Dazu is erschienen der Sohn Gottes blev opført 2. Juledag 26. december 1723, som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1725, fik menigheden seks kantater, Magnificat (BWV 243a) samt Sanctus i D (BWV 238) at høre fra deres nye kantor. Som Alfred Dürr skriver i sit opslagsværk Die Kantaten, kan vi kun gisne, om de mon forstod, hvad de var vidner til…

Dazu is erschienen der Sohn Gottes hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november og december 1723 og januar 1724, og som formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (6. sats) som en variation af ovenstående form.

Bach genbrugte kantatens åbningskor som Cum sancto spiritu i sin Missa Brevis i F (BWV 233) midt i 1730’erne. Desuden peger en ekstra continuostemme, som senere blev føjet til stemmematerialet, i retning af, at Dazu is erschienen der Sohn Gottes fik yderligere en opførelse i løbet af Bachs sidste leveår – altså sidst i 1740’erne.

På 2. Juledag fejres også Sankt Stefans martyrium. Evangelielæsningen til denne helligdag er Matthæusevangeliet 23, 34-39, hvor Jesus taler om Dommen over Jerusalem:

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Kantatens librettist lægger sig ikke tæt op ad dages læsning, men fokuserer i stedet på den nylige fødsel af Kristus, som skal træde helvedes slange under fode og frelse mennesket fra dets synd. Dette understreges også af valget af koraler, som alle tre er julesalmer, der lovsynger Kristus som en sejrrig frelser og trøster.

I åbningskoret citeres der fra Johannes’ første brev 3,8: Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Bach melder frelserens ankomst med et militant signal fra de to horn, som kalder til fælles front mod djævelens værk. Hele satsens A-del synges da også i samlet flok, homofont, mens B-delen leverer anden led af bibelteksten i to fuga-gennemføringer; først blot med continuo-akkompagnement, efterfulgt af en gennemføring med instrumenterne colla parte. Satsen fortættes mod B-delens slutning med nedadgående melismer på ordet zerstören (tilintetgøre), hvorefter alle kræfter atter samles til en fri reprise af A-delen.

Tenoren reflekterer i sit recitativ over det underfulde i Jesu fødsel: Der große Gottessohn verläßt des Himmels Thron, und seiner Majestät gefällt, ein kleines Menchenkind zu werden. Bedenkt doch diesen Tausch, wer nur gedenken kann; Der König wird ein Untertan, (Den mægtige Guds Søn forlader Himlens trone og det behager Majestæten at blive et lille menneskebarn. Betænk dog dette bytte, hvem der blot kan tænke; Kongen bliver en undersåt.)

Herpå følger kantatens første koral, 3. vers af Caspar Fügers salme Wir Christenleut (1592), en salme Bach også senere benyttede i sit Juleoratorium. Verset slutter med det retoriske spørgsmål: Wer ist, der uns als Christen kann verdammen? (Hvem kan da forbande os som kristne?).

Det spørgsmål følges op ad endnu et spørgsmål fra bassen: Höllische Schlange, wird dir nicht bange? (Helvedes slange, skræmmes du ikke?) Det indleder kantatens centrale sekvens af satser, som alle refererer til Første Mosebog 3,15, hvor Gud efter syndefaldet i Edens have forbander Slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” Ifølge traditionen er det Messias, altså Jesus, der er kvindens afkom, som skal komme knuse slangens hoved. I den dramatiske arie hoverer bassen i overbevisende fransk opera-stil over slangen, som nu har nået sit endeligt. Soloviolinen har satsen igennem et snørklet slangeagtigt motiv, som modsvares af de øvrige instrumenters banken, der knuser slangens hoved.

Slangemotivet forsætter i strygerne ind i altens accompagnato-recitativ. Jesus ankomst i verden virker som en modgift: Des Weibes Samen stellt sich dar, der Heiland ist ins Fleisch gekommen und hat ihr allen Gift benommen. (Den frugtsommelige kvinde står frem. Frelseren er kommet i Kød og blod og har fjernet al gift fra dem.) Jesus er kommet til verden for at frelse mennesket fra den synd, som blev etableret med syndefaldet i Edens have. Med andet vers af Paul Gerhardts salme Schwingt dich auf zu deinem Gott (1653) afsluttes forløbet om syndefaldet og slangens knuste hoved. 

Løsnet fra syndens bånd lovpriser tenoren nu Jesus, som har reddet os: Christenkinder, freuet euch! (Glæd jer, kristne børn). Satsen er en festlig og frydefuld koncert mellem de to horn og de to oboer i galant 12/8 takt. I ariens B-del vender librettisten for første og eneste gang blikket mod dagens læsning med Jesu allegori om hønen, der samler sine kyllinger under sine vinger: Jesus, der erretten kann, Nimmt sich seiner Küchlein an und will sie mit Flügeln decken. (Jesus, som kan redde, tager sine kyllinger under sine vinger.)

Med dette rørende billede på den omsorg Jesus møder os med, når vi endelig kantatens tredje og sidste koral, fjerde vers af Christian Keymanns Freut euch, ihr Christen alle (1645), som slutter med dette herlige rim: Wonne, Wonne über Wonne! Er ist die Genardensonne. (Fryd, fryd over fryd! Han er nådessolen.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach åbner kantaten til 1. søndag efter påske, 8. april 1725, med en Sinfonia. Satsen er bygget op som en galant Concerto a Due Cori mellem blæserne (to oboer og fagot) og strygerensemblet. Satsens lethed og elegance kan tolkes som en boblende glæde over Jesu opstandelse påskedag. Trods denne åbenlyse tolkning er satsen ikke komponeret til lejligheden. Den stammer sandsynligvis fra en nu tabt fødselsdagskantate (BWV 66a) til Prince Leopold von Anhalt Cöthen – Bachs tidligere arbejdsgiver. Genbrug er guld!

Efter Sinfoniaen lægger tenoren, som evangelist, ud med at recitere fra evangeliet til 1. søndag efter påske, Johannesevangeliet 20,19-31. Med et langt orgelpunkt og gentagne sekstendedele i celloen, skaber Bach en tremoloeffekt, der understreger disciplenes natlige frygt for jøderne, nu da de tror at Jesus ikke længere er iblandt dem. De har hørt at Jesu grav var fundet tom Påskemorgen, men han har endnu ikke vist sig for dem. Som kontrast hertil hersker ro og fred i den følgende pastorale arie for alt, oboer og strygere. Også denne sats stammer fra føromtalte fødselsdagskantate, men nu med et gendigtet citat fra Matthæusevangeliet 18,20: ”Hvor to eller tre er samlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Et billede på trygheden i det kristne fællesskab som modsætning til disciplenes angst.

Som den centrale sats i kantaten bringer Bach, i form af en duet for sopran og tenor, første vers af Jacob Fabricius’ salme ”Verzage nicht, o Heüflein klein” (Tab ikke modet, du lille flok) – igen med reference til de ængstelige disciple fra evangelielæsningen. Det er en sats som er omgærdet af mystik, for der er ikke umiddelbart nogen koralmelodi at høre – hverken i sangstemmerne eller i den mærkværdige fagotstemme. Det er blevet foreslået af Bach-kenderen C. H. Terry, at hele satsen kunne være et akkompagnement til en koralmelodi der ikke høres, som et billede på de tidlige kristne menigheder, der måtte dyrke deres tro i det skjulte. En interessant teori, som falder godt i tråd med Bachs øvrige brug af symbolik, til at fremhæve konteksten, men som i sagens natur er vanskelig at bevise.

Ikke desto mindre stemmer det godt overens med bassens udsagn i det følgende recitativ, hvor Jesus viser sig for disciplene: ”So trat mein Heiland mitten ein; zum Zeugnis, dass er seiner Kirche Schutz will sein” (da trådte min frelser ind midt iblandt dem som vidnesbyrd om, at Han vil værne sin kirke). Recitativet afsluttes med en advarsel til kirkens fjender som oplæg til bassens forsikrende arie i den lyse toneart A-dur. ”Jesus er et skjold” itonesætter Bach her med fjerde- og ottendedele i treklange, der danner skjold mod ”forfølgelsen”, som bliver dramatiseret med hastige sekstendedelsløb hos både sanger og instrumenter.

Den afsluttende koral er en udsættelse af Luthers oversættelse af den latinske hymne Da pacem, Domine (Bring fred i vor tid, Herre) på Johann Walthers reformatoriske melodi.

I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 44 er skrevet til søndag efter Kristi Himmelfart 1724 og bygger på søndagens læsning fra Johannesevangeliet 16,2, hvor Jesus advarer sine disciple om den forfølgelse de vil blive udsat for: ”De skal udelukke jer (fra synagogerne) og den tid skal komme, hvor han som slår jer ihjel, vil mene, at han har gjort Gud en tjeneste”. Kantatens tekstforfatter er ukendt, men hele syv kantater fra Bachs første kantate-årgang i Leipzig deler opbygning med denne: Bibel-citat, Arie, Koral, Recitativ, Arie, Koral.

Ret usædvanligt for Bach, deler han det første bibelcitat op i to forskellige satstyper: først en lamentation for tenor og bas, direkte efterfulgt af et dramatisk turbakor, som vi kender det fra Johannes-og Matthæuspassionerne, hvor de ophidsede jøders forfølgelse af Jesus dramatiseres på lignende vis.

Altens arie løfter citatet op til at gælde for hele den kristne menighed, der ligesom disciplene skal opleve lidelser og udelukkelse her på jorden. Men oboen og dens trøstende tredelte bevægelser indgyder håb og forvisning om, at disse lidelser ”saligt overvindes”.

I Martin Mollers salmetekst, der synges af tenoren, beskrives det ligeledes, at den kristnes vej til himmelen er ”smal og fuld af sorg”, hvilket Bach lader os høre med satsens snørklede continuo-stemme, som består af kromatiske bevægelser, kreuzmotiver og formindskede spring, som lader tenorens melodi stå afpillet tilbage.

Kantatens egentlige vendepunkt sker i bassens recitativ. Teksten starter dramatisk med at forklare hvorledes ”Antikrist, det store uhyre” forfølger kristenheden med ”svær og ild”, men slutter med at forklare, at kristne ”er som palmegrenene, der tynget af vægt, vokser desto højere”.

Recitativet følges af sopranens arie, som i galant stil husker os på, at Gud beskytter sin kirke. For efter stormen ”ler glædessolen” til os, hvilket Bach lader os høre med leende opadgående sekstendedelstrioler.

Kantaten afsluttes med en enkel udsættelse af sidste vers af Paul Flemings salme ”In allen meinen Taten”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Also hat Gott die Welt geliebt blev opført første gang på Anden Pinsedag, 21. Maj 1725, blot få uger efter, at Bach i utide afbrød sit arbejde med den snart komplette cyklus af koralkantater. I foråret etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantate-libretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, der var en kendt skikkelse i Leipzigs intellektuelle selskabsliv, som også Bach tog del i.

Bach gjorde brug af i alt 9 kantate-libretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj 1725, hvoraf vi i Enghave Barok tidligere har opført kantaterne BWV 87, 103, 128 og 178. Von Ziegler udgav tre år senere, i 1728, sine libretti i en samlet udgivelse under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach mange steder tog sig endog meget store friheder i processen med at sætte teksterne i musik. Selvom kantaterne formmæssigt afviger markant fra koralkantatecyklussens kantater, indlemmede Bach alligevel to af kantaterne (BWV 128 og 68) i sin mappe med koralkantater til kirkeåret.

Løsnet fra koralkantateformens rammer kunne Bach nu tage sig nye kreative friheder, og (igen) genbruge musikalsk materiale fra sine tidligere ansættelser i Weimar og Köthen. Dette kommer til udtryk i åbningskorets koralfantasi, som markant adskiller sig fra koralkantateårgangens gængse form, ligesom begge kantatens to arier er bearbejdninger fra den såkaldte Jagtkantate (BWV 208), som Bach på foranledning af sin daværende arbejdsgiver i Weimar skrev i anledning af Fyrst Christian af Saxe-Weissenfels’ 31 års fødselsdag 27. februar 1713.

Søndagens evangelielæsning er Johannesevangeliet 3, 16-21:

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.”

Von Zieglers libretto tager afsæt i første vers af Salomo Liscows salme Also hat Gott die Welt geliebt fra 1675, som netop åbner med de indledende ord fra søndagens evangelielæsning. Undervejs gennem kantaten indføjer Ziegler flere gange citerer fra dagens epistel- og evangelielæsningen, ikke mindst den store afsluttende korsats, der benytter Johannes 3,17 som et konkluderende dictum for kantaten: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Kantatens åbningskoret er udformet med forbillede i barokdansen Siciliano i 12/8. Sicilianoen er i takt og rytmisk mønster nært beslægtet til hyrdesatsen pastorale og Bachs instrumentering med tre oboer, som følger strygersatsen, giver da også konnotationer til hyrdeinstrument skjalmeje. Cantus firmus er placeret i sopranstemmen, mens de øvrige tre stemmer udformer en frit imiterende polyfon sats. I modsætning til Bachs gængse koralkantater er sopranens cantus firmus her så udsmykket, at den dårligt genkendes som værende Gottfried Vopelius’ salmemelodi. Til teksten ”Der bleibt ewig unverloren” (Forbliver for evigt ikke fortabt) skaber Bach en særegen præ-imitation på én udstrakt tone i de tre underliggende stemmer, førend sopranen sætter ind med sin melodilinje.

Kantatens anden sats er helt unik i Bachs produktion, og er et vidnesbyrd om, hvor sprudlende og ukonventionelt hans kreativitet udfoldede sig på sit højdepunkt. Som nævnt, er arien parodieret fra Jagtkantaten, skrevet 12 år forinden i Weimar, men Bach valgte til lejligheden at skabe en gennemgribende bearbejdelse. Satsen er markeret presto (hurtigt) og udtrykker en jublende glæde over at Jesus’ tilstedevær: ” Mein gläubiges Herze, Frohlocke, sing, scherze, Dein Jesus ist da!” (Mit hjerte fuld af tro, du skal juble, synge, fryde dig, din Jesus er kommet!) I den ny version af arien bliver en violoncello piccolo indført som solo-instrument, ledsaget af continuoet. I forlængelse af sopranens arie bobler glæden over da violin og obo stemmer i og sammen med violoncello piccoloen udformer en livlig og ekvilibristisk terzet som efterspil.

De følgende to satser er tildelt bassen. Først i et recitativ med klare referencer til dagens Epistel; Peters prædiken i Cornelius’ hus fra Apostlenes gerninger 10, 42-48, hvor Peter bekræfter, at enhver, som tror på Jesus, skal få syndsforladelse ved hans navn, hvorefter Helligånden kommer over tilhørerne, som taler i tunger og lovpriser Gud.

Recitativet leder over i arien ”Du bist geboren mir zugute” (Du er født til min fordel). Her lovpriser bassen sin frelse gennem troen på Jesus. I sin oprindelige form fra Jagtkantaten var arien tildelt den allegoriske figur Pan, skovens og hyrdernes gud, hvorfor satsen – ligesom i kantatens åbningskor – er instrumenteret med tre oboer.

Kantaten slutter med en sats i motet-stil, hvor instrumenterne følger sangstemmerne colla parte. Teksten er et citat fra dagens evangelielæsning, og for at understrege at vi er nået til kantatens konkluderende dictum, gør Bach brug af stringent lært polyfoni. Satsen er bygget op som en dobbeltfuga, hvor de to modsatrettede ytringer fra dagens læsning får tildelt hver sit tema. Først skabes en gennemføring over teksten ”Wer an ihn gläubet, der wird nicht gerichtet” (Den som tror på Ham, dømmes ikke), hvorefter en ny gennemføring til teksten ”wer aber nicht gläubet, der ist schon gerichtet” (Den, som ikke tror, er allerede dømt) bliver skabt med første gennemførings kontrapunkt som tema. Stemmerne mødes i homofoni til tekstens sidste linje ”denn er gläubet nicht an den Namen des eingebornen Sohnes Gottes” (fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn). Helt spektakulært markerer Bach satsens sidste linje piano, som var en eftertanke til refleksion.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 85 er skrevet i 1725 til 2. søndag efter påske og tager udgangspunkt i Johannesevangeliet. Her med Jesu ord fra evangelielæsningen til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16: ”Jeg er den gode hyrde, der giver sit liv for fårene”. Med disse ord åbnes kantaten af bassen – den traditionelle Vox Christi – med en underliggende koncertant sats for hyrdens instrument: oboen.

I kantatens anden sats forklarer kontratenoren – nu med den anonyme tekstforfatters ord – at Jesus med sin lidelse og død er hyrden, som ofrede sig for sin flok. Som obligat instrument valgte Bach i 1725 det sonore taille-instrument violoncello piccolo, men har ved andre lejligheder ladet stemmen spille af en violin. Det er sandsynligt, at Bach har haft en særlig dygtig musiker på violoncello piccolo til rådighed i denne periode af 1725, for i tiden mellem påske og pinse 1725 gør han brug af instrumentet hele fem gange.

I tråd med hyrde-allegorien følger nu et vers af Cornelius Beckers tyske gendigtning af Psalme 23: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”, der synges af sopranen i en let udsmykket form. Omkring sopranens koralmelodi har Bach vævet en triosonatesats mellem continuogruppen og to pastorale oboer.

Tenoren redegør i kantatens eneste accompagnato-recitativ på forskellen mellem lejesvenden og den gode hyrde: mens lejesvenden vil sove og lade ”der höllenwolf” (helvedesulven) gå på rov blandt fårene, vil denne hyrde (Jesus) lade ulven få sin vrede at føle. Recitativet følges af kantatens måske mest inspirerede arie. Med den pastorale taktart 9/8 refererer Bach igen til kantatens tematik. Hyrdens offervilje bindes sammen med det offer Jesus gjorde på korset. Først med den beroligende musik til ordene ”Seht, was die Liebe tut!” (Se dog, hvad kærligheden gør!) efterfulgt af B-deles formindskede melismer til teksten ”Und hat am Kreuzesstamm vergossen für sie sein teures Blut” (og har på korset udgydt sit dyrebare blod for dem).

Kantaten afsluttes med en firestemmig udsættelse af salmen ”Ist Gott mein Schutz und treuer Hirt” (Når Gud er mit værn, min trofaste hyrde), som bl.a. byder på en magisk skuffende kadence hen imod slutningen til ordene: ”Ich habe Gott zum Freunde” (Gud er min ven).

I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev kantaten Wahrlich, Warhlich ich sage euch til Rogate søndag 14. maj 1724 som del af sin første kantateårgang i Leipzig. Kantaten deler sin overordnede struktur (dictum, arie, koral, recitativ, arie, koral) med den kantate, som Bach skrev ugen forinden, Wo gehest du hin? (BWV 166), og det er derfor nærliggende at formode, at de to kantater havde samme tekstforfatter.

Evangelielæsningen til Rogate søndag er et uddrag af Jesu bortgang, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvor Jesus taler til sine disciple om bøn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Rotate søndags fokus på bøn går igen i den ukendte librettists tolkning af læsningen. Jesu ord ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” bliver sat i perspektiv i forhold til erfaringerne fra det kristne dagligliv, hvor den troende kan tvivle på bønnens umiddelbare virkning. Librettistens opbyggelige konklusion er dog, at kun Gud kender det rette tidspunkt for sin hjælp, hvorfor den kristne skal være vedholdende i håbet og troen.

Kantaten indledes med et dictum fra evangelielæsningen, hvor bas-sangeren som Vox Christi ledsages af strygere og oboer i en arioso. Satsen er usædvanlig i sin stramme polyfoni i stile antico, og har næsten karakter som en instrumenteret 5-stemmig motet.

I den følgende arie ser alten Jesus’ ord fra den troende sjæls perspektiv, hvor tvivlen symboliseres som stikkende torne: ”Ich will doch wohl Rosen brechen, wenn mich gleich die Dornen stechen.” (Jeg vil dog plukke roser, selv om tornene stikker mig.) Alten ledsages af en ekvilibristisk violinstemme præget af arpeggioer, som illuderer rosengrenenes torne, mens altsangeren reagerer på tornenes stik med staccaterde spring. I ariens B-del udtrykker alten dog tillid til, at bønnerne når Guds hjerte og han vil holde sit ord.

Kantatens tredje sats er en dansant koralfantasi i 6/8 over Georg Grünwald’s salme “Kommt her zu mir, spricht Gottes Sohn” (1530) for sopran ledsaget af to oboer og continuo. Salmeverset bekræfter, at Gud holder sit ord, og det samme gør tenoren i sit følgende recitativ: ” Denn was er zusagt, muss geschehen, dass man daran kann seine Lust und Freude sehen.” (For hvad Han lover, det må ske, så man kan glædes derved.) Recitativet fungerer som overledning til kantatens sidste arie for tenor og strygere. Arien er skrevet i en folkloristisk dansant stil med den franske bondedans Gavotte som forbillede, og er forløsende i sin sikkerhed på Guds hjælp, om end den måske synes at komme sent: ”Gott hilft gewiss; wird gleich die Hilfe aufgeschoben, wird sie doch drum nicht aufgehoben.” (Gud hjælper helt sikkert; om end hjælpen udsættes, forsvinder den ikke.)

Kantaten rundes af med 11. vers af Paul Speratus salme “Es ist das Heil uns kommen her” (1524), som opfordrer til at bevare tilliden til Gud, da kun han kender den rette tid for sin hjælp: ”Er weiß wohl, wenn’s am besten ist, Und braucht an uns kein arge List; Des solln wir ihm vertrauen” (Han ved vel, hvornår det er bedst og er ikke ude på at narre os; den tillid skal vi have til Ham.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Bisher habt ihr nichts gebeten in meinem Namen er skrevet til femte søndag efter påske, og havde sin første opførelse 6. maj 1725. Femte søndag efter påske har navnet Rogate søndag, hvilket stammer fra det latiske ord rogare: at bede. Søndagen kaldes derfor også Bønnesøndag, hvor der traditionelt gennemførtes processioner for at sikre den kommende sæsons høst. Denne søndags fokus på bøn har udgangspunkt i dagens evangelielæsning om Jesus’ forudsigelse af sin bortgang fra jorden, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvori Jesus byder sine disciple at bede til Faderen i sit navn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Kantaten stammer fra perioden umiddelbart efter, at Bach havde måttet afbryde den igangværende koralkantateårgang, som han arbejdede på i 1724-25 – sandsynligvis grundet bortgangen af hans librettist i januar/februar måned 1725. Bach måtte finde nye lokale tekstforfattere til sine kantater, og her faldt valget bl.a. på Christiane Mariane von Ziegler, der var kendt som en central figur i Leipzigs intellektuelle selskabsliv med forbindelse til byens universitet, hvilket også Bach tog del i.

Ziegler benytter to Jesus-citater (dictum) som udgangspunkt for sin tolkning af evangelielæsningen. Først vers 24: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn”, hvilket Ziegler i de følgende satser tolker som et svigt fra de troende, og siden vers 33: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden”, hvilket Ziegler læser således, at selvom de troende har sviget og ikke bedt tilstrækkeligt, vil de alligevel opnå frelse gennem Jesus.

Som så ofte udformer Bach det indledende dictum som en arioso for bassangeren. Her ledsages Vox Christi af strygere og oboer i hvad der, trods den korte form, udvikler sig til at blive en temmelig kompleks fem-stemmig polyfon sats.

Altsangeren repræsenterer i de følgende to satser den troende kristne sjæl. I et kort recitativ reagerer alten med skræk på Jesus’ ord, for mennesket har forsætligt overtrådt Guds bud og bør derfor søge bod gennem andægtig bøn. Den følgende arie er netop udformet som en inderlig bøn: ”Vergib, o Vater, unsre Schuld und habe noch mit uns Geduld, wenn wir in Andacht beten” (Tilgiv, o Fader, vor skyld og hav endnu tålmodighed med os når vi andægtigt beder). Alten ledsages af to obo da caccia’er, som med deres sonore klang i det mørke tenorleje understreger den dybfølte bøn om tålmodighed og forsoning.

Tenorens accompagnato-recitativ er ikke at finde i Zieglers originale libretto, og er sandsynligvis tilføjet af Bachs selv, dels for at undgå en sekvens af tre på hinanden følgende arier, dels for at skabe en passende overledning til det andet dictum, som bliver kantatens teologiske vendepunkt.

Kantatens anden Jesus-arioso er kun ledsaget af continuo-stemmen. Den er noteret c-mol i 3/8 og har en reminiscens af sarabandens tungsindige karakter. Harmonikken er præget af kromatik og formindskede akkorder med udgangspunkt i den indledende linje: ”In der Welt habt ihr Angst” (I har angst i verden). Til ariosoens anden linje ”aber seid getrost” (men vær fortrøstet) skifter satsen til paralleltonearten Es-dur i en opadgående bevægelse, mens den sidste linje ”Ich habe die Welt überwunden” (jeg har overvundet verden) vender tilbage til den forpinte c-mol med Jesus’ lidelseshistorie i erindring.

Kantates sidste arie er en forløsende og rolig siciliano i 12/8. Tenoren ledsages af strygerensemblet og kan lægge angsten og sorgen bag sig med trøst og forløsning i troen på Jesus: ”Ich will leiden, ich will schweigen, Jesus wird mir Hilf erzeigen, denn er tröst’ mich nach dem Schmerz.” (Jeg vil lide, jeg vil tie, Jesus vil anvise mig hjælp, for Han trøster mig efter smerten.)

Kantaten slutter med en firestemmig udsættelse af 9. vers af Heinrich Müllers salme Seelig ist die Seele på melodien til Jesu, meine Freude, som bekræfter Zieglers opbyggelige tolkning af evanglielæsningens fokus på forløsning i bøn og tro: ”Wenn die Pein sich stellet ein, seine Liebe macht zur Freuden Auch das bittre Leiden.” (Når smerten indfinder sig, gør Hans kærlighed også den bitre lidelse til glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Ihr werdet weinen und heulen havde sin første opførelse søndag 22. april 1725 på 3. søndag efter påske som del af Bachs anden kantateårgang i Leipzig. Denne søndag i kirkeåret kaldes traditionelt Jubilate, efter dagens messetekst fra Psalmernes bog 100,1: Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!

Bachs gennemgående tekstforfatter til hans anden kantateårgang – koralkantate-årgangen – var den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653- 1725), som var uddannet i teologi og filosofi. Stübel var en aktiv poet i Leipzig helt frem til sin pludselig død 31. januar 1725. Dermed havde Bach mistet sin tekstforfatter til sit koralkantate-projekt, som af samme grund heller ikke blev fuldendt som den komplette cyklus af koralkantater, som det var tiltænkt. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar og frem til påske, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned. I den mellemliggende periode etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantatelibretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, som var kendt i selskabslivet omkring Leipzigs intellektuelle klasse. Bach gjorde brug af i alt 9 kantatelibretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj måned 1725, hvoraf Ihr werdet weinen und heulen er den første. Von Ziegler udgav sine kantate-libretti i en samlet udgivelse i 1728 under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach tog sig endog meget store friheder i sit arbejde med at sætte teksterne i musik.

Søndagens evangelielæsning er Jesu bortgang fra Johannesevangeliet 16, 16-23:

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Evangelielæsningens centrale linjer: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde” bliver citeret direkte i kantatens første sats. Læsningen tolkes som et billede på den kristnes åndsliv, med fraværet af Jesus som omdrejningspunkt. Von Ziegler følger læsningens modsætning mellem sorg og glæde op af flere opbyggelige antiteser: mellem sygdom og helbredelse og mere grundliggende mellem livet henholdsvis med og uden Jesus.

Bach udnytter også tekstens antitese i den musikalske udformning af kantatens åbningskor. Efter et længere instrumentalt forspil sætter sangstemmerne ind sit tema til teksten ”Ihr werdet weinen und heulen” (I skal græde og klage), som med et septimspring efterligner et hyl, fulgt af et kromatisk nedadgående kontrapunkt. Som tematisk modsætning hertil høres teksten ”aber die Welt wird sich freuen” på det friske tema, som hørtes i orkesterets forspil. Efter den indledende introduktion af de to temaer bearbejdes de i en større fugagennemføring, hvor begge temaer kommer i spil. Satsen afbrydes abrupt af 8 takters secco recitativ for bassangeren over den anden tekstlinje, før yderligere en elaboreret fuga gennemføring afslutter satsen.

I et kort secco recitativ begræder tenoren, at Jesus er gået bort, og at sjælen derfor ikke kan finde frelse. Denne tanke følges op i altens arie, hvor Jesus sammenlignes med en helbredende balsam for sjælen: ”Wer heilt die Wunden meiner Sünden, weil man hier keinen Balsam hat?” (Hvem helbreder mine synders sår, når ingen har balsam?) Alten ledsages af en blokfløjte i en inderlig sørgmodig musik, som udtrykker trøstesløsheden i fraværet af Jesus.

Alten fortsætter i det følgende recitativ, som bliver kantatens teologiske vendepunkt: ”Du wirst mich nach der Angst auch wiederum erquicken” (Du vil efter angsten også vederkvæge mig igen) og slutter i en lang melisme med at fryde sig over at sorgen skal vendes til glæde.

Forløsningen høres straks i den følgende arie, hvor tenoren akkompagneres af det fulde instrumentalensemble, ført an af en triumferende trompet over den kendsgerning, at Jesus atter er vendt tilbage: ”Mein Jesus lässt sich wieder sehen, o Freude, der nichts gleichen kann!” (Min Jesus kommer igen til syne, o uforlignelige glæde!)

Valget af 9. vers af Paul Gerhardts salme Barmherzger Vater, höchster Gott (1653) bliver en rørende afslutning på kantaten, idet, at det er den tilbagevendte Jesus selv, der taler til os, hans børn: ”Ich hab dich einen Augenblick, O liebes Kind, verlassen.” (Jeg forlod dig et øjeblik, du kære barn).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 108 ”Es ist euch gut daß ich hingehe” er skrevet til fjerde søndag efter påske 1725 og hører dermed til gruppen af i alt 10 kantater fra foråret 1725, der har Johannesevangeliet som omdrejningspunkt, startende med anden-opførelsen af Johannespassionen på Langfredag 3. marts og sluttende på Trinitatis søndag 27. maj 1725.

Kantatens tekst består af to citater fra Johannesevangeliet: den indledende basarie og den centrale firestemmige fuga. I de øvrige tekster, som er forfattet af Christiane Mariane von Ziegler, forholder det kristne menneske sig til Jesu ord, i en stræben efter at følge Jesus til himmeriget.

Kantaten åbner med Jesu ord fra Johannesevangeliet 16,7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Arien er udformet som en duet mellem bassen – den traditionelle Vox Christi – og obligat obo d’amore med enkel strygerledsagelse.

I de følgende to satser bliver betydningen af dagens tekst fortolket af tenoren til at gælde det kristne menneske, som vil følge Jesus: Først, i en arie med en virtuos obligat soloviolinstemme, udtrykkes overbevisningen om, at Jesus med sin afsked har banet vejen til himlen. Den nagelfaste tro slår Bach fast ved at lade tenoren synge en tre takter lang tone på ordet Glauben, som straks efter overgås af den endnu stærkere troende violin, der holder tonen i hele fire takter! I det følgende recitativ slutter tenoren spørgende ”Ak, er han her ikke allerede?”

Dette spørgsmål leder til kantatens anden citat fra Johannesevangeliet 16,13: ”Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Disse vægtige ord udfolder Bach i en stor firestemmig fuga i tre dele, som et monumentalt svar på tenorens spørgsmål. Alten kan således med vished og ro i sjælen synge sin inderlige arie: ”før mig ad din vej, så jeg i evigheden skuer din herlighed”. Ligesom i tenorens foregående arie, akkompagneres også alten af en virtuos violinstemme med underliggende strygersats. Kantatens to ”menneskelige” arier bliver på den måde forbundet, og spejlet i hinanden.

Kantaten afsluttes med et vers af Paul Gerhardts (1607-1676) salme ”Kommt her zu mir, spicht Gottes Sohn” i en enkel udsættelse for fire stemmer. I versets sidste linje, til ordene ”hvor velsignelsen er”, leder Bach baslinjen kromatisk opad, som en sidste stræben mod himlen. En perfekt afrunding af kantaten, der har netop denne stræben som sit omdrejningspunkt.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Da Bach endelig blev udnævnt som Kapelmester i Weimar i 1714, fulgte der med titlen en forpligtelse til at levere én nykomponeret kantate om måneden. Den blot tredje i rækken af kirkekantater fra Weimar er nærværende kantate, som blev opført på pinsedag 20. maj 1714 i det fyrstelige slotskapel, som gik under navnet Himmelsburg (Himmelslottet).

Kantaten har tilsyneladende hørt til blandt Bachs egen favoritter, for den fik adskillige senere genopførelser i både Cöthen og i Leipzig, hvor den først blev indlemmet i den første kantateårgang og sidenhen atter blev benyttet i 1731.

I løbet af kantaten refereres direkte til både dagens epistel- og evangelielæsning.

Epistellæsningen til pinsedag er fra Apostlenes gerninger 2, 1-13:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

Mens Evangelielæsningen er Jesus’ Løfte om en anden talsmand, Johannesevangeliet 14, 23-31:

”Jesus svarede ham: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!”

Kantatens librettist må formodes at være Salomon Franck, som var hofpoet ved hoffet i Weimar og blev en fast samarbejdspartner til Bach i de følgende år. Som Alfred Dürr påpeger, er Francks poetiske tolkning præget af tidens pietistiske strømninger med vægt på religiøs lidenskab og inderlighed, ligesom vi i dansk sammenhæng kender det i H.A. Brorsons salmedigtning.

Bach har i fejringen af Helligånden taget sin mest festlige orkestrering i brug, bestående af strygere, tre trompeter og pauker. Satsen er verdslig i karakter og giver mindelser om f.eks. åbningskoret til det senere Juleoratorium, som var en kirkelig parodi på en kongelig fejringskantate. Satsen er opbygget som dacapo-sats i 3/8-takt, med de tre kor – trompeter, strygere og sangere – i kommenterende dialog. Som afveksling til A-delen, som er holdt i homofon enhed, er B-delen opbygget som en motet bestående af to fuga-gennemføringer med colla-parte strygere. Første gennemføring bygges op nedefra med bassen op til sopranen, mens stemmerne i anden gennemføring introduceres oppefra og nedefter, førend trompeterne atter sætter ind da A-delen gentages.

Bassens recitativ citerer Jesus’ ord fra dages evangelielæsning: ”Wer mich liebet, der wird mein Wort halten, und mein Vater wird ihn lieben, und wir werden zu ihm kommen und Wohnung bei ihm machen.” (Den, der elsker mig, er den, der holder mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.) Typisk for Bachs Weimar-recitativer, slutter forløbet med en udstrakt arioso, som underbygger betydningen af Jesus’ ord.

Billedet på at tage bolig hos Herren videreføres i den følgende arie, men nu med omvendt fortegn: her indbydes Helligånden til at tage bolig i os: ”Komm doch, in der Gnadenzeit bei uns einzukehren, komm doch in die Herzenshütten” (Kom dog i nådens tid og drag ind hos os, kom dog ind i hjerterummet). Invitationen til Helligånden overbringes med den største højtidelighed. Bassen ledsages udelukkende af kavaleriets instrumenter: de tre trompeter og pauker samt continuo, som med fanfarer ruller den røde løber ud så Helligånden standsmæssigt kan indfinde sig i vores hjerter.

Med vanlig sans for afveksling og kontrast skifter Bach med tenorens arie med ét kantatens karakter fra det udadvendte militaristiske til det introverte og inderlige: ”O Seelenparadies, das Gottes Geist durchwehet, der bei der Schöpfung blies, der Geist, der nie vergehet.” (O sjælens paradis, som Guds ånd gennemstrømmer, som har blæst siden skabelsen, ånden, der aldrig forgår.) Den inderlige tekst tager udgangspunkt i billedet af vinden, som går gennem huset i beskrivelsen fra dages epistel. Vindens blide susen kunne meget vel være det billede, som har givet Bach inspiration til det ottendedelsløb, der som en perpetuum mobile blæser gennem satsen som gennemgående motiv.

Inderligheden når sit klimaks med kantatens sidste arie, en religiøs-erotisk dialog mellem Sjælen (Anima) og Helligånden (Spiritus Sanctus): ”Komm, lass mich nicht länger warten, komm, du sanfter Himmelswind, wehe durch den Herzensgarten!” (Kom, lad mig ikke vente længere,

kom, du milde himmelvind, blæs gennem mit hjertes have!). Med ufattelig genialitet indfletter Bach med solo-oboen en rigt ornamenteret cantus firmus over salmemelodien Komm, Heiliger Geist, Herr Gott. Således forenes satsens fire elementer, Sjælen, Helligånden, oboens koral og det ledsagende continuo i en filigranagtig sart polyfoni som billede på Sjælens og Helligåndens forening: ”Du hast mir das Herz genommen. Ich bin dein, und du bist mein!” (Du har taget mit hjerte. Jeg er din, og du er min!)

Med fjerde vers af Philip Nicolais salme Wie Schön leuchtet der Morgenstern fra 1699 afrundes kantatens tematik om menneskets foreningen med Gud gennem Jesus og Helligånden. Den afsluttende koral er enkelt udsat med tilføjelsen af en overstemme der stråler som et ”glædesskin” over koralharmoniseringen: “Nimm mich, freundlich, in dein Arme, dass ich warme werd von Gnaden: Auf dein Wort komm ich geladen.” (Tag mig blidt i din favn, så din nåde fylder mig med varme. Jeg kommer indbudt af dit ord.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering