Kantate 93 Wer nur den lieben Gott lässt walten havde sin førsteopførelse 5. søndag efter Trinitatis, 9. juli 1724, som del af Bachs anden koralkantateårgang. Fra denne opførelse er kun en del af continuostemmen bevaret. Det stemmemateriale, som er overleveret til i dag, stammer fra en senere opførelse 1732-33, og er muligvis blevet revideret til den anledning.

Søndagens evangelium er Lukasevangeliets beretning om Peters fiskefangst (Lukas kap. 5, 1-11). Peter har slidt hele natten og ingenting fanget, men på Jesus’ ord kastede han garnene ud igen og fangede en så stor mængde fisk, at deres garn var ved at sprænges. Peter og de andre fiskere var grebet af rædsel på grund af den store fangst, og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Georg Neumarks salme Wer nur den lieben Gott läst walten (Hvo ikkun lader Herren råde) synges ofte på denne søndag, med henblik på Peters fangst som eksempel på, at man skal lade Guds vilje ske. Forskeren Hans-Joachim Schultzes mener, der er grundlag for at formode, at kantatens librettist kan have været Thomasskolens pensionerede rektor Andreas Stübel (1653-1725). Stübel omformer elegant Neumarks salme til kantatetekst, og skaber en symmetrisk opbygning ved at lade 1. og 7. vers, samt det centrale 4. vers, stå uforandret, mens de øvrige satser 2. og 3., samt 5. og 6., er omskrevet til to sæt arier med forudgående recitativer.

Åbningskoret er udformet som en charmerende koncertant Siciliano. Kombinationen af 12/8-takt og Bachs brug af oboerne samt den vuggende basgang, leder dog også tankerne hen mod satstypen Pastorale, hvilket igen går i spænd med salmens opfordring til at lade sig lede af Gud og til læsningens beretning om Peter og disciplene, som følger Jesus efter deres store fangst. Satsen er en udvidet variation af Bachs almindelige koralkor. Hver cantus firmus-linje introduceres her af to sæt solistiske duetter for henholdsvis sopran/alt og tenor/bas i de to stollen, fulgt af to sæt for alle fire solister i salmens abgesang. En særlig underfundig detalje er at høre til linjen ”der hat auf keinen Sand gebaut” (han har ikke bygget på sand), hvortil continuo-gruppen (orkesterets fundament) fraviger sin gennemgående gyngende puls, for at igangsætte et langt sekstendedelsløb, der efterlader ensemblet på gyngende grund.

Librettistens kombinering af den oprindelige salmetekst med frit gendigtede kommenterende passager, går igen i Bachs udformning af bassens recitativ, som ligeledes alternerer mellem koral-arioso og frie recitativiske afsnit. Den afsluttende linje om den kristne, der ”bærer sit kors med tålmodighed”, leder over i tenorariens åbningslinje ”Man forholder sig blot rolig, når korsets time nærmer sig”. Korte ophold i ariens menuet-tema illuderer elegant denne afventende tilstand. Selvom librettisten har omskrevet teksten til italiensk arie-form (ABA) bibeholder Bach salmens oprindelige barform (AAB) ved at lade A-delen gentage efter første A-del i stedet for efter B-delen. En usædvanlig formmæssige variation, som dog blødes op ved at gentage A-delens forspil til slut.

Kantatens midterakse er duetten mellem sopran og alt. De to stemmer danner en imiterende sats over passager af koralmelodien, mens cantus firmus undervejs høres hos violinerne og bratschen. Bach omarbejdede sidenhen denne sats til en orgelkoral (BWV 647), og lod den indgå i den samling, der i 1747 blev udgivet af Johann Georg Schübler, og som derfor er blevet kendt under navnet Schübler-koralerne.

Tenorens recitativ spejler bassens med dets vekslen mellem koral-arioso og frit reciterede kommenterende afsnit. På dramatisk vis gengives lyden af tordenvejr, som dog atter lægges til ro ved tanken om at ”Gud bliver også i den største nød”. Librettisten sammenvæver i det følgende afsnit Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Lukas kap. 16, 19-31) og beretningen om Elisa, der skaffer mad til profeterne (Anden Kongebog kap. 4, 38-41), som et varsel mod den hovmodighed som straffes af Gud. Derimod bør man følge Peters eksempel og i ”armod, nød og elendighed” have tilliden til Jesus’ godhed som sit mål.

Denne tanke føres videre ind i kantates sidste arie. Akkompagneret af en let og bekymringsfri sats med obligat obo, symboliserer sopranen den rene kristne sjæl, som altid vil stole på sin Gud. Til linjen ”Er ist der rechte Wundermann” (han er den rette underets mand), som er hentet direkte fra Neumarks salme, benytter Bach igen salmemelodien, og følger således konsekvent dette princip for kantaten til dørs, før den afrundes med en enkelt firestemmig udsættelse af salmens sidste vers.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Gott ist unsre Zuversicht er ligesom mange andre af Bachs værker fra slutningen af 1720’erne og 1730’erne resultatet af et omfattende genbrug af musikalsk materiale, som under Bachs nidkære bearbejdelser skiftede ham for på kalejdoskopisk vis at kunne finde anvendelse og betydning i nye sammenhænge. Disse såkaldte parodi-værker bør dog ikke betragtes som venstrehåndsarbejder. Bach bearbejdede egne værker med stor indlevelse og akkuratesse, og ofte er parodien gået hen og er blevet mere kendt end originalen. Det gælder eksempelvis for det skattede Juleoratorium fra 1736, som for størstedelens vedkommende består af omarbejdede satser fra to verdslige lejlighedskantater. På samme vis blev også musikken fra hans Matthæuspassion fra 1727 genbrugt det følgende år til en storslået begravelseskantate for Bachs tidligere arbejdsgiver og musikalske ven, Fyrst Leopold af Anhalt-Cöthen, ligesom mange satser, fra især Bachs tredje kantateårgang i Leipzig, er genbrugte kompositioner fra netop Cöthen-årene.

Til skabelsen af bryllupskantaten Gott ist unsre Zuversicht i 1736/37, som vi må formode var et bestillingsværk, bad Bach sin librettist lave ændringer i teksterne til arier fra henholdsvis pastoralkantaten Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen (BWV 249a) og julekantaten Ehre sei Gott in der Höhe (BWV 197a) fra julen 1728, så de kunne indgå som henholdsvis 3., 6. og 8. sats i den ny bryllupskantate. Af uvisse årsager valgte Bach dog kun at gøre brug af de to sidste parodi-arier og komponerede i stedet en ny arie til alten som kantatens tredje sats.

Librettistens poesi tager afsæt i Salmernes Bog 46, 2: ”Gud er vor tilflugt, vi har tillid til hans hænder”. Billedet af Gud som beskytter og vejviser bliver den bærende idé igennem kantaten, og fører ægteskabet ind på den kristne livsbane: ”Han leder vore veje” (1. sats), ”Undertiden er hans veje uransagelige, men er altid de rette.” (2. sats), ”Guds øjne, som våger og som er vores ledestjerne” (3. sats), ”det er den rette vej” (4. sats), ”og leder dig evindeligt” (6. sats), ”Dette glade levnedsløb” (9. sats) og endelig åbningslinjen i den afsluttende koral: ”I skal da vandre glade ad Guds veje” (10. sats).

Kantaten er festligt orkestreret med strygere og oboer foruden trompeter og pauker. Åbningskoret lægger festligt ud med opadgående motiver og triader førend sangerne sætter ind med en fuga over kantatens dictum fra Salmernes Bog. Her tager orkestret indledningsvis en akkompagnerende rolle men istemmer gradvis, før det fulde ensemble mødes, i store konkluderende akkordblokke: Wir vertrauen seinen Händen (Vi stoler på hans hænder) som udvikles til jublende rækker af sekvenser. Herfra vender satsen aldrig tilbage til polyfoni, men fortsætter i B-delen med flere på hinanden følgende homofone afsnit, hvilket giver satsen klar struktur og musikalsk gennemsigtighed.

I et kort recitativ forklarer bas-sangeren hvordan livet gennem troen på Gud ”føjer sig og lykkes”. De konkluderende linjer understreger Bach med et smukt arioso: Er hat das Glück der Kinder, die ihn lieben, von Jugend an in seine Hand geschrieben. (De, som elsker ham fra barndommen af, har deres lykke skrevet i hans hånd), hvilket refererer til Esajas Bog 49, 16: ”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.”

Den rolige arioso fungerer perfekt som overledning til altens smukke arie, der ligeledes hentyder til barnetroens renhed: ”Schläfert allen Sorgenkummer in den Schlummer kindlichen Vertrauens ein.” (Sov derfor alle bekymringer tillidsfuldt ind som barnet.) Ariens sære harmonik forårsaget af de nedadgående kromatiske bevægelser gør den blid og søvndyssende, men afløses som kontrast af b-delens friske beskrivelse af Guds årvågne øjne.

Som kantatens prædikant vender bassen tilbage med sin konklusion på kantatens første del: ”Drum folget Gott und seinem Triebe. Das ist die rechte Bahn.” (Følg derfor Gud og hans tilskyndelse. Det er den rette vej.) og afslutter med et vidtløftigt billede på, hvordan Herrens kærlighedsflamme er til stede ved vielsen.

Som afslutning på første del høres 3. vers af Martin Luthers salme Nun bitten wir den heiligen Geist (Nu bede vi den Helligånd) i en underskøn og inderlige harmonisering.

Anden del af kantaten spilledes efter vielsen og åbner med en besyngelse af ægteparret: ”O, du angenehmes Paar, dir wird eitel Heil begegnen” (O, behagelige par, I skal modtage lutter frelse).

Arien stammer fra ovennævnte julekantate, hvor alt-sangeren beskriver Jesusbarnet i sin krybbe. I sin parodierede form om-orkestreret for bas, obo, to dæmpede violiner, fagot og continuo beskriver den parrets lyksalighed umiddelbart efter vielsen.

Herpå følger to satser for sopranen. Først et secco-recitativ, som beskriver, hvordan Guds godhed varer livet igennem. Forløbet kulminerer i en arioso der med begejstrede melismer, som billede på lykken, der er uden mål: ”Wohl dir, dein Glück ist nicht zu zählen” (din lykke kan ikke måles). Derpå følger sopranens arie, hvor den obligate violinstemme ledsages diskret af to obo d’amorer. Satsen er udformet som en siciliano – en charmerende dans i 6/8, hvilket afspejler tekstens sorgløshed: ”Vergnügen und Lust, Gedeihen und Heil Wird wachsen und stärken und laben” (Fornøjelse og lyst, trivsel og helse vil vokse og styrkes). I B-delen udvikles oboernes akkompagnement subtilt og indgår i stadig længere afsnit, som med og modspil til violinens yndefulde linjer.

Både oboer og strygere akkompagnerer det afsluttende basrecitativ, som et billede på Guds altomsluttende kærlighed: ”Denn Gottes Güte hat kein Ziel, die schenkt dir viel” (for Guds godhed slutter aldrig, den skænker dig meget). Dermed er scenen sat for den afsluttende korals bredt harmoniserede udsættelse af 7. vers af Georg Neumarks “Wer nur den lieben Gott lässt walten”, der afslutter bryllupskantaten.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering