BWV 93 »Wer nur den lieben Gott lässt walten«

Kantate 93 Wer nur den lieben Gott lässt walten havde sin førsteopførelse 5. søndag efter Trinitatis, 9. juli 1724, som del af Bachs anden koralkantateårgang. Fra denne opførelse er kun en del af continuostemmen bevaret. Det stemmemateriale, som er overleveret til i dag, stammer fra en senere opførelse 1732-33, og er muligvis blevet revideret til den anledning.

Søndagens evangelium er Lukasevangeliets beretning om Peters fiskefangst (Lukas kap. 5, 1-11). Peter har slidt hele natten og ingenting fanget, men på Jesus’ ord kastede han garnene ud igen og fangede en så stor mængde fisk, at deres garn var ved at sprænges. Peter og de andre fiskere var grebet af rædsel på grund af den store fangst, og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Georg Neumarks salme Wer nur den lieben Gott läst walten (Hvo ikkun lader Herren råde) synges ofte på denne søndag, med henblik på Peters fangst som eksempel på, at man skal lade Guds vilje ske. Forskeren Hans-Joachim Schultzes mener, der er grundlag for at formode, at kantatens librettist kan have været Thomasskolens pensionerede rektor Andreas Stübel (1653-1725). Stübel omformer elegant Neumarks salme til kantatetekst, og skaber en symmetrisk opbygning ved at lade 1. og 7. vers, samt det centrale 4. vers, stå uforandret, mens de øvrige satser 2. og 3., samt 5. og 6., er omskrevet til to sæt arier med forudgående recitativer.

Åbningskoret er udformet som en charmerende koncertant Siciliano. Kombinationen af 12/8-takt og Bachs brug af oboerne samt den vuggende basgang, leder dog også tankerne hen mod satstypen Pastorale, hvilket igen går i spænd med salmens opfordring til at lade sig lede af Gud og til læsningens beretning om Peter og disciplene, som følger Jesus efter deres store fangst. Satsen er en udvidet variation af Bachs almindelige koralkor. Hver cantus firmus-linje introduceres her af to sæt solistiske duetter for henholdsvis sopran/alt og tenor/bas i de to stollen, fulgt af to sæt for alle fire solister i salmens abgesang. En særlig underfundig detalje er at høre til linjen ”der hat auf keinen Sand gebaut” (han har ikke bygget på sand), hvortil continuo-gruppen (orkesterets fundament) fraviger sin gennemgående gyngende puls, for at igangsætte et langt sekstendedelsløb, der efterlader ensemblet på gyngende grund.

Librettistens kombinering af den oprindelige salmetekst med frit gendigtede kommenterende passager, går igen i Bachs udformning af bassens recitativ, som ligeledes alternerer mellem koral-arioso og frie recitativiske afsnit. Den afsluttende linje om den kristne, der ”bærer sit kors med tålmodighed”, leder over i tenorariens åbningslinje ”Man forholder sig blot rolig, når korsets time nærmer sig”. Korte ophold i ariens menuet-tema illuderer elegant denne afventende tilstand. Selvom librettisten har omskrevet teksten til italiensk arie-form (ABA) bibeholder Bach salmens oprindelige barform (AAB) ved at lade A-delen gentage efter første A-del i stedet for efter B-delen. En usædvanlig formmæssige variation, som dog blødes op ved at gentage A-delens forspil til slut.

Kantatens midterakse er duetten mellem sopran og alt. De to stemmer danner en imiterende sats over passager af koralmelodien, mens cantus firmus undervejs høres hos violinerne og bratschen. Bach omarbejdede sidenhen denne sats til en orgelkoral (BWV 647), og lod den indgå i den samling, der i 1747 blev udgivet af Johann Georg Schübler, og som derfor er blevet kendt under navnet Schübler-koralerne.

Tenorens recitativ spejler bassens med dets vekslen mellem koral-arioso og frit reciterede kommenterende afsnit. På dramatisk vis gengives lyden af tordenvejr, som dog atter lægges til ro ved tanken om at ”Gud bliver også i den største nød”. Librettisten sammenvæver i det følgende afsnit Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Lukas kap. 16, 19-31) og beretningen om Elisa, der skaffer mad til profeterne (Anden Kongebog kap. 4, 38-41), som et varsel mod den hovmodighed som straffes af Gud. Derimod bør man følge Peters eksempel og i ”armod, nød og elendighed” have tilliden til Jesus’ godhed som sit mål.

Denne tanke føres videre ind i kantates sidste arie. Akkompagneret af en let og bekymringsfri sats med obligat obo, symboliserer sopranen den rene kristne sjæl, som altid vil stole på sin Gud. Til linjen ”Er ist der rechte Wundermann” (han er den rette underets mand), som er hentet direkte fra Neumarks salme, benytter Bach igen salmemelodien, og følger således konsekvent dette princip for kantaten til dørs, før den afrundes med en enkelt firestemmig udsættelse af salmens sidste vers.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering