Kantaten Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt hører til Bachs relativt tidlige kantate-produktion. Den er muligvis skrevet så tidligt som i 1713 i Weimar til Sexagesima søndag 19. februar, eller muligvis til samme søndag et af de følgende år. Bachs tidlige kantater er præget af hans inspiration fra ikke mindst Dietrich Buxtehude, hvis oratorier og kantater han havde overværet og medvirket i under sit besøg i Lübeck i november/december 1705. I Mühlhausen 1707/08 gjorde Bach sine første erfaringer med lejlighedsvis at skrive kantater til bl.a. bryllupper og begravelser. Det var dog først med titlen som Kapelmester ved hoffet i Weimar i 1712, at Bach for første gang bestred en stilling, hvor han var forpligtet til at komponere mindst én månedlig kirkekantate. I løbet af sin ansættelse i Weimar opbyggede Bach et tæt samarbejde med digteren Samuel Franck, som leverede libretti til Bachs kantater. Teksten til Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt er dog hentet fra præsten Erdmann Neumeisters tredje årgang af kantatelibretti, og det kunne indikere, at denne kantate ligger forud for samarbejdet med Franck. Erdmann Neumeisters libretti var skrevet til hoffet i Eisenach og var blevet sat i musik af Bachs gode ven Georg Philipp Telemann. Neumeisters kantatelibretti var banebrydende med deres opdeling i recitativer og dacapo-arier, som det var kendt fra italiensk opera. Den nye dramatiserende musikalske forkyndelse blev populær over hele det protestantiske Tyskland og kom til at danne skole i de kommende årtier, herunder for den form, som Bach oftest brugte som udgangspunkt i sine Leipzig-kantater.

Den oprindelig Weimar-version af Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt var noteret i g-mol og orkestreret for 4 sangere, 4 bratcher og continuo. Bach genopførte sidenhen kantaten i Leipzig og til denne lejlighed noterede han kantaten i a-mol og tilføjede to blokfløtestemmer, som dublerer de to øverste bratchstemmer. Ændringen i tonehøjde skyldes, at kantaten i Weimar blev opført i kortone (a=465hz), mens den i Leipzig blev opført i kammertone (a=415hz). Da kammertonen klinger en tone under kortonen, har kantaten i realiteten klinget i samme tonehøjde ved begge opførelser. Vi opfører Leipzig-versionen med to blokfløjter, noteret i a-mol.

Søndagens læsning er Lignelsen om sædemanden, Lukasevangeliet 8, 4-15:

»Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: ”En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.” Da han havde sagt det, råbte han: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!”

Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. Han svarede: ”Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte. Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.”«

Bachs tidlige kantater er ukonventionelle og eksperimenterende i både form og udtryk, og det gælder i høj grad også denne. Kantaten åbner med en Sinfonia, som på medrivende vis illuderer elementernes rasen. Først høres regnen som et unisont motiv, der tager til i styrke, først som dryp i fjerdedele efterfulgt af rusk i ottendedele. Dette motiv afløses af et snevejr, som med sekvenserede bevægelser fyger gennem luften med overbundne halvnoder og nedadgående ottendedele. De to motiver mødes flere gange i løbet af satsen, i hvad der vel kan betegnes som en meget velklingende sludbyge.

Neumeister tager i sin tolkning af Lignelsen om sædemanden afsæt i profeten Esajas, som i Esajas’ bog 55, 10-11 benytter et parallelt billede om grobunden for Guds ord, nemlig det, at regnen og sneen væder jorden og får sæden til at spire. Bach tildeler Esajas’ ord til bassangeren, den traditionelle Vox Christi, og skaber dermed endnu tættere forbindelse mellem det gamle og det ny testamentes ord. Typisk for Bachs tidlige recitativer, veksler han mellem frit secco-recitativ og afsnit i tempo, noteret Andante og med et mere aktivt continuo-akkompagnement, som imiterer sangstemmen.

Den følgende sats er ligeledes markeret som Recitativo men indeholder i realiteten flere elementer, hvilket resulterer i en formmæssig kompleks struktur. Satsen falder overordnet set i fire afsnit, som hver tager udgangspunkt i et akkompagnato-recitativ, der afsluttes med et afsnit af Luthers tyske Litani. Hvert afsnit af Litaniet høres som et reponsorium anført af sopranen og besvaret i firestemmig udsættelse af hele ensemblet med ordene: ”Erhör uns, lieber Herre Gott!” (Bønhør os, Kære Herre Gud!). På skift beder tenor og bas som troende sjæle Gud om hjælp til at lade sit ord spire i sig, så de ikke vildledes af djævlens bedrag og denne verdens vellyst. Atter typisk for Bachs tidlige kantater bliver enkelte ord så som berauben (berøve), verfolgen (forfølge) og irregehen (vildfaren) særskilt udmalet i hæsblæsende koloraturer og kromatik. Satsen er formmæssigt højst usædvanlig, men formår at binde det personlige kristne sjæleliv sammen med det rituelle kirkelige rum.

Herpå følger kantatens eneste arie, hvori sopranen bekender sig til Guds ord: ”Mein Seelenschatz ist Gottes Wort” (Min sjæls skat er Guds Ord). Ovenpå den forrige sats’ formmæssige kompleksitet forenes de fire bratcher og blokfløjterne nu i én unison obligat stemme, hvilket understreger ariens karakter som en simpel og renfærdig sang.

Kantaten afsluttes med en enkel firestemmig udsættelse af ottende vers af Lazarus Spenglers salme Durch Adams Fall ist ganz verderbt, som beder Gud bevare sit ord i os.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Ein ungefärbt Gemüte er Bachs blot tredje kantatekomposition efter hans tiltrædelse i embedet som Thomaskantor i Leipzig tre uger forinden. Kantaten er skrevet til 4. søndag i Trinitatis, 20. juni 1723. Ved denne første og tilsyneladende eneste opførelse af kantaten blev den parret med kantaten Barmheziges Herze der ewigen Liebe (BWV 182), som Bach havde komponeret til hofkapellet i Weimar otte år tidligere i 1715. Dermed kom de to kantater til at fremstå som en todelt kantate, opført henholdsvis før og efter prædiken, hvilket Bach havde praktiseret siden sin ankomst til Leipzig med de foregående tre søndages todelte kantater BWV 75, 76 og 21.

Søndagens læsning er Lukasevangeliets passage om at dømme andre:

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”

Bach valgte til denne lejlighed en libretto fra præsten Erdmann Neumeisters samling Geistlichen Poesien mit untermischten Biblischen Sprungen und Choralen, udgivet i Frankfurt 1714. Det kunne indikere, at Bach på dette tidspunkt endnu ikke havde fundet en lokal librettist, som ugentligt kunne levere tekster til Bachs nystartede kantate-projekt. Neumeisters libretti blev banebrydende for kirkekantatens udvikling i starten af 1700-tallet. Formmæssigt er Neumeisters tekster inspireret fra tidens moderne italienske operaer med secco-recitativer og dacapo-arier, ligesom også teksternes indhold er en dramatiserende udlægning af evangelielæsningerne – ofte med tendens til en moraliserende teologisk tolkning, hvilket dog delvis kan tilskrives tidsånden. Flere af periodens fremmeste komponister benyttede Neumeisters tekster, heriblandt Johann Philipp Krieger, Georg Philipp Telemann og altså Johann Sebastian Bach.

Neumeister refererer ikke direkte til evangelielæsningen, men benytter den som udgangspunkt for sin tolkning, som perspektiveres til hvordan den retskafne kristne bør forholde sig til sin næste, og prædiker imod ligningens hykleri. Formmæssigt adskiller librettoen sig fra den mest almindelige opbygning, der åbner med et bibelcitat – et dictum, som derefter bliver behandlet. I denne kantate er dictum den centrale sats (3), der fungerer som symmetriakse. Dictum bliver flankeret af to recitativer, som tager afsæt i henholdsvis ”Die Redlichkeit” (Retskaffenheden) og ”Die Heuchelei” (Hykleriet). De to recitativer flankeres igen af to arier, og skaber dermed en perfekt symmetrisk opbygning, som afsluttes med et salmevers.

Kantaten åbner med en arie for altsangeren, som ledsages af unisone violiner og viola som obligat stemme. Alten fremstiller et moralsk ideal for menigheden, hvor den kristnes gøren og laden er rodfæstet i trofasthed og godhed: ”Der Christen Tun und Handel, ihr ganzer Lebenswandel soll auf dergleichen Fuße stehn.” (De kristnes gøren og laden, hele deres livsførelse skal svare dertil.)

Tenorens recitativ omhandler retskaffenheden som ideal for den kristne livsførelse. Som konklusion bliver evangelielæsningens morale om ikke at dømme andre en fordring om at behandle sin næste som man gerne selv vil behandles, hvilket understreges med et afsluttende arioso: ”Mach aus dir selbst ein solches Bild, Wie du den Nächsten haben willt!” (Gør dig selv til et eksempel på Næsten, som du vil have ham!)

Tenorens konklusion fungerer som overgang til kantatens dictum, som er hentet fra Matthæusevangeliet 7,12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Satsen er udformet som en stor korsats i to dele. Første del er en fri sats hvor sangere og orkester både som indledning og afslutning indgår i antifonisk dialog. Den frie indledning afløses af en stort anlagt fuga i to gennemføringer. Første gennemføring for solistkvartetten akkompagneret af continuoet og anden gennemføring i en forstærket version med ripieno-kvartet og strygere colla parte. Satsens klimaks ligger midt i anden gennemføring, hvor trompeten forlader den akkompagnerende rolle for at sætte ind med et selvstændigt tema og dermed udvider satsen til fem uafhængige stemmer.

I det følgende akkompagnato-recitativ henvender bas-sangeren sig direkte til menigheden og tordner mod hykleriet i en dramatisk prædiken: ”Die Heuchelei ist eine Brut, die Belial gehecket. Wer sich in ihre Larve stecket, der trägt des Teufels Liberei … Verleumden, Schmähn und Richten, Verdammen und Vernichten ist überall gemein. (Hykleriet er Belials yngel, den, der bærer dets maske, er klædt i djævlens klædning … Bagtalelse, fornærmelse og fordømmelse, forbandelse og tilintetgørelse er almindeligt overalt.) Parallelt til tenorens recitativ slutter også bassen med en arioso, som finder ro i tanken om Guds beskyttelse.

I kantatens afsluttende arie ledsages tenoren af de to mørkt farvede obo d’amorer, som i kombination med tenorstemmen danner en smuk tætklingende enhed. Som en spejling af altens åbningsarie fremstilles også her et ideal for den kristnes fromhed: ”Gütig sein und tugendreich macht uns Gott und Engeln gleich.” (At være god og rig på dyder gør os Gud og engle lig.)

Kantaten afrundes med første vers af Johann Heermanns salme O Gott, du frommer Gott (1630), hvis enkle firestemmige udsættelse er udvidet med korte instrumentale mellemspil.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Nun komm, der Heiden Heiland er skrevet til Første søndag i Advent. Bach har selv noteret kompositionsåret 1714 forrest i partituret, hvilket er samme år, han tiltrådte stillingen som Hofkapelmester i Weimar med forpligtelse til at skrive en månedlig kantate til opførelse i hoffets kapel. Kantaten hører altså til Bachs relativt tidlige kantateproduktion og er på flere måder typisk for denne periode i Bachs kompositoriske udvikling, hvilket bl.a. viser sig i det femstemmige strygerensemble, bestående af to violiner, to violaer og cello/fagot, foruden det obligatoriske continuo. En tekstur, som peger bagud til den tidlige baroks femstemmige gambe-consort, ligesom også den franske stil, som Bach blev introduceret til i netop disse år, er en tydelig musikalsk inspiration.

Bach har noteret Leipzigs advent-liturgi på første side i partituret. Det har tidligere ført til den misforståelse, at kantaten skulle være skrevet til Leipzig allerede i 1714 – altså 9 år før han fik ansættelse som Thomaskantor i byen. Dette er dog ikke tilfældet. Bach inddrog kantaten i sin første kantateårgang i Leipzig, hvor den blev genopført 28. november 1723 og havde i den forbindelse brug for at notere liturgien til Første søndag i Advent.

Søndagens læsning er beretningen om Indtoget i Jerusalem, Matthæusevangeliet 21, 1-9:

“Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«  Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Indtoget i Jerusalem er ligesom Jesu fødsel opfyldelse af gamle profetier som fortæller om en frelser der skal komme til verdenen. Når vi hører om indtoget i Jerusalem, som finder sted Palmesøndag – ugen før Jesu død og opstandelse – er det netop for at minde os om, at det lille barn, der bliver født 25. december, kom til verdenen for at blive ofret på korset, for derved at frelse verdenen.

Librettoen til Nun komm, der Heiden Heiland er hentet fra Erdmann Neumeisters samling Geistlichen Poesien mit untermischten Biblischen Sprungen und Choralen, udgivet i Frankfurt 1714. Neumeisters libretti blev banebrydende for den protestantiske kirkekantatens udvikling i starten af 1700-tallet og nåede stor udbredelse i samtiden. Formmæssigt er Neumeisters tekster inspireret fra tidens moderne italienske operaer med secco-recitativer og dacapo-arier, ligesom også teksternes indhold er en dramatiserende udlægning af evangelielæsningerne – ofte med tendens til en moraliserende teologisk tolkning, hvilket dog delvis kan tilskrives tidsånden. Flere af periodens fremmeste komponister benyttede Neumeisters tekster, heriblandt Johann Philipp Krieger, Georg Philipp Telemann og altså J.S Bach.

Advent markerer begyndelsen på kirkeåret, hvilket både understreges i Neumeisters tekst og i Bachs komposition. Bach fejrer kirkens nytår med pomp og pragt. Datidens franske operaer og balletter indledtes altid med en storladen ourverture, mens kongen entrerede sin loge. Symbolikken er åbenlyst den, at Adventen indvarsler himlens konges ankomst til jorden. Den franske ouverture er formmæssigt inddelt i tre dele: Den åbner med et langsomt afsnit i enten 2 eller 4 med et distinkt punkteret rytmisk motiv. Dette bliver fulgt af et hurtigere tredelt afsnit, der som regel er udformet som en fuga, hvorefter den langsomme del gentages, så man opnår en symmetrisk A-B-A-form.

Åbningssatsen følger til punkt og prikke den franske ouvertures opbygning, hvortil Bach tilføjer yderligere fire sangere, der på skift udblæser første strofe af den traditionelle latinske adventshymne Veni redemptor genitum i Martin Luthers tyske oversættelse fra 1524 med påkaldelsen af Frelseren: ”Nun komm, der Heiden Heiland” (Kom nu, hedningers frelser). De fire stemmer mødes endelig i slutningen af A-delen i firstemmig samklang til salmens anden strofe, førend B-delen tager over. Her skifter taktarten til 3/4 med den franske tempobetegnelse Gai (frisk/munter) mens salmens tredje strofe udspilles i en legende fuga afbrudt af vederkvægende sekvenser. Slutteligt vender A-delens majestætiske rytme tilbage med en homofon udsættelse af den afsluttende strofe.

I et secco-recitativ annoncerer tenoren, at Guds søn er ankommet i menneskeskikkelse: ”Der Heiland ist gekommen, Hat unser armes Fleisch und Blut an sich genommen.” (Frelseren er kommet, har taget vores ringe kød og blod på sig.) Som det er kutyme særligt i Bachs tidligere recitativer, afrundes det med en imiterende arioso, her i beskrivelsen af velsignelsens lys: ”Du kömmst und lässt dein Licht mit vollem Segen scheinen.” (Du er kommet og lader dit lys skinne til stor velsignelse.)

I den følgende arie ledsager hele strygergruppen tenoren i unison, som symbol på den kristne menigheds samhørighed: ”Komm, Jesu, komm zu deiner Kirche und gib ein selig neues Jahr!” (Kom, Jesus, kom til din kirke og giv os et saligt Nytår!) Satsen er udformet som en pastorale i en roligt bevægende 9/8 takt, hvilket igen refererer til billedet af Jesus som den gode hyrde for kirkens menighed.

Bassens accompagnato-recitativ er på trods sine blot 10 takters varighed kantatens egentlige musikalske højdepunkt og en lille perle blandt Bachs tidlige kreationer. Neumeister har på dette sted valgt at inddrage et vers fra Johannes åbenbaring 3, 20 som en påmindelse om, at adventen med Jesus’ komme er en mulighed for mennesket for at opnå frelse og forening med Gud: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” I Bachs geniale tonesætning banker Jesus forsigtigt på sjælens dør, illustreret ved ensemblets stille pizzicato.

Og sjælen åbner naturligvis op for Jesus i sopranens følgende arie: ”Öffne dich, mein ganzes Herze, Jesus kömmt und ziehet ein.” (Åbn dig, hele mit hjerte, Jesus kommer og drager ind.) Hvor tenorens arie udtrykte den kristne samhørighed, ledsaget af unisone strygere, står sopranen i sin arie helt alene, kun akkompagneret af continuoet. Perspektivet er nu helt igennem subjektivt og udtrykket rørende enkelt og sandfærdigt.

Helt usædvanligt rundes kantaten ikke af med et fuldt koralvers. Neumeister har valgt kun at benytte det afsluttende ”Amen” fra 7. vers af Phillip Nicolais salme Wie Schön leuchtet der Morgenstern (1597). Bach kvitterer med en sprudlende fanfare af en koralfantasi, hvor de to violiner danner en glorie omkring satsen og slutter med en opstigende bevægelse, som når sit klimaks i sidste takt på det høje G: ”Komm, du schöne Freudenkrone, bleib nicht lange! Deiner wart ich mit Verlangen.” (Kom Du skønne glædens krone, vent ikke længe, jeg venter Dig med længsel.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering