Kantate 108 ”Es ist euch gut daß ich hingehe” er skrevet til fjerde søndag efter påske 1725 og hører dermed til gruppen af i alt 10 kantater fra foråret 1725, der har Johannesevangeliet som omdrejningspunkt, startende med anden-opførelsen af Johannespassionen på Langfredag 3. marts og sluttende på Trinitatis søndag 27. maj 1725.

Kantatens tekst består af to citater fra Johannesevangeliet: den indledende basarie og den centrale firestemmige fuga. I de øvrige tekster, som er forfattet af Christiane Mariane von Ziegler, forholder det kristne menneske sig til Jesu ord, i en stræben efter at følge Jesus til himmeriget.

Kantaten åbner med Jesu ord fra Johannesevangeliet 16,7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Arien er udformet som en duet mellem bassen – den traditionelle Vox Christi – og obligat obo d’amore med enkel strygerledsagelse.

I de følgende to satser bliver betydningen af dagens tekst fortolket af tenoren til at gælde det kristne menneske, som vil følge Jesus: Først, i en arie med en virtuos obligat soloviolinstemme, udtrykkes overbevisningen om, at Jesus med sin afsked har banet vejen til himlen. Den nagelfaste tro slår Bach fast ved at lade tenoren synge en tre takter lang tone på ordet Glauben, som straks efter overgås af den endnu stærkere troende violin, der holder tonen i hele fire takter! I det følgende recitativ slutter tenoren spørgende ”Ak, er han her ikke allerede?”

Dette spørgsmål leder til kantatens anden citat fra Johannesevangeliet 16,13: ”Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Disse vægtige ord udfolder Bach i en stor firestemmig fuga i tre dele, som et monumentalt svar på tenorens spørgsmål. Alten kan således med vished og ro i sjælen synge sin inderlige arie: ”før mig ad din vej, så jeg i evigheden skuer din herlighed”. Ligesom i tenorens foregående arie, akkompagneres også alten af en virtuos violinstemme med underliggende strygersats. Kantatens to ”menneskelige” arier bliver på den måde forbundet, og spejlet i hinanden.

Kantaten afsluttes med et vers af Paul Gerhardts (1607-1676) salme ”Kommt her zu mir, spicht Gottes Sohn” i en enkel udsættelse for fire stemmer. I versets sidste linje, til ordene ”hvor velsignelsen er”, leder Bach baslinjen kromatisk opad, som en sidste stræben mod himlen. En perfekt afrunding af kantaten, der har netop denne stræben som sit omdrejningspunkt.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Wo gehest du hin? er skrevet til fjerde søndag efter påske, søndag 7. maj 1724, som del at Bachs første kantateårgang i Leipzig. Som det gælder for mange af Bachs kantater, er den kun overlevet som stemmesæt, mens partituret er bortkommet. I stemmesættet mangler desværre den oprindelige 1. violinstemme, som har indeholdt en solostemme til tenorens arie (2. sats). Den manglende stemme blev rekonstrueret i forbindelse med udgivelsen af kantaten i Neue Bach Ausgabe i 1960, så vi i dag kan høre arien som den oprindelig var tiltænkt med ledsagelse af både obo og violin.

Søndagens læsning er Johannesevangeliets fortælling om Talsmandens gerning (16, 5-15):
”Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”

Kantatens ukendte librettist tager udgangspunkt i Jesus’ indledende spørgsmål: ”Hvor går du hen?”, og udvider dette spørgsmål og Jesus’ forudsigelse af sin egen bortgang, til at gælde den enkelte kristne: hvor skal mennesket hen? Denne tanke udvikles til en refleksion om forholdet mellem den midlertidige jordiske lykke overfor den himmelske udfrielse i døden.

Med konkret afsæt i evangelielæsningen åbner kantaten med en kort arie for bassangeren, som traditionelt har haft rollen som Vox Christi (Kristi stemme). Bach udnytter det lille ord wohin til at danne et motiv af to ottendedele, som hele satsen bygges op omkring.

Med tenorens arie bevæger vi os ind i det subjektive rum hos den kristne: ”Ich will an den Himmel denken und der Welt mein Herz nicht schenken” (Jeg vil tænke på himlen og ikke give verden mit hjerte). De to ledsagende soloinstrumenter obo og violin skaber med smuk harmonik og dissonansbehandling en eftertænksom og sørgmodig stemning omkring tenorens budskab. I B-delen åbnes spørgsmålet op til at gælde for hele den kristne menighed: ”Mensch, ach, Mensch, wo gehst du hin?” (Menneske, ak menneske hvor går du hen?)

I forlængelse af det åbne spørgsmål til menigheden er den følgende sats passende et salmevers. 3. vers af Bartholomäus Ringwaldts salme Herr Jesu Christ, ich weiß gar wohl er en bøn om at holde fast i ”denne tanke”. Melodien høres i sopranstemmen, som omkranses af et unisont strygerkorps. Bachs inspiration til denne stringente sats skal sandsynligvis findes i de midterste linjer: ”Und laß mich ja zu keiner Frist von dieser Meinung wanken” (og lad mig aldrig nogensinde vige fra dette standpunkt).

De to følgende satser er begge advarsler om, at den jordiske glæde kan slutte førend vi aner. I sit secco-recitativ sammenligner bassen verdens glæde med regnvand, som løber bort og med farver, som blegner. Samme tanke videreføres i altens arie der med hurtige løb illuderer lykkens latter: ”Man nehme sich in acht wenn das Gelücke lacht” (Man skal tage sig i agt, når lykken ler), mens det friske tempo er et billede på, hvor hurtigt livet på jorden kan slutte.

Tanken om det jordiske livs forgængelighed følges til dørs i den afsluttende firstemmige koral, 1. vers af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts Wer weiß, wie nahe mir mein Ende: ”Ach wie geschwinde und behende kann kommen meine Todesnot” (Ak, hvor hurtigt og pludseligt kan min dødsstund ikke komme), som slutter med en bøn: ”Mein Gott, ich bitt durch Christi Blut: Machs nur meinem Ende Gut!” (Min Gud, jeg beder gennem Kristi blod: Gør min slutning god.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering