»Ich bin vergnügt mit meinem Glücke« blev skrevet til opførelse på Septuagesima 9. februar 1727. Den hører dermed til den forholdsvis lille gruppe kantater, som er overleverede fra Bachs fjerde Leipzig-kanteårgang. Hvorvidt langt størstedelen af kantaterne til fjerde og femte årgang rent faktisk er gået tabt, eller om Bachs kantateproduktion ganske enkelt blev udfaset efter den tredje årgang, står hen i det uvisse…

Bach benævner sjældent sine kantater med andet end den søndag i kirkeåret den er bestemt til. Nogle kantater kalder han Concerto – kirkekoncerter forstås – men netop denne kantate er en af de få, som Bach rent faktisk betegner Cantata.

Septuagesima (halvfjerdsindstyvende) er den første søndag efter Helligtrekonger og markerer, at der er halvfjerds dage til Påske. Fra denne søndag går kirkeåret, via fasten, i retning mod Påsken. Søndagen markerer ligeledes den 3. søndag før begyndelsen på Fasten, hvilket er højst relevant i forhold til dagens evangelielæsning og kantatens tolkning heraf, nemlig Lignelsen om arbejderne i vingården, Matthæus 20, 1-16:

”For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”

Det er uvist, hvem der er ophavsmand til kantates libretto, men et bud kunne være Bachs faste samarbejdspartner i disse år Christian Friedrich Henrici (1700-1764), som skrev under synonymet Picander. I hans udgivelse af kantate-libretti Cantaten auf die Sonn- und Fest-Tage durch das gantze Jahr, som udkom det følgende år 1728, findes nemlig kantateteksten Ich bin vergnügt mit meinem stande, som har visse ligheder med librettoen til nærværende kantate.

Librettoen tolker ligningen om de forurettede arbejdere i vingården som en lære om at udvise beskedenhed og være taknemmelig for, hvad Gud har tildelt én. Det er indlysende at kantatens forholdsvis lille besætning – sopran, obo og strygere – er Bachs udtryk for denne nøjsomhed, og en forberedelse til den forestående fastetid, som i Leipzig blev markeret uden koncertant musik i kirken.

Kantaten åbner med en elegant sats, som formår at udtrykke to på sin vis modsatrettede udtryk: tonearten e-mol og temaets nedadgående bevægelse udtrykker alvor og ydmyghed, mens det synkoperede motiv og den rigt ornamenterede obo- og sopranstemme udtrykker glæde og taknemmelighed over Guds rige gaver.

I det følgende recitativ diskuteres menneskets utaknemmelighed overfor, hvordan vi burde modtage Guds gaver. Ligesom arbejderne i vingården, indgår vi ikke i et normalt ansættelsesforhold til Gud, hvor vi kan kræve lige løn for lige arbejde: ”Gott ist mir ja nichts schuldig, und wenn er mir was gibt, so zeigt er mir, daß er mich liebt; Ich kann mir nichts bei ihm verdienen.” (Gud er mig jo intet skyldig, og når han giver mig noget, så viser han mig, at han elsker mig; Jeg kan ikke gøre mig fortjent til noget hos ham.) Og sluttelig huskes vi på, at vi har himmeriget i udsigt og bør være taknemmelige for, hvad vi har: ”Hat er uns nicht so lange Zeit umsonst ernäret und gekleidt, und will uns einsten seliglich in seine Herrlichkeit erhön? Es ist genug vor mich daß ich nicht hungrig darf zu Bette gehn.” (Har han ikke i så lang tid for ingenting underholdt og beklædt os? Og vil engang give os salighed, når han ophøjer os i sin herlighed? Det er nok for mig, at jeg ikke behøver gå sulten i seng.)

Med denne indsigt forandres tilværelsen fundamentalt. Gennem nøjsomhed og taknemmelighed overgiver sjælen sig til Gud og frisættes således fra denne verdens smålighed, som i lignelsen er repræsenteret af de forfordelte arbejdere på vingården. Den frisatte og ”glade sjæl” portrætters i en let og dansant gigue i G-dur. Oboens tema følges af violinen, som springer omkring temaet til og fra åbne G- D- og A-strenge. En violin-teknik, datidens menighed sikkert har kunnet genkende fra fiol- eller drejelirespil ved høstfesten eller på den lokale knejpe. Den folkloristiske tone følger, som Bach-forskeren Klaus Hofmann rigtigt bemærker, oplysningstidens ideal om det simple, glade liv på landet.

Som så ofte, understreger Bach kantatens konklusion ved at lade strygerne akkompagnere det afrundende recitativ. Med reference til evangelielæsningen forsikres vi om, at lønnen for vores møje her på jorden er selve himmeriget: ”Im Schweiße meines Angesichts will ich indes mein Brot genießen, und wenn mein Lebenslauf, mein Lebensabend wird beschließen, so teilt mir Gott den Groschen aus, da steht der Himmel drauf.” (I mit ansigts sved, vil jeg imens nyde mit brød, og når mit livsforløb, min livsaften er afsluttet, så giver Gud mig en mønt, hvorpå Himlens navn står skrevet.)

Kantaten afsluttes med 12. vers af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts salme (1686) Wer weiß, wie nahe mir mein Ende i en passende nøjsom firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Wo gehest du hin? er skrevet til fjerde søndag efter påske, søndag 7. maj 1724, som del at Bachs første kantateårgang i Leipzig. Som det gælder for mange af Bachs kantater, er den kun overlevet som stemmesæt, mens partituret er bortkommet. I stemmesættet mangler desværre den oprindelige 1. violinstemme, som har indeholdt en solostemme til tenorens arie (2. sats). Den manglende stemme blev rekonstrueret i forbindelse med udgivelsen af kantaten i Neue Bach Ausgabe i 1960, så vi i dag kan høre arien som den oprindelig var tiltænkt med ledsagelse af både obo og violin.

Søndagens læsning er Johannesevangeliets fortælling om Talsmandens gerning (16, 5-15):
”Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”

Kantatens ukendte librettist tager udgangspunkt i Jesus’ indledende spørgsmål: ”Hvor går du hen?”, og udvider dette spørgsmål og Jesus’ forudsigelse af sin egen bortgang, til at gælde den enkelte kristne: hvor skal mennesket hen? Denne tanke udvikles til en refleksion om forholdet mellem den midlertidige jordiske lykke overfor den himmelske udfrielse i døden.

Med konkret afsæt i evangelielæsningen åbner kantaten med en kort arie for bassangeren, som traditionelt har haft rollen som Vox Christi (Kristi stemme). Bach udnytter det lille ord wohin til at danne et motiv af to ottendedele, som hele satsen bygges op omkring.

Med tenorens arie bevæger vi os ind i det subjektive rum hos den kristne: ”Ich will an den Himmel denken und der Welt mein Herz nicht schenken” (Jeg vil tænke på himlen og ikke give verden mit hjerte). De to ledsagende soloinstrumenter obo og violin skaber med smuk harmonik og dissonansbehandling en eftertænksom og sørgmodig stemning omkring tenorens budskab. I B-delen åbnes spørgsmålet op til at gælde for hele den kristne menighed: ”Mensch, ach, Mensch, wo gehst du hin?” (Menneske, ak menneske hvor går du hen?)

I forlængelse af det åbne spørgsmål til menigheden er den følgende sats passende et salmevers. 3. vers af Bartholomäus Ringwaldts salme Herr Jesu Christ, ich weiß gar wohl er en bøn om at holde fast i ”denne tanke”. Melodien høres i sopranstemmen, som omkranses af et unisont strygerkorps. Bachs inspiration til denne stringente sats skal sandsynligvis findes i de midterste linjer: ”Und laß mich ja zu keiner Frist von dieser Meinung wanken” (og lad mig aldrig nogensinde vige fra dette standpunkt).

De to følgende satser er begge advarsler om, at den jordiske glæde kan slutte førend vi aner. I sit secco-recitativ sammenligner bassen verdens glæde med regnvand, som løber bort og med farver, som blegner. Samme tanke videreføres i altens arie der med hurtige løb illuderer lykkens latter: ”Man nehme sich in acht wenn das Gelücke lacht” (Man skal tage sig i agt, når lykken ler), mens det friske tempo er et billede på, hvor hurtigt livet på jorden kan slutte.

Tanken om det jordiske livs forgængelighed følges til dørs i den afsluttende firstemmige koral, 1. vers af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts Wer weiß, wie nahe mir mein Ende: ”Ach wie geschwinde und behende kann kommen meine Todesnot” (Ak, hvor hurtigt og pludseligt kan min dødsstund ikke komme), som slutter med en bøn: ”Mein Gott, ich bitt durch Christi Blut: Machs nur meinem Ende Gut!” (Min Gud, jeg beder gennem Kristi blod: Gør min slutning god.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering