BWV 184 »Erwünschtes Freudenlicht«

Da Bach i 1723 overtog kantorembedet i Leipzig påbegyndte han i samme moment sit ambitiøse projekt om at skrive kantater til alle kirkeårets søn- og helligdage. I sine tre år som kapelmester ved hoffet i Weimar (1714-17), havde han skrevet én månedlig kirkekantate og disse kom til at indgå i første kantateårgang i Leipzig. Desuden blev flere værker både i første og tredje kantateårgang parodieret (omarbejdet) fra verdslige lejlighedskantater fra hans forudgående stilling ved hoffet i Cöthen.

I Pinsen 1724 kom to sådanne lejlighedskantater fra Cöthen Bach til nytte. Som Alfred Dürr skriver i sin store gennemgang af Bachs kantater, så er kantaterne BWV 173 og BWV 184 til henholdsvis første og anden Pinsedag 1724 at betragte som en slags søsterkantater. Begge er verdslige kantater fra Cöthen, som blev omarbejdet i forbindelse med pinsen i 1724 og begge blev genopført i 1731 – sandsynligvis begge i reviderede versioner. Det mangelfulde kildemateriale til de to kantater komplementerer så at sige hinanden og danner tilsammen et komplet billede af tilblivelsesprocessen: det vi ved om den ene, kan vi kun gætte os frem til om den anden – og omvendt. Mens det verdslige forlæg til fødselsdagskantaten for prins Leopold BWV 173a er overleveret i sin helhed, er kun nogle få instrumentalstemmer overleveret fra 184a. Vi ved derfor ikke, til hvilken anledning 184 oprindelig er skrevet. Til BWV 173 mangler stemmematerialet til 1724-opførelsen og kun et senere revideret partitur er overleveret. Til 184 er det omvendt. Her mangler partituret. Til gengæld findes stemmematerialet til opførelsen 30. maj 1724 i sin helhed.

Parodiering var en almindelig arbejdsgang i Bachs travle musikværksted. Bach bestilte typisk en kantatelibretto til en forestående søndag hos en nu ukendt librettist på forlæggets versefødder, hvorefter digteren ville udfærdige en libretto med passende bibelreferencer og teologiske betragtninger til den pågældende søndag. I mange tilfælde ville Bach kun bibeholde den koncertante musik og skrive nye recitativer. I tilfældet BWV 184 valgte Bach dog at bibeholde kantatens to første recitativer (1. og 3. sats) og erstattet kantatens tredje recitativ (5. sats) med et koralvers inden det afsluttende kor. En hurtig og lidet formfuldendt løsning, som vi må formode blev revideret ved den senere opførelse i 1731. I 1733 blev kantatens slutkor endnu engang genbrugt og væsentligt revideret til den såkaldte Herkules-kantate (BWV 213), et dramma per musica, som Bach skrev i anledning af Kronprins Friedrich Christian af Saxens 11-års fødselsdag. Musikken til Herkules-kantaten er sidenhen blevet noget af Bachs mest spillede og elskede musik, eftersom den året efter, i 1734, i parodieret form kom til at udgøre den musikalske rygrad for Juleoratoriet (BWV 248).

En af forudsætningerne for Bachs succes med at genbruge egen musik i nye sammenhænge, var evnen til at finde de helt rette emner frem fra bagkataloget. Den hurtige arbejdsgang til trods, må Bachs musikalske forlæg til kantate 184 siges at være nøje udvalgt til dagens evangelielæsning.

Evangelielæsningen til 2. pinsedag er Jesu ord om Den gode hyrde fra Johannesevangeliet 10, 1-10: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.” Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om. Jesus sagde da igen: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”

Læsningens tematik om Jesus som den gode hyrde passer perfekt med Bachs sædvanlige symbolske valg af instrumenter og stemmetyper. Dette kommer allerede til udtryk i kantatens første recitativ, hvor tenorstemmen gestalter hyrden, mens de to akkompagnerende fløjter konsoliderer den pastorale stemning på marken blandt får og geder. Tenoren priser Jesus som hyrden, der leder den kristne flok ad rette vej. Mod slutningen af recitativet formulerer librettisten sin tolkning af læsningen som en fordring om at følge Jesus, så han i døden vil lede os sikkert ind i himmerig: ”Ja, kömmt die Zeit, durchs finstre Tal zu gehen, So hilft und tröstet uns sein sanfter Stab. Drum folgen wir mit Freuden bis ins Grab. Auf! Eilt zu ihm, verklärt vor ihm zu stehen”. (Ja, skal den tid komme, hvor vi skal gå gennem mørkets dal, så hjælper og trøster Hans blide stav os. Derfor følger vi Ham med glæde ind i graven. Op! skynd jer til Ham, at I kan stå forklaret foran Ham.)

I den følgende duet udgør sopranen og alten tilsammen den kristne flok, der i taknemmelighed stiller sig ved Jesus’ side. De to hyrde-fløjter spiller igen en solistisk rolle og satsen er i det hele taget udpræget pastoral i sin karakter, holdt i en enkel, sangbar og homofon struktur i rolig tredelte takt.

Tenoren vender tilbage med endnu et recitativ og pointerer, at Jesus ikke blot leder den kristne hjort til himmeriget, men også synderne: ”Die Freude steigt auch unterwärts Zu denen, die in Sündenbanden lagen” (Glæden stiger også nedad til dem, der lå i syndens bånd). Jesus beskrives som en stærk helt, der med kraft beskytter sin hjort – ja, han ofrede sig sågar på korset for vores skyld. Denne indsigt bliver vendepunktet i kantaten, og tenoren udtrykker i den følgende arie, hvad der venter den kristne i himmerig: ”Glück und Segen sind bereit, Die geweihte Schar zu krönen. Jesus bringt die güldne Zeit, Welche sich zu ihm gewöhnen.” (Lykke og velsignelse venter på at krone den indviede flok. Jesus bringer gyldne tider til dem, der næres ved Ham). Tenoren ledsages her af violinen. Med tanke på kantatens tilblivelsesproces er det påfaldende, at nøgleord som krönen og segen alligevel bliver tillagt betydning i form af malende udsmykninger hos begge solister.

Med tenorarien slutter kantatens opbyggelige forløb, og Bach vælger derfor at afrunde med et koralvers: 8. vers af Angar von Wildenfels’ salme O Herre Gott, dein göttlich Wort fra 1526. Et velvalgt vers, som anskuer kantates fortolkning af evangelielæsningen fra et subjektivt perspektiv i form af en bøn: ”Herr, ich hoff je, du werdest die In keiner Not verlassen, Die dein Wort recht als treue Knecht Im Herzn und Glauben fassen” (Herre, jeg håber, at Du aldrig vil forlade dem i nød, der retteligt som tro tjenere fatter dit Ord i hjertet og i troen).

Som sådan kunne kantaten godt være sluttet her. Men Bach begunstiger os med en frisk og sorgløs epilog. En taksigelse, som hylder Jesus som god hyrde og mild trøster. En sats der, som tidligere nævnt, skulle komme i spil igen 9 år senere ved fejringen af en ung prins’ 11-års fødselsdag.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering