BWV 3 »Ach Gott, wie manches Herzeleid«

Kantaten Ach Gott, wie manches Herzeleid blev skrevet til 2. søndag efter Helligtrekonger 1725, hvor den havde sin første opførelse 14. januar som en del af Bachs igangværende cyklus af koralkantater over lutherske salmer til kirkeåret. Salmen, som nærværende kantate tager udgangspunkt i er Martin Mollers salme af samme navn fra 1587, som synges på melodien til O, Jesu Christ, mein Lebens Licht. 1. vers af Martin Mollers salme gengives i sin oprindelige form i kantatens åbningskor, ligesom også 2. vers høres i sin helhed i den firestemmige koraludsættelse som del af det følgende koral-recitativ (2. sats). Herefter sammenfattes salmens følgende 15 vers (3.-17. vers) som det er kendetegnende for årgangen i en madrigalsk gendigtning til kantatens recitativer og arier, hvorefter salmens 18. og sidste vers høres i kantatens afsluttende koral.

Dagens evangelielæsning er beretningen om Brylluppet i Kana, Johannesevangeliet 2, 1-11:

”Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: ”De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: ”Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: ”Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”

Kantatens ukendte librettist laver ingen direkte referencer til dagens evangelielæsning. I stedet behandles Mollers salme som en slags catharsisk udvikling, hvor det indledende fokus på det jordiske livs lidelser undervejs i kantaten erstattes af forløsning i troen på Jesus som trøster og frelser.

Åbningskoret er udformet som en tungsindig lamentation, noteret Adagio. De to obo d’amore sætter stemningen for satsens ritornel med et sørgmodigt udsmykket kromatisk dalende motiv, akkompagneret af strygerne. I modsætning til størstedelen af koralkantaterne fra årgangen 1724/25, som har cantus firmus placeret i sopranstemmen, høres koralmelodien her i basstemmen, mens de tre overliggende stemmer udfolder sig i fri imitation over ritornellets melodiske materiale. En detalje, som her er værd at bemærke er, hvordan linjen ”Der Schmale Weg ist trübsalsvoll” (Den smalle vej er fuld af bedrøvelse) sættes i musik med trinvis opadgående toner, som modbevægelse til det gennemgående temas kromatisk nedadgående motiv.

Åbningskorets tematik om den smalle og smertefulde vej, som fører til himmerig behandles også i det følgende koral-recitativ, hvor de fire sangere som troende sjæle på skift interagerer med salmens 2. vers. De troende sjæle italesætter, hvorledes det kristne menneske, trods jordisk forfængelighed og åndelige svaghed kan finde trøst og frelse i Jesus.

Bassens afsluttende betragtninger leder ind i kantatens første arie, hvor bassangeren ledsaget af continuoet med snørklede bevægelser beskriver helvedes angst og pine. Selv i den største nød bringer tanken om Jesus dog glæde, og i ariens B-del beskrives den lindrende effekt af bevidstheden om Jesus’ tilstedevær: ”Ich darf nur Jesu Namen nennen, der kann auch unermeßne Schmerzen als einen leichten Nebel trennen” (Jeg skal blot nævne Jesu navn, det kan få selv en ulidelig smerte til at svinde som tåge.”

Tenorens recitativ markerer kantatens teologiske vendepunkt. Højsangens billede af brud og brudgom ligger til grund for den kristne allegori om foreningen af Sjælen og Jesus som tenoren beskriver den: ”… bist du, o Jesu, mein, und ich bin dein” (… er du, o Jesus, min, og jeg er din.) De indledende satsers smerte, bedrøvelse, angst og pine er ved tanken om Jesus’ tilstedevær nu erstattet af kærlighed og glæde: ”Mein Jesus wird mein Schatz und Reichtum sein” (Min Jesus skal være min skat og rigdom.)

Udviklingen kulminerer i kantates sidste koncertante sats, hvor sopran og alt mødes i en forløsende lovsang til Jesus: ”Wenn Sorgen auf mich dringen, will ich in Freudigkeit zu meinem Jesu singen.” (Når bekymringer trænger sig på, vil jeg i glæde synge til min Jesus.) De to sangere ledsages af førsteviolin og unisone oboer i en dansant sats, inspireret af den elegante franske hofdans gavotte. De to modsatrettede ord dringen og singen udfolder sig i enslydende melismer, som var en påtrængende bekymringen nu endegyldigt elimineret. I B-delen italesættes Jesus’ død på korset som den stedfortrædende offerhandling for menneskets frelses skyld, og afrundes med ordene: ”Es dient zum besten allezeit.” (Det tjener altid til det bedste.)

Kantaten afsluttes med 18. og sidste vers af Martin Mollers salme i en enkel firestemmig udsættelse med en bøn om at leve og dø i Jesus: ”Erhalt mein Herz im Glauben rein, so leb und sterb ich dir allein.” (Bevar mit hjerte rent i troen, sådan lever og dør jeg alene i Dig.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering