BWV 2 »Ach Gott, vom Himmel sieh darein«

Kantaten Ach Gott, vom Himmel sieh darein hørtes første gang på 2. søndag efter trinitatis, 18. juni 1724. Kantaten hører til Bachs anden årgang af kirkekantater i Leipzig, som han dedikerede til koralbearbejdelser over lutherske salmer til kirkeåret. Bach påbegyndte dette selvpålagte projekt på Trinitatis søndag 1724 og nærværende kantate er således den blot tredje i den nye årgang. De første uger af årgangen benyttede Bach til at udforske de stilistiske og formmæssige rammer for den netop påbegyndte cyklus af koralkantater. Således udformes åbningskorenes koralfantasier i de første uger både som fransk ouverture og concerto grosso, ligesom også placeringen af cantus firmus fra uge til uge bliver flyttet rund mellem de fire stemmer. Til Ach Gott, vom Himmel sieh darein valgte Bach at skrive åbningskoret i en arkaisk koralsats over Martin Luthers salme af samme navn fra 1523 i stil med Luthers egen musikalske samarbejdspartner Johann Walters koralbearbejdelser fra 1520’erne. 

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om det store festmåltid, Lukasevangliet 14, 16-24:

”Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” Jesus svarede: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.””

Martin Luthers salme Ach Gott, vom Himmel sieh darein fra 1523 er bygget over Salmernes Bog 12, som er en begrædelse af menneskets manglende troskab til Gud. Som det gør sig gældende for det meste af koralkantateårgangen, har librettisten bevaret første og sidste vers af Luthers salme i sin oprindelige form, mens de øvrige vers (2-5) er omformet til recitativer og arie-poesi. I dette tilfælde undlader librettisten at indføje referencer til dages evangelielæsning, og holder sig tæt til Luthers forlæg. Luthers salme kan dog i sig selv ses som en eksegese over Lignelsen om det store festmåltid, med dens fokus på menneskets mangelfulde tro på Guds ord.

Åbningskoret er, som allerede nævnt, skrevet i gammel stil. Cantus firmus høres i lange nodeværdier i altstemmen, mens de øvrige stemmer med kontrapunktiske pre-imitationer introducerer melodien. En koralbearbejdelse, som har rødder tilbage til Luthers egen samtid. Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men nøjes med at følge sangstemmerne colla parte, ligesom også continuo-stemmen kun momentvis afviger fra korsatsen.

Tenorens recitativ åbner med en arioso-linje, der markerer, at Luthers salmevers citeres som en overskrift: ”Sie lehren eitel falsche List” (De lærer tom, snedig løgn). Herefter fortsætter librettisten med en dundertale til de, som ikke agter Guds ord og som ødelægger kirken: ”O Jammer! Der die Kirche schmerzlich kränket, das muß anstatt der Bibel stehn. Die törichte Vernunft ist ihr Kompaß, sie gleichen denen Totengräbern, die, ob sie zwar von außen schön, nur Stank und Moder in sich fassen und lauter Unflat sehen lassen.” (O, Jammer! Det, som krænker Kirken smerteligt står i stedet for Bibelen. Den tåbelige fornuft er deres kompas; de ligner de ådselsgravere der, skønt de udvendigt er smukke, kun rummer stank og råddenskab og lader utugt komme til syne.) Det kan være svært for en nutidig lytter at relatere til så indædt en prædiken, og den skal nok også ses som et indlæg i diskursen mellem kirkens traditionalister og 1700-tallets oplysningstænkeres nye idéer om fornuft, empiri og rationalisme.

Mens tenorens recitativ var udadrettet og konfrontatorisk, har den følgende alt-arie omvendt funktion som en troende sjæls indadvendte bøn. I denne inderlige arie akkompagneres altsangeren af soloviolin og continuo, og det er oplagt at tolke violinens elegant svungne løb som et billede på det Guds ord, som alten beder om, må vende tilbage.

I bassens accompagnato-recitativ bliver altens bønner hørt: ”Die Armen sind verstört. Ihr seufzend Ach, ihr ängstlich Klagen … dringt in das Gnadenohr des Allerhöchsten ein.” (De arme er ude af fatning. Deres ak og ve, deres suk og ængstelige klage … trænger ind i den Allerhøjestes nådige øre.) Herefter tager Herren selv ordet, og i en smuk arioso erklærer han sig som hjælper og trøster: ”Ich muß ihr Helfer sein! Ich hab ihr Flehn erhört … Ich will mich ihrer Not erbarmen, mein heilsam Wort soll sein die Kraft der Armen.” (Jeg skal være deres hjælper! Jeg har hørt deres tryglen. Jeg vil forbarme mig over deres nød, mit helbredende Ord skal være de armes kraft.)

Med bekræftelsen af, at Gud kommer til hjælp og forbarmer sig, besynger tenoren i en frejdig sats, at Gud gennem Jesus’ offerdød på korset har holdt sit ord overfor mennesket: ”Durchs Feuer wird das Silber rein, Durchs Kreuz das Wort bewährt erfunden.” (Ved ilden renses sølvet, ved korset har Ordet bestået sin prøve.) Billedet er hentet fra guldsmedens værksted, hvor ilden lutre metallet og renser det fra urenheder og legeringer. På samme vis renser og heler Guds ord mennesket.

Kantaten afrundes med en firestemmig koral, som bekræfter forpligtelsen til Guds ord.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering