskoret glæde og taknemmelighed for Guds kærlighedshandling ved at sætte sin søn i verden for vores frelses skyld: ”Das hat er alles uns getan, sein groß Lieb zu zeigen an” (Det har han alt gjort mod os for at vise sin store kærlighed.)

Herfra ændrer kantaten markant fokus. I sit recitativ afsværger alten denne verdens forgængelige goder til fordel for himmerigets evige frelse: ”Geh, Welt! behalte nur das Deine … Der Himmel ist nun meine, an diesem soll sich meine Seele laben.” (Gå væk, Verden! behold blot dit … Himlen er nu min, den skal min sjæl frydes ved.)

Altens recitativ leder direkte over i første vers af Georg Michael Pfefferkorns salme Was frag ich nach der Welt, som en forlængelse af altens tankerække: ”Was frag ich nach der Welt und allen ihren Schätzen, wenn ich mich nur an dir, mein Jesu, kann ergötzen!” (Hvorfor efterspørger jeg verden og alle dens skatte, når jeg alene kan frydes ved dig, min Jesus.)

Herpå følger kantatens første arie, hvor sopranen ledsages af strygerensemblet. Her beskrives verdens forgængelighed som røg, et billede librettisten har hentet fra Salmernes Bog 37, 20: ”Was die Welt in sich hält, muß als wie ein Rauch vergehen.” (Hvad verden indeholder må gå op i røg.) Satsen er udformet med dansen Gavotte som forbillede, og violinens opadgående løb illuderer røgen, som bliver kastet rundt i luften og stiger til vejrs.

Bassens recitativ bliver det vendepunkt, hvor den troende sjæl får vished om, at frelsen venter i himlen og forbinder det sluttelig til julen og Jesus’ fødsel: ”Der Himmel bleibet mir gewiß, und den besitz ich schon im Glauben … Nur dies, nur einzig dies macht mir noch Kümmernis, daß ich noch länger soll auf dieser Welt verweilen; denn Jesus will den Himmel mit mir teilen, und darzu hat er mich erkoren, deswegen ist er Mensch geboren.” (Himlen forbliver mig sikker, og den besidder jeg allerede i troen … Kun dette, alene dette bekymrer mig stadig: at jeg skal blive længere endnu i denne verden; for Jesus vil give mig del i Himlen, og det har han udvalgt mig til, derfor er han født menneske.)

Med visheden om den himmelske frelse giver alten i en rolig og inderlig arie endegyldigt slip på denne verden: ”Von der Welt verlang ich nichts, wenn ich nur den Himmel erbe.” (Af verden forlanger jeg intet, når blot jeg arver Himlen.) Arien er noteret i 6/8-takt og er den første sats i kantaten, som står i en dur-toneart (G-dur). For første og eneste gang i værket bliver obo d’amoren benyttet som obligat instrument, hvorfor dens blide sonore klang her har særlig indsmigrende charme.

Som konklusion på kantatens gennemgående tematik høres sluttelig femte vers af Johann Francks salme Jesu, meine Freude: ”Gute Nacht, du Stolz und Pracht! Dir sei ganz, du Lasterleben, gute Nacht gegeben!” (God nat, du stolthed og pragt! Dig, du lastefulde liv byder jeg fuldkommen og helt God nat!)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering