Kantaten Ach Gott, wie manches Herzeleid blev skrevet til 2. søndag efter Helligtrekonger 1725, hvor den havde sin første opførelse 14. januar som en del af Bachs igangværende cyklus af koralkantater over lutherske salmer til kirkeåret. Salmen, som nærværende kantate tager udgangspunkt i er Martin Mollers salme af samme navn fra 1587, som synges på melodien til O, Jesu Christ, mein Lebens Licht. 1. vers af Martin Mollers salme gengives i sin oprindelige form i kantatens åbningskor, ligesom også 2. vers høres i sin helhed i den firestemmige koraludsættelse som del af det følgende koral-recitativ (2. sats). Herefter sammenfattes salmens følgende 15 vers (3.-17. vers) som det er kendetegnende for årgangen i en madrigalsk gendigtning til kantatens recitativer og arier, hvorefter salmens 18. og sidste vers høres i kantatens afsluttende koral.

Dagens evangelielæsning er beretningen om Brylluppet i Kana, Johannesevangeliet 2, 1-11:

”Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: ”De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: ”Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: ”Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”

Kantatens ukendte librettist laver ingen direkte referencer til dagens evangelielæsning. I stedet behandles Mollers salme som en slags catharsisk udvikling, hvor det indledende fokus på det jordiske livs lidelser undervejs i kantaten erstattes af forløsning i troen på Jesus som trøster og frelser.

Åbningskoret er udformet som en tungsindig lamentation, noteret Adagio. De to obo d’amore sætter stemningen for satsens ritornel med et sørgmodigt udsmykket kromatisk dalende motiv, akkompagneret af strygerne. I modsætning til størstedelen af koralkantaterne fra årgangen 1724/25, som har cantus firmus placeret i sopranstemmen, høres koralmelodien her i basstemmen, mens de tre overliggende stemmer udfolder sig i fri imitation over ritornellets melodiske materiale. En detalje, som her er værd at bemærke er, hvordan linjen ”Der Schmale Weg ist trübsalsvoll” (Den smalle vej er fuld af bedrøvelse) sættes i musik med trinvis opadgående toner, som modbevægelse til det gennemgående temas kromatisk nedadgående motiv.

Åbningskorets tematik om den smalle og smertefulde vej, som fører til himmerig behandles også i det følgende koral-recitativ, hvor de fire sangere som troende sjæle på skift interagerer med salmens 2. vers. De troende sjæle italesætter, hvorledes det kristne menneske, trods jordisk forfængelighed og åndelige svaghed kan finde trøst og frelse i Jesus.

Bassens afsluttende betragtninger leder ind i kantatens første arie, hvor bassangeren ledsaget af continuoet med snørklede bevægelser beskriver helvedes angst og pine. Selv i den største nød bringer tanken om Jesus dog glæde, og i ariens B-del beskrives den lindrende effekt af bevidstheden om Jesus’ tilstedevær: ”Ich darf nur Jesu Namen nennen, der kann auch unermeßne Schmerzen als einen leichten Nebel trennen” (Jeg skal blot nævne Jesu navn, det kan få selv en ulidelig smerte til at svinde som tåge.”

Tenorens recitativ markerer kantatens teologiske vendepunkt. Højsangens billede af brud og brudgom ligger til grund for den kristne allegori om foreningen af Sjælen og Jesus som tenoren beskriver den: ”… bist du, o Jesu, mein, und ich bin dein” (… er du, o Jesus, min, og jeg er din.) De indledende satsers smerte, bedrøvelse, angst og pine er ved tanken om Jesus’ tilstedevær nu erstattet af kærlighed og glæde: ”Mein Jesus wird mein Schatz und Reichtum sein” (Min Jesus skal være min skat og rigdom.)

Udviklingen kulminerer i kantates sidste koncertante sats, hvor sopran og alt mødes i en forløsende lovsang til Jesus: ”Wenn Sorgen auf mich dringen, will ich in Freudigkeit zu meinem Jesu singen.” (Når bekymringer trænger sig på, vil jeg i glæde synge til min Jesus.) De to sangere ledsages af førsteviolin og unisone oboer i en dansant sats, inspireret af den elegante franske hofdans gavotte. De to modsatrettede ord dringen og singen udfolder sig i enslydende melismer, som var en påtrængende bekymringen nu endegyldigt elimineret. I B-delen italesættes Jesus’ død på korset som den stedfortrædende offerhandling for menneskets frelses skyld, og afrundes med ordene: ”Es dient zum besten allezeit.” (Det tjener altid til det bedste.)

Kantaten afsluttes med 18. og sidste vers af Martin Mollers salme i en enkel firestemmig udsættelse med en bøn om at leve og dø i Jesus: ”Erhalt mein Herz im Glauben rein, so leb und sterb ich dir allein.” (Bevar mit hjerte rent i troen, sådan lever og dør jeg alene i Dig.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 44 er skrevet til søndag efter Kristi Himmelfart 1724 og bygger på søndagens læsning fra Johannesevangeliet 16,2, hvor Jesus advarer sine disciple om den forfølgelse de vil blive udsat for: ”De skal udelukke jer (fra synagogerne) og den tid skal komme, hvor han som slår jer ihjel, vil mene, at han har gjort Gud en tjeneste”. Kantatens tekstforfatter er ukendt, men hele syv kantater fra Bachs første kantate-årgang i Leipzig deler opbygning med denne: Bibel-citat, Arie, Koral, Recitativ, Arie, Koral.

Ret usædvanligt for Bach, deler han det første bibelcitat op i to forskellige satstyper: først en lamentation for tenor og bas, direkte efterfulgt af et dramatisk turbakor, som vi kender det fra Johannes-og Matthæuspassionerne, hvor de ophidsede jøders forfølgelse af Jesus dramatiseres på lignende vis.

Altens arie løfter citatet op til at gælde for hele den kristne menighed, der ligesom disciplene skal opleve lidelser og udelukkelse her på jorden. Men oboen og dens trøstende tredelte bevægelser indgyder håb og forvisning om, at disse lidelser ”saligt overvindes”.

I Martin Mollers salmetekst, der synges af tenoren, beskrives det ligeledes, at den kristnes vej til himmelen er ”smal og fuld af sorg”, hvilket Bach lader os høre med satsens snørklede continuo-stemme, som består af kromatiske bevægelser, kreuzmotiver og formindskede spring, som lader tenorens melodi stå afpillet tilbage.

Kantatens egentlige vendepunkt sker i bassens recitativ. Teksten starter dramatisk med at forklare hvorledes ”Antikrist, det store uhyre” forfølger kristenheden med ”svær og ild”, men slutter med at forklare, at kristne ”er som palmegrenene, der tynget af vægt, vokser desto højere”.

Recitativet følges af sopranens arie, som i galant stil husker os på, at Gud beskytter sin kirke. For efter stormen ”ler glædessolen” til os, hvilket Bach lader os høre med leende opadgående sekstendedelstrioler.

Kantaten afsluttes med en enkel udsættelse af sidste vers af Paul Flemings salme ”In allen meinen Taten”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 58 ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” blev første gang opført i Leipzig 5. januar 1727 på søndag efter nytår. Den udgave af kantaten, som er overleveret til os i dag, stammer dog fra en opførelse på samme søndag enten 1733 eller 1734, hvor Bach både tilføjede tre obostemmer i åbnings- og slutsatsen og desuden omskrev den midterste sopranarie fuldstændig.

I sin endelige ordning af kantate-årgangene placerede Bach denne kantate blandt koralkantaterne i anden årgang – nok som en acceptabel erstatning for en manglende kantate til denne søndag. For denne kantate er egentlig ikke en koralkantate: ingen af de midterste satser refererer tekstligt eller musikalsk til den koralmelodi som sopranen synger i åbnings- og slutsatserne. Og selvom det er den samme melodi, sopranen synger i de to ydersatser, stammer teksterne her fra to forskellige salmer; henholdsvis første vers af Martin Mollers ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” og femte vers af Martin Behms ”O Jesu Christ, meins Lebens Licht”.

Derimod tilhører BWV 58 en anden slags kantate, som Bach komponerede adskillige af; nemlig dialogkantater. I dialogkantaterne trækker Bach på en tradition som kan føres helt tilbage til middelalderen: dialogen mellem Sjælen og Jesus, Synderen og Frelseren. I disse kantater repræsenterer sopranen Sjælen og bassen (den traditionelle Vox Christi), repræsenterer Jesus. Denne dialog er tydeligst i de to ydersatser. Sopranen (Sjælen) udtrykker i koralerne bekymring og sorg og bassen (Jesus) beroliger. Således kombineres de to forskellige tekster til en opbyggelig dialog.

Åbningssatsen er en langsom, traurig og dog majestætisk fransk sats med en kromatisk nedadgående baslinje som billede på verdens lidelser.

Imellem de to ydersatser (begge basarier med sopran cantus firmus) fuldendes symmetrien i de mellemliggende satser med basrecitativ – sopranarie – sopranrecitativ. Som et gennemgående tema for kantatens tekst er forventningen om, at Gud skal lede os til et andet land, og at denne verdens lidelser derfor er lettere at bære. Som en allegori herfor beretter bassen, i sit recitativ, fra søndagens læsning, Matthæusevangeliet 2,13-23, hvor Herodes’ befaler at dræbe alle drengebørn i Betlehem og en engel viser sig i en drøm for Josef og fortæller, at familien skal flygte til Ægypten. Med en næsten naiv enkel melodi udtrykkes i sopranen/sjælens arie glæden ved livet trods denne verdens lidelser, når blot man har tiltro til Gud. Og i det efterfølgende recitativ forhåbningen om at måtte se paradiset allerede i dag. Paradiset, som i sidste sats beskrives som sopranen/sjælens rette fædreland.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Læsningerne til 25. søndag efter trinitatis, hvortil Kantate 90 blev opført søndag 14. november 1723 i Leipzig, omhandler de farer og fristelser, som menneskene står overfor ved den yderste dag.

I åbningsarien iscenesætter Bach tenoren som dommedagsprædikant i en dramatisk opera-arie, hvor den vilde 1. violin-stemme, med opadgående toogtredivtedelsløb itu-river synderne ved dommedag. Tenorens stemme er præget af koleraturer, store spring og teatralske pauser midt i ordet ”schreck – lich”. Det er Bach som operakomponist!

Herpå følger alten op med et secco recitativ – igen i overensstemmelse med datidens italienske opera – førend bassens arie med dommedags trompet tager fat og illustrerer søndagens læsning fra Paulus første brev til Tessalonikerne 4,16: ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en ærkeengels røst og Guds basun”. Atter tegner Bach et skarpt musikalsk portræt – denne gang af ”der rächende Richter” (den straffende dommer) – og atter med toogtredivtedelsløb i strygerne og en visse steder militaristisk trompetsats.

I tenorens herpå følgende secco-recitativ er der dog håb for de gudfrygtige: ”Doch Gottes Auge sieht auf uns als Auserwählte” (Men Guds øje ser på os som udvalgte) refererer til dagens anden læsning fra Matthæusevangeliet 24,22: ”Men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes”. Gud lader altså ikke sine udvalgte i stikken; han beskytter dem og driver fjenden på flugt. ”Des Wortes Kraft wird in Gefahr, Um soviel mehr erkannt und offenbar” (Ordets kraft erkendes så meget mere i farens stund). Hvis vi følger Guds ord, vil Gud beskytte os på den yderste dag. Således leder recitativet os direkte til den afsluttende koral med tekst af Martin Moller (1584) ”Gib uns allzeit dein heilges Wort, Behüt fürs Teufels List und Mord” (Giv os evigt dit hellige ord og værn os mod djævelens list og mord).

Mon ikke menigheden i Leipzig, søndag 14. november 1723, har forladt kirken mere gudfrygtige, end da de ankom…

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev Nimm von uns, Herr, du treuer Gott til 10. søndag efter Trinitatis 1724, som del af sin igangværende koralkantateårgang. Søndagens læsning er Lukasevangeliet 19, 41-48, som bl.a. beretter om Jesus, der græder over Jerusalem: ”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ’Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid”

Martin Moller udgav salmen Nimm von uns, Herr, du treuer Gott i Wittenberg 1541 mens pest-epidemien rasede. Salmen bygger på den latinske hymne Aufer immensam, Deus, aufer iram, der er en bøn til Gud om at beskytte os mod sin straf for vores synder. Den blev derfor almindeligvis sunget som hovedsalme på nærværende søndag i kirkeåret med henvisning til læsningen om Jerusalems ødelæggelse som Guds straf over byen. Salmens melodi kan spores helt tilbage til det 14. århundrede, men vandt for alvor stor udbredelse i den protestantiske kirke da Martin Luther benyttede melodien til sin salme over fadervor: Vater unser im Himmelreich (1539).

I denne kantate har Bach givet fløjtestemmen en fremtrædende plads i både 2. og 6. sats. Der findes i efteråret 1724 hele 12 kantater med virtuose fløjtestemmer. Den dygtige fløjtenist Bach havde til rådighed i denne periode, menes at have været Friedrich Gottlieb Wild (1700-1762), som netop var flyttet til Leipzig for at studere jura. Wild blev sidenhen elev af Bach og i 1735 blev han ansat som organist ved Peters kirken i Sankt Petersbog. Bachs Sonate for Fløjte i E-mol (BWV 1034) stammer også fra denne periode og kan altså også meget vel have været tilegnet Wild. De to arier, der har fløjten som obligat instrument, blev begge senere erstattet med en violin – sikkert fordi en tilstrækkelig dygtig fløjtenist ikke var til rådighed ved den senere opførelse.

Vi kender ikke med sikkerhed identiteten af librettisten bag Bachs koralkantater, men den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653-1725) er et kvalificeret bud. Stübel var uddannet i teologi og filosofi og var en aktiv poet i Leipzig frem til sin pludselige død 31. januar 1725. Stübels død kan meget vel have været direkte årsag til, at Bachs koralkantateproduktion i foråret 1725 helt ophørte, og at årgangen dermed ikke blev færdiggjort som en fuldendt cyklus.

Librettisten holder sig i store træk til årgangens almindelige form: første og sidste vers står uændret, vers 3 og 5 bevares i sin helhed med supplerende recitativtekst mellem verselinjerne, mens versene 2, 4, 6 er parafraseret til arie-form. Den tætte forbindelse mellem Mollers salme og librettoen går igen i Bachs komposition, som i usædvanlig høj grad benytter koralmelodien som byggesten kantaten igennem. I hver sats synes Bach at undersøge melodiens muligheder på nye måder med varierende musikalske udtryk og satsteknikker.

Åbningskoret følger formmæssigt årgangens øvrige koralfantasier med en selvstændig koncertant sats, som danner ramme om sopranens cantus firmus og de øvrige sangstemmers vokalsats, der er udformet med traditionel motetstil som forbillede.

I anden sats går tenoren i forbøn for den syndige menneskehed: Handle nicht nach deinen Rechten mit uns bösen Sündenknechten (Handl ikke efter din ret med os onde syndefulde tjenere). Den billedrige tekst giver Bach anledning til spektakulære tonemalerier, som formindskede spring på ordet bösen (ond), hurtige løb på feinde (fjende), en lang tone på ordet ruhn (hvile), en opadgående figur på höchster (højeste) og en faldende figur på vergehen (forgå). Sluttelig beder tenoren om, at vi ikke skal lide samme skæbne som den ødelæggelse af Jerusalem, dagens læsningen beretter om: Daß wir nicht durch sündlich Tun, wie Jerusalem vergehen! (Så vi ikke gennem syndige gerninger, ligesom Jerusalem forgår!)

I sopranens koral-recitativ høres koralmelodien nu i tredelte arioso-afsnit, vekslende med recitativiske indfald i 4/4. Den ledsagende continuo-stemme udgør et skarpt punkteret kontrapunktisk motiv, der giver mindelser om fransk opera-arioso og vender tilbage som et ostinat under koralen.

Bassens arie udgør kantatens centrale akse og er utvivlsomt kantatens formmæssigt mest udfordrende. Bach bestræber sig her på at forene koncertant arie og koralbearbejdelse i én og samme sats. Det lykkes ved at strække ariens overordnende A-B-A-form til det yderste: A-delen udgøres af et koncertant vivace-ritornel for de tre oboer, som afbrydes af langsommere accompagnato-afsnit, hvor bassangeren synger koralens første linje, for derefter at indgå i den koncerterende musik. Ariens B-del vælger Bach at gennemføre som ét langt andante-accompagnato, hvor bassangens frit formede linjer ledsages af en trestemmig koralbearbejdelse for de tre oboer. Et særpræget og højst usædvanligt afsnit i Bachs koralkantateproduktion, der til slut afløses af det indledende vivace-afsnit, som dermed danner ring omkring oboernes centrale koralbearbejdelse.

Tenorens koral-recitativ spejler sopranens ditto, og er opbygget på tilsvarende vis med et gennemgående ostinat. Det tager en dramatisk drejning fra salmens anden linje om djævelen: Der Teufel plagt uns noch viel mehr (Djævelen plager os endnu mere). Librettisten tager tråden op og fortsætter med to bibelske allusioner, fra først Johannesevangeliet 8,44 og siden Peters Første brev 5,8: Ja, dieser böse Geist, der schon von Anbeginn ein Mörder heißt, sucht uns um unser Heil zu bringen, und als ein Löwe zu verschlingen. (Ja, dette onde sind, der fra begyndelsen blev kaldt en morder, forsøger at fravriste os vor frelse, og sluge os som en løve). Efter dette kig ned i løvens gab kommer kantatens egentlige vendepunkt i tenorens afsluttende bøn: Hilf, Helfer, hilf uns Schwachen, Du kannst uns stärker machen! Ach laß uns dir befohlen sein! (Hjælp, hjælper, hjælp os svage, du kan gøre os stærkere! Ak lad os blive befalet af dig!)

Således føres vi til løsningen på kantates teologiske problematik om Guds straf for vores synder: Gedenk an Jesu bittern Tod! Nimm, Vater, deines Sohnes Schmerzen und seiner Wunden Pein zu Herzen! Die sind ja für die ganze Welt die Zahlung und das Lösegeld. (Tænk på Jesu bitre død! Tag, fader, din søns smerte og hans sårs pinsler til dit hjerte! De er jo betaling og løsepenge for hele verden.) Med sit offer på korset bærer Jesus verdens synd, og i troen på Jesus løses vi fra frygten for Guds straf. Duetten mellem sopran og alt symboliserer foreningen i den kristne tro. I den inderlige siciliano forløses vi i Jesus’ lidelse og død, i hvad der utvivlsom er kantatens musikalske højdepunkt.

Med kantatens opbygning og forløb viser Bach sin dybe teologiske forståelse, der kommer til udtryk i en emotionelt engageret forkyndelse af evangeliet. I samme tråd afsluttes kantaten med en lettet bøn om velsignelse i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 153 ”Schau, lieber Gott, wie meine Feind” er skrevet til søndag efter nytår og havde sin førsteopførelse 2. januar 1724. Dagens epistel er Første Petersbrev 4,12-19 om De kristnes lidelser, mens evangelielæsningen er Matthæusevangeliet 2,13-23 om Josefs flugt til Ægypten, Herodes’ barnemord i Betlehem og familiens tilbagevenden til Israel og Nazaret. Librettisten benytter sig af begge læsninger, samt en række andre bibelcitater, og sammenstiller helt oplagt, den tidlige kristne menigheds pinsler med Herodes barnemord og den lille families landflygtighed.

Bachs første jul i Leipzig 1723/24 må have været en overvældende oplevelse for både menighed og de medvirkende: Juledag 25. december stod Kantate 63 Christen, ätzet diesen tag samt Sanctus i D (BWV 238) på programmet til højmessen og Magnificat (BWV 243a) til vesperen. Anden juledag 26. december Kantate 40 Dazu ist erschinen der Sohn Gottes, Tredje juledag 27. december Kantate 64 Sehet, welch eine Liebe, Nytårsdag 1. januar Kantate 190 Singet dem Herrn ein neues Lied, Første søndag efter nytår 2. januar nærværende Kantate 153 Schau lieber Gott, wie meine feind, og blot fire dage efter på Helligtrekongers dag 6. januar Kantate 65 Sie werden aus Saba alle kommen. Det er ufattelige mængder musik af en ufattelig kvalitet, og selvom Bach givetvis har forberedt sig på højtiden, er der ingen tvivl om, at betragtelige dele af musikken er blevet skrevet undervejs. Desforuden skulle han lede prøvearbejdet – og stemmematerialet skrev jo heller ikke sig selv…

Bachforskeren Alfred Dürr foreslår, at dette arbejdspres og hensynet til Bachs sangere ligger til grund for, at Bach i denne kantate for en sjælden gangs skyld erstatter det sædvanlige åbningskor med en enkel firestemmig koraludsættelse, men jeg er ikke enig i den antagelse. Det er sandsynligvis den samme ukendte librettist, der står bag teksterne til kantaterne 40 og 64 (som blev opført få dage tidligere), da de har det til fælles, at de ligeledes benytter hele tre indlagte koraler. Det er denne af librettisten givne formmæssige struktur, samt Bachs evindelige higen efter at variere og overraske, som ligger til grund for dette valg. Hverken instrumentalister eller sangere bliver i øvrigt skånet i denne intense og dramatiske kantate.

Derimod fungerer David Denickes indledende salmevers som et kort og præcist afsæt:

Se, kære Gud, hvordan mine fjender,
som jeg bestandigt må kæmpe med,
er så snedige og mægtige,
at de let kan overvinde mig.
Herre, hvis din nåde ikke holdt mig oppe,
så kan djævelen, kødet og verden
let styrte mig i ulykke.

Dermed er scenen sat for kantatens problematik: den kristnes lidelser. Alten anråber i det indledende recitativ Gud om hjælp: Jeg bor her blandt lutter løver og drager, og de vil med raseri og grimhed, om kort tid gøre en ende på mig.

Bach sender straks hjælp med de forsikrende ord fra Esajas 41,10: Frygt ikke, for jeg er med dig, udformet som en af de karakteristiske bas-ariosoer med continuo-akkompagnement, som han så ofte benytter til bibel- og Jesuscitater.

Men det til trods er tenoren stadig i store kvaler og fortsætter i et dramatisk recitativ: Ak, men min plage forstørres dag for dag, for mine fjender er så mange, mit liv er deres mål, deres buer er spændt mod mig, de retter deres pile til ødelæggelse, jeg skal dø ved deres hænder. Det afsluttes med en ekspressiv arioso, og en sekvens af formindskede akkorder: hjælp, Hjælper, hjælp! Red min sjæl!

Her følger kantatens anden koral, 5. vers af Paul Gerhardts passionssalme Befiehl du deine Wege, som Bach også senere benyttede i sin Matthæuspassion. Verset forsikrer om, at Gud står fast uanset hvor mange djævle der forsøger at gå imod én.

Dette opildner tenoren til i trods at udfordre elementerne: Storm kun, du tungsindsvejr, vælt I stormfloder løs på mig. Slå I ulykkesflammer sammen over mig, forstyr, I fjender, min ro. Bach benytter hele den franske operas effektregister til denne vanvittige udladning: skarpe punkteringer og hurtige løb i både strygere og continuo, som illustrerer stormen, malmstrømmen og flammehavet.

Som en anden faderskikkelse træder bassen ind på scenen og sætter den kristnes (tenorens) lidelser i relief med dagens evangelielæsning: Jesus var allerede som spæd udsat for langt større farer. Han kom til verden og blev flygtning da Herodes iværksatte myrderiet på de små drengebørn i Betlehem. Men Jesus vil dele himmeriget med hver og én som lider med ham, forsikrer han i den smukke afrundende arioso.

I en let minuet kan alten kaste sorgens og korsets åg af sine skuldre, for alt det vil forsvinde i himmeriget, hvor der er lutter jubel. Arien er befriet for konflikter og dissonanser, og er både stilistisk og stemningsmæssigt en fuldstændig kontrast til den foregående tenorarie. I ariens slutning når vi en næsten eksalteret jubel over udsigten til himmerig, da tempoet skifter til allegro med teksten Der veksler min Jesus lidelsen med salig lyksalighed og evig glæde.

Kantaten afrundes med en sidste firestemmig koraludsættelse, 16.-18. vers af Martin Mollers Ach Gott, wie manches Herzeleid – en salme Bach skrev koralkantaten BWV 3 over godt et år senere, januar 1725 som del af hans koralkantateårgang. Melodiens tredelte takt og forsikringen om Guds beskyttelse, både i livet og i døden, giver en opløftende afslutning på en i øvrigt dramatisk kantate.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering