BWV 104 »Du Hirte Israel, höre«
Kantate 104 ”Du Hirte Israel, höre” skrev Bach til opførelse 2. søndag efter Påske 23. april 1724 som del af hans første kantateårgang i Leipzig. Søndagens Epistel er Første Peterbrev 2, 21-25 Formaning til tjenestefolk med Kristus som eksempel, der slutter med ordene: ”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand”. Evangelielæsningen er Johannesevangeliets afsnit om Den gode hyrde 10, 11-16: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. … Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene”.
Jesus som den gode hyrde er altså det gennemgående tema for denne kantate. De to solister, tenor og bas, repræsenterer det kristne menneske, som i et pastoralt billedsprog om fåret, der er faret vild og bliver ledt tilbage i folden, længes efter Jesus og himmeriget. Librettisten benytter ikke citater fra selve læsningen, men forholder sig til den gennem en række mere eller mindre tydelige referencer og citater fra både det nye og gamle testamente.
Barokkens billedkunst, poesi og musik havde en forkærlighed for den simple livsførelse, og som sådan blev billedet af Jesus som hyrde et ofte benyttet symbol. I musikken blev hyrdemusikken pastoralen en fast konvention, som er kendetegnet af en rolig tredelt puls i 6, 9, eller 12 ottendedelstakt. Som regel bevæger ottendedelene sig, i perioder, over et orgelpunkt, som en slags drone, ligesom det kendes fra mere primitiv folkemusik, og som oftest indgår én eller flere oboer som pendant til det primitive hyrdeinstrument skalmejen.
Disse kendetegn er alle at finde i åbningskoret, som er orkestreret med tre oboer og strygerledsagelse. Teksten er hentet fra Salmernes Bog 80, 2: ”Lyt, Israels hyrde, du, der fører Josef som en hjord. Du, der troner på keruberne, træd frem i stråleglans”. Korsatsen er homofon i store dele af satsen med retoriske udbrud på höre (lyt) og erscheine (strål). Midtvejs i satsen brydes homofonien med to adskilte fugagennemføringer og dermed skabes en slags udvidet A-B-A form for hele åbningskoret.
”Den højeste hyrde sørger for mig, til hvad nytte er min bekymring?”, spørger tenoren i det følgende recitativ, og fortsætter med to bibelreferencer; først fra Klagesangene 3, 23: ”hver morgen er hyrdens godhed ny”, og sluttelig i en kort arioso: ”Gud er trofast”, som librettisten har hentet fra Første Korinderbrev 10, 13.
I sin følgende arie er tenoren – ligesom tjenestefolkene i dagens Epistel – faret vild: ”Gemmer min hyrde sig for længe, gør vildnisset mig alt for bange. Mine svage skridt skynder sig videre”. De hurtige skridt kan tydeligt høres i de to obostemmer, og på ordet bange skaber Bach et kromatisk nedadgående motiv med en krads harmonik til følge. I ariens B-del forsætter det omfattende ordmaleri. I afsnittet ”Min mund skriger efter dig”, sørger Bach nidkært for hver gang at lægge ordet skriger på en høj tone, til enhver forfængelig tenors fortrydelse… ”Og du, min hyrde, værker i mig et troende Abba gennem dit ord”. Denne sidste sætning i B-delen kræver en særskilt forklaring. Igen har librettisten benyttet et bibelcitat; Galatinerbrev 4, 6: ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!”, som altså refererer tilbage til dagens læsning fra Johannesevangeliet: ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”.
Bassen overtager nu i et recitativ med en bøn om, at ”den gode hyrde” vil samle os vildfarne på jorden og føre os til sin fold i himlen: ”Ak, lad snart denne vej få ende”. I dette ønske befinder sig en længsel mod døden og himmeriget, som bliver uddybet i den følgende arie: ”Lykkelige flok, Jesu får, verden er jer et himmerig. Her smager I allerede Jesu godhed, og håber endnu på troens pant, efter en sød dødssøvn”. Netop dødssøvnen lægger Bach særlig vægt på med en magisk neapolitansk sekstakkord og den for Bach usædvanlige dynamikbetegnelse pianissimo. Flere af de pastorale satstræk fra åbningskoret er her til stede i denne usædvanlig smukke arie: 12/8-takten, orgelpunktet, oboen osv., men samtidig er der helt udpræget tale om en vuggevise for det vildfarne får, som har fundet hvile hos sin hyrde, og for mennesket, som skal finde Jesus og himmeriget i sin dødssøvn.
Kantaten sluttes med en firestemmig udsættelse af Cornelius Beckers parafrase over en af biblens mest benyttede hyrde-referencer, Salmernes Bog 23: Herren er min hyrde, mig skal intet fattes…
© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
1. Coro
Du Hirte Israel, höre
der du Joseph hütest
wie der Schafe, erscheine,
der du sitzest über Cherubim.
2. Recitativo T
Der höchste Hirte sorgt vor mich,
Was nützen meine Sorgen?
Es wird ja alle Morgen
Des Hirten Güte neu.
Mein Herz, so fasse dich,
Gott ist getreu.
3. Aria T
Verbirgt mein Hirte sich zu lange,
Macht mir die Wüste allzu bange,
Mein schwacher Schritt eilt dennoch fort.
Mein Mund schreit nach dir,
Und du, mein Hirte, wirkst in mir
Ein gläubig Abba durch dein Wort.
4. Recitativo B
Ja, dieses Wort ist meiner Seelen Speise,
Ein Labsal meiner Brust,
Die Weide, die ich meine Lust,
Des Himmels Vorschmack, ja mein alles heiße.
Ach! sammle nur, o guter Hirte,
Uns Arme und Verirrte;
Ach lass den Weg nur bald geendet sein
Und führe uns in deinen Schafstall ein!
5. Aria B
Beglückte Herde, Jesu Schafe,
Die Welt ist euch ein Himmelreich.
Hier schmeckt ihr Jesu Güte schon
Und hoffet noch des Glaubens Lohn
Nach einem sanften Todesschlafe.
6. Choral
Der Herr ist mein getreuer Hirt,
dem ich mich ganz vertraue,
Zu Weid er mich, sein Schäflein, führt,
Auf schöner grünen Aue,
Zum frischen Wasser leit’ er mich,
Mein Seel zu laben kräftliglich
Durchs selig Wort der Gnaden.
1. Kor
Lyt, Israels hyrde,
Du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans.
2. Recitativ T
Den højeste Hyrde tager sig af mig,
hvad nytte gør da mine bekymringer?
Hyrdens godhed er jo ny
hver morgen.
Mit hjerte, vær fattet,
Gud er trofast.
3. Arie T
Skjuler min Hyrde sig for længe,
og skræmmer ørkenen mig,
iler jeg dog udmattet videre.
Min mund råber på Dig,
og Du, min Hyrde, virker i mig
med Dit ord, så jeg kan kalde Dig Fader.
4. Recitativ B
Ja, dette Ord er min sjæls næring,
en lindring for mit bryst.
Den grønne eng, som er min lyst,
mit et og alt
og Himlens forsmag.
Ak, lad os arme og vildfarne
samles om Dig, Du gode Hyrde.
Ak, lad os snart nå til målet,
før Du os hjem til Dig.
5. Arie B
Lykkelige Jesu hjord,
verden er jer et Himmerige.
Her smager I allerede Jesu godhed
og håber endnu på troens løn
efter blidt at være sovet hen.
6. Koral
Herren er min trofaste Hyrde,
som jeg stoler fuldt på.
Han fører mig
til grønne enge
og leder mig til frisk vand,
for med kraft at trøste min sjæl
ved nådens salige ord.
© Enghave Barok og Bente Marie Braarud - gengivelse tilladt med tydelig kreditering
Tekst: Anonym digter; 1. sats: Psalme 80,2; 6. sats: Cornelius Becker 1598
Besætning: Solister: T B, Kor: S A T B, Obo I/II, Obo da caccia, Obo d'amore I/II, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: 2. søndag i Fasten
Første opførelse: 23. april 1724 i Leipzig
Opført af Enghave Barok: 12. marts 2017 i Enghave Kirke
Find andre Bachværker til 2. søndag i Fasten (som Enghave Barok har opført)
Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Cornelius Becker, Psalme 80 (som Enghave Barok har opført)