BWV 168 »Tue Rechnung, Donnerwort«

Tue Rechnung, Donnerwort trækker tråde tilbage til Bachs tid som kapelmester i Weimar 1714-17. Her opbyggede han et samarbejde med poeten Salomo Franck, som i 1715 udgav sine kantate-libretti til kirkeåret under titlen Evangelisches Andachts-Opffer. Francks tekst til 9. søndag efter trinitatis kom dog aldrig i brug, da den lå i en periode med landesorg efter Prins Johann Ernsts død samme år og der derfor ikke blev spillet koncertant musik i kirken. Partituret, som i dag tilhører Statsbiblioteket i Berlin, er tydeligvis Bachs eget manuskript til kantaten, og det viser ingen tegn på, at kantaten skulle være sammensat af materiale tilbage fra Weimar-tiden. Tue Rechnung, Donnerwort blev altså skrevet som nyt værk med henblik på opførelse 9. søndag efter Trinitatis, 29. juli 1725 i begyndelsen af Bachs tredje kantate-årgang.

Søndagens læsning er Lignelsen om den uærlige godsforvalter, Lukasevangeliet 16, 1-9:

Jesus sagde også til disciplene: ”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!”

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. ”Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”

Salomo Franck holder sig i sin poetiske fortolkning tæt til forlægget fra dagens læsning. Han tolker lignelsen som et forvarsel om det regnskab, der skal aflægges på den yderste dag. Godsforvalteren er det kristne menneske, hvis regnskab skal gøres op, mens gælden tolkes som den akkumulerede synd, der eftergives mennesket med Jesus’ død på korset. Frelsen i himlen sikres her i livet ved at følge Jesus eksempel og – i overført betydning – eftergive gæld og ”bryde mammons kæder” gennem gode gerninger mod de mindrebemidlede medmennesker. Ligesom menneskets gæld blev eftergivet gennem Jesus’ lidelse og død, skal vi opnå frelse gennem tilgivelse og næstekærlighed.

Bach tager Franks dundertale til sig i kantates dramatiske åbningsarie. Bassangeren er tildelt rollen som kantatens gennemgående prædikant og ledsages her af strygerensemblet. ”Tue rechnung” (Aflæg regnskab) høres som en streng befaling i form af et skrapt punkteret motiv, mens ordene ”Donnerwort, das die Felsen selbst zerspaltet” (Dunderord, som sprænger selv klipper) høres som et buldrende tordenskrald af trioliserede løb. Dunderet er først at høre i continuo-bassen, for derefter at bevæge sig rundt blandt satsens øvrige medvirkende på skift, som en torden, der bevæger sig over himlen.

Fra prædikantens befalingen om at gøre regnskabet op, indser alten som et kristent individ, at alt hvad hun har her i levet er Guds gaver. Hun frygter, at regnskabet ikke stemmer og gør sig klar til at møde Guds dom på den yderste dag. Altens recitativ ledsages af to oboer, som indgår i den harmoniske stuktur for ind imellem at træde i karakter og understøtte Francks dramatiske billeder, som f.eks. til teksten, der forudser dommes dag: ”Ihr Berge, fallt! Ihr Hügel, decket mich vor Gottes Zorngerichte und vor dem Blitz von seinem Angesichte” (I bjerge, fald sammen! I bakker, dæk mig fra Guds vredesdom og fra hans ansigts lyn).

De to oboer forenes i en unison obligatstemme i den følgende tenor-arie. Med bogholderens nøgternhed forklarer tenoren os, hvordan det udestående beløb med renter og renters rente akkumuleres til en ubetalelig gæld, som står skrevet i Guds bog.

Den prædikende bas vender nu tilbage og redegør i sit recitativ for kantatens teologiske vendepunkt. Det bange hjerte skal ikke ængstes længere, for Jesus har taget synden på sig og dermed er vores gæld til Gud eftergivet: ”… des Lammes Blut, o großes Lieben! hat deine schuld durchstricken und dich mit Gott vergliechen. Es ist bezalhlt, du bist quittiert!” (… lammets blod, o store kærlighed! har overstreget din skyld og forenet dig med Gud. Det er betalt, du bliver kvitteret!) Med denne eftergivelse følger dog en fordring: vi skal huske på, at det er os, de kristne, som er godsforvalteren. Vi skal udvise tilgivelse og næstekærlighed og derigennem opnå frelse i himmelen:  ”So sei bemüht und unvergessen, den Mammon klüglich anzuwenden, den Armen wohlzutun, so wirst du, wenn sich Zeit und Leben enden, in Himmelshütten sicher ruhn!” (Så gør dig umage og glem ikke, at anvende mammon klogt, at gøre de fattige godt. Så vil du, når tiden og livet ender, hvile sikkert i himmelens bolig.)

Kantatens sidste arie tager udgangspunkt i netop dette: frelse gennem næstekærlighed. Sopran og alt gør fælles front om denne kristne fordring, som var det en kamp mellem det onde og det gode: ”Herz, zerreiß des Mammons Kette, Hände, Streuet Gutes aus!” (Hjerte, bryd mammons kæde, hænder, strø det gode ud!). De to sangere er kun ledsaget af continuo-gruppen og Bach underbygger, ligesom vi så det i åbningsarien, Francks billedsprog i sin musik. Bach tager afsæt i bruddet af mammons kæde til satsens musikalske karakter. Det høres straks i continuostemmen, som med et hurtigt opadgående motiv og punkterede rytmer skaber en abrupt bevægelse, der udgør satsens gennemgående ostinat. Også de to sangere tager del i det musikalske ordmaleri med indlagte pauser efter ordet zerreiß (bryd) og lange snoede melismer på ordet Kette (kæde). I satsens B-del skifter karakteren til svungne legato-linjer til teksten ”Machet sanft mein Strebebette, bauet mir ein festes Haus, das im Himmel ewig bleibet” (Gør mit dødsleje blødt, byg mig et fast hus, som for evigt bliver i himlen.)

En enkel firestemmig harmonisering af 8. vers af Bartholomäus Ringwaldts salme Herr Jesu Christ, du höchstes Gut (1588) afrunder kantaten. Valget af slutkoral bekræfter Francks og Bachs tolkning af Lignelsen om den uærlige godsforvalter og sætter den ind i en større teologisk kontekst om frelse i Jesus. Gennem sin lidelse og død tog Jesus vores synd på sig. Vores skyld blevet eftergivet, og vi kan se frem mod frelse i døden: ”Stärk’ mich mit deinem Freudengeist, heil’ mich mit deinen Wunden, wasch’ mich mit deinem Todesschweiß in meinen letzen Stunden” (Styrk mig med din glædesånd, hel mig med dine sår, vask mig med din dødssved i mine sidste timer.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering