BWV anh. 159 »Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn«

Siden genopdagelsen af Bachs musik i begyndelsen af 1800-tallet har Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn været anerkendt som en smuk og betydningsfuld motet. Men motetten har lige så længe givet anledning til tvivl og uenighed om, hvem der var dens ophavsmand.

Den første trykte udgave af motetten blev udgivet af Breitkopf und Härtel i Leipzig 1802/03 sammen med J.S. Bachs øvrige motetter. Kildematerialet til denne udgivelse stammer fra Leipzig, hvor motetten indgik i Thomanerkorets repertoire med en koralsats (BWV 421) over tredje vers af Erasmus Albers salme Dir, Jesu, Gottes Sohn, sei Preis som slutning.

Den ældste kilde til motetten er dog et håndskrift skrevet af Johann Sebastian Bach selv og en medskriver – sandsynligvis eleven Philipp David Kräuter. Det stammer fra 1712/13, da Bach var ansat ved hoffet i Weimar. Dette håndskrift af Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn indgår – desværre uden komponistnavn – i Altbachisches Archiv. Altbachisches Archiv er en samling af motetter af Bach-familiemedlemmer, som blev påbegyndt af Johann Sebastians far Johann Ambrosius og siden gik i arv fra Johann Sebastian til Carl Phillipp Emmanuel, der også gav samlingen sit navn. Det indeholder værker af ældre medlemmer af Bach-familien, såsom Johannes og Heinrich Bach, men de to primære bidragydere er Johann Ambrosius’s fætre Johann Michael og Johann Christoph Bach. Det var sandsynligvis Carl Phillip Emmanuel, som grundet den gammeldags motet-stil i Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn har tænkt, at det var faderens kopi af en slægtnings værk, og derfor lod den indgå i Altbachisches Archiv.

I 1821/23 udkom Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn som del af Johann Friedrich Naues trykte udgave af 9 motetter fra Altbachisches Archiv. Da Naue her benyttede håndskriftet uden komponistnavn fra Altbachisches Archiv formodede han, at motetten var skrevet af samlingens utvivlsomt største komponist Johann Christoph Bach. Denne formodning vedblev de næste mange år. I Franz Wüllners udgave af Bachs motetter og koraler for Bach-Gesellschaf 1892 (BGA vol. 39) blev Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn placeret i tillægget og Johann Christoph Bach nævnt som en mulig komponist. At den overhovedet kom med i udgivelsen skete grundet uenighed i bestyrelsen, hvor bl.a. formanden Wilhelm Rust var overbevist om, at Johann Sebastian Bach selv var motettens komponist. I 1950 kom Wolfgang Schmieder, som arbejdede med fortegnelsen over Bachs værker (BWV), frem til samme konklusion, og placerede Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn i tillægget med tvivlsomme værker med kommentaren ”formodentlig af Johann Christoph Bach”. Det samme kom til at gøre sig gældende da Neue Bach-Ausgabe (NBA) udkom i 1990’erne.

Andre forskere har gennem årene sat spørgsmålstegn ved denne formodning. Den store Bach-biograf Phillip Spitta sluttede sig i den første udgave af sin biografi fra 1873 til at tilskrive motetten til Johann Christoph Bach, men i anden udgave fra 1880 ændrer han efter grundigere inspektion holdning og skriver: ”Selvom komponistens navn ikke er angivet, bør forskere igen undersøge grundigt, om den virkelig ikke er af J.S. Bach”.

Også den amerikanske forsker Daniel R. Melamed har siden 1988 argumenteret for, at motetten er af Johann Sebastian Bach, bl.a. med baggrund i grundige undersøgelser af kildernes proveniens og en analyse i Bachs egen involvering i udarbejdelsen af håndskriftet. Melamed mener kort sagt, at Carl Phillip Emmanuel ved en fejltagelse arkiverede motetten i Altbachisches Archiv og at tilføjelsen af en koral som slutning muligvis kan være Bachs egen til brug ved en kirkelig handling i Leipzig.

På trods af, at motetten åbenlyst er skrevet i en ældre stil, er dette ikke i sig selv et bevis for, at motetten Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn ikke er af Bach. Motetten har formodentlig skullet bruges som begravelsesmusik (ligesom det gælder for Bachs øvrige motetter), og til den anledning har konventionen været, at man ønskede et stykke musik i traditionel motet-stil.

Der findes flere eksempler i Bachs vokalkompositioner på, at han gør brug af en lignende stil. F.eks. lægger den indledende dialog for dobbeltkor sig tæt op ad det indledende afsnit af motetten Fürchte dich nicht, ich bin bei dir, BWV 228.

I anden del af Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn mødes de to kor in unisono. Her synger sopranen et vers af Erasmus Alberus som cantus firmus, mens de tre understemmer, alt, tenor og bas former en elegant fuga under. Igen kan vi finde et lignende eksempel i Fürchte dich nicht, ich bin bei dir, om end fugaen her er niveauet over i kompleksitet. Interessant i denne sammenhæng er det, at Fürchte dich nicht, ich bin bei dir af flere forskere menes at stamme fra samme periode – altså fra årene i Weimar. Yderligere et eksempel fra Weimar-perioden er kantaten Ich hatte viel bekümmernis, BWV 21 fra 1713/14., hvor sopran, alt og bas i 9. sats Sei nun wieder zufrieden meine seele danner en lignende fugeret sats omkring tenorens cantus firmus.

Johann Sebastian beundrede Johann Christoph Bachs musik og anså ham som familiens hidtil vigtigste komponist. I 1735 skrev han om ham i sin musikalske stamtavle Ursprung der musicalisch-Bachischen Familie, at han var “ein profunder Componist”. Bach kopierede flere af Johann Christophs værker til familiens arkiv og lod dem desuden indgå i Thomanerkorets repertoire. Med kendskab til Johann Christoph Bachs musik og kildematerialets utydelige proveniens er det en plausibel antagelse, at Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn kunne være skrevet af Johann Christoph Bach. Men vi kender ikke andre værker fra Johann Christoph Bachs hånd med en så kompleks og gennemført polyfoni, som der er tale om i Ich lasse dich nicht, du segnest mich denn. Det gør vi til gengæld fra Johann Sebastians oeuvre, og spørgsmålet er, om der ikke er tale om et tidligt eksempel på en motet af Johann Sebastian Bach? Meget kunne tyde på det…

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering