Kantaten Ach Gott, wie manches Herzeleid blev skrevet til 2. søndag efter Helligtrekonger 1725, hvor den havde sin første opførelse 14. januar som en del af Bachs igangværende cyklus af koralkantater over lutherske salmer til kirkeåret. Salmen, som nærværende kantate tager udgangspunkt i er Martin Mollers salme af samme navn fra 1587, som synges på melodien til O, Jesu Christ, mein Lebens Licht. 1. vers af Martin Mollers salme gengives i sin oprindelige form i kantatens åbningskor, ligesom også 2. vers høres i sin helhed i den firestemmige koraludsættelse som del af det følgende koral-recitativ (2. sats). Herefter sammenfattes salmens følgende 15 vers (3.-17. vers) som det er kendetegnende for årgangen i en madrigalsk gendigtning til kantatens recitativer og arier, hvorefter salmens 18. og sidste vers høres i kantatens afsluttende koral.

Dagens evangelielæsning er beretningen om Brylluppet i Kana, Johannesevangeliet 2, 1-11:

”Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: ”De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: ”Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: ”Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.” Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”

Kantatens ukendte librettist laver ingen direkte referencer til dagens evangelielæsning. I stedet behandles Mollers salme som en slags catharsisk udvikling, hvor det indledende fokus på det jordiske livs lidelser undervejs i kantaten erstattes af forløsning i troen på Jesus som trøster og frelser.

Åbningskoret er udformet som en tungsindig lamentation, noteret Adagio. De to obo d’amore sætter stemningen for satsens ritornel med et sørgmodigt udsmykket kromatisk dalende motiv, akkompagneret af strygerne. I modsætning til størstedelen af koralkantaterne fra årgangen 1724/25, som har cantus firmus placeret i sopranstemmen, høres koralmelodien her i basstemmen, mens de tre overliggende stemmer udfolder sig i fri imitation over ritornellets melodiske materiale. En detalje, som her er værd at bemærke er, hvordan linjen ”Der Schmale Weg ist trübsalsvoll” (Den smalle vej er fuld af bedrøvelse) sættes i musik med trinvis opadgående toner, som modbevægelse til det gennemgående temas kromatisk nedadgående motiv.

Åbningskorets tematik om den smalle og smertefulde vej, som fører til himmerig behandles også i det følgende koral-recitativ, hvor de fire sangere som troende sjæle på skift interagerer med salmens 2. vers. De troende sjæle italesætter, hvorledes det kristne menneske, trods jordisk forfængelighed og åndelige svaghed kan finde trøst og frelse i Jesus.

Bassens afsluttende betragtninger leder ind i kantatens første arie, hvor bassangeren ledsaget af continuoet med snørklede bevægelser beskriver helvedes angst og pine. Selv i den største nød bringer tanken om Jesus dog glæde, og i ariens B-del beskrives den lindrende effekt af bevidstheden om Jesus’ tilstedevær: ”Ich darf nur Jesu Namen nennen, der kann auch unermeßne Schmerzen als einen leichten Nebel trennen” (Jeg skal blot nævne Jesu navn, det kan få selv en ulidelig smerte til at svinde som tåge.”

Tenorens recitativ markerer kantatens teologiske vendepunkt. Højsangens billede af brud og brudgom ligger til grund for den kristne allegori om foreningen af Sjælen og Jesus som tenoren beskriver den: ”… bist du, o Jesu, mein, und ich bin dein” (… er du, o Jesus, min, og jeg er din.) De indledende satsers smerte, bedrøvelse, angst og pine er ved tanken om Jesus’ tilstedevær nu erstattet af kærlighed og glæde: ”Mein Jesus wird mein Schatz und Reichtum sein” (Min Jesus skal være min skat og rigdom.)

Udviklingen kulminerer i kantates sidste koncertante sats, hvor sopran og alt mødes i en forløsende lovsang til Jesus: ”Wenn Sorgen auf mich dringen, will ich in Freudigkeit zu meinem Jesu singen.” (Når bekymringer trænger sig på, vil jeg i glæde synge til min Jesus.) De to sangere ledsages af førsteviolin og unisone oboer i en dansant sats, inspireret af den elegante franske hofdans gavotte. De to modsatrettede ord dringen og singen udfolder sig i enslydende melismer, som var en påtrængende bekymringen nu endegyldigt elimineret. I B-delen italesættes Jesus’ død på korset som den stedfortrædende offerhandling for menneskets frelses skyld, og afrundes med ordene: ”Es dient zum besten allezeit.” (Det tjener altid til det bedste.)

Kantaten afsluttes med 18. og sidste vers af Martin Mollers salme i en enkel firestemmig udsættelse med en bøn om at leve og dø i Jesus: ”Erhalt mein Herz im Glauben rein, so leb und sterb ich dir allein.” (Bevar mit hjerte rent i troen, sådan lever og dør jeg alene i Dig.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 13 ”Meine Seufzer, meine Tränen” stammer fra Bachs tredje årgang af Leipzig-kantater og blev første gang hørt på 2. søndag efter Hellig tre Konger, 20. januar 1726. Teksten har Bach hentet fra Georg Christian Lehms Darmstadt-cyklus fra 1711, som tager udgangspunkt i søndagens læsningen fra Johannesevangeliet 2,4 om brylluppet i Kana, hvor Jesus siger: ”Min time er endnu ikke kommet”. Lehm fortolker dette således, at selvom Guds tilstedeværelse ikke er åbenlys, kan vi alligevel regne med hans trøst. Kantaten falder i to overordnede dele – hver med tre satser – som begge afsluttes af en koral: Første del består af Arie – Recitativ – Koral, anden del af Recitativ – Arie – Koral. Den første del beskriver trøstesløsheden hos det menneske, som er forladt af Gud, den anden del sikkerheden hos den, som håber og tror på Guds trøst.

Tenorens åbningsarie er en lamentation – en klagesang for den trøstesløse sjæl: ”Meine Seufzer, meine Tränen können nicht zu zählen sein”. Alle satsens motiver præsenteres i de to første takter: Oboens lange tone er ”pinen” (som først bliver nævnt i ariens B-del), de to blokfløjters ”suk”, og obo da cacciaens ”tårer”, der løber ned ad kinderne som sekstendedele. At tårerne er ”uden tal”, viser Bach ved at lade sekstendedels løbene fortsætte i forskellige stemmer gennem hele satsen. I slutningen af ariens B-del beskriver tenoren ”den weg zum tode” med bemærkelsesværdige bevægelser lukt ned i dybet.

Også i altens recitativ udtrykkes håbløsheden. Recitativet afsluttes med en kromatisk og harmonisk avanceret arioso til ordene ”vergebens flehen”. Som kontrast til denne jammer tager strygerne fat med en frisk og forhåbningsfuld F-dur-sats som akkompagnement til det derpå følgende koralvers fra Johann Heermanns salme Zion klagt mit Angst und Schmerzen. Selvom Gud heller ikke i denne koral har vist sin tilstedeværelse, indikerer strygernes positive musik en klar forventning om at finde Gud.

Denne forventning indfries omsider i slutningen af sopranens recitativ – igen med reference til brylluppet i Kana: ”Gott kann den Wermutsaft gar leicht in Freudenwein verkehren”: Ligesom Gud kan forvandle vand til vin, kan han vende selv den dybeste sorg til glæde. Gråd og klage hjælper ikke på sorgen, det gør derimod troen på Gud, forstår vi af bassens følgende arie. Tilsyneladende er der her tale om en klagesang – ligesom i tenorens åbningsarie – med et tema bestående af forstørrede og formindskede intervaller, som giver et nærmest kvalmende udtryk. Men allerede i forspillet skifter satsen karakter med et friskt pust af lette opadgående toogtredivedels løb, som en direkte modsætning til tenorens nedadgående ”vej til døden” fra åbnings-arien. Dette positive og friske indslag i forspillet viser sig at høre til ariens B-del, hvor det bliver akkompagnement til teksten ”Aber wer gen Himmel siehe und sich da um trost bemühet, dem kann leicht ein Freudenlicht in der Trauerbrust erscheinen”: Med troen på Gud tændes et lys i det sorgfulde hjerte.

Med den utrolig velvalgte firestemmige koral; sidste vers af Paul Flemings In allen meinen Taten, har sjælen omsider fundet sin Gud ”som ved råd i alle sager” og dermed afrundes hele kantatens forløb på fornemmeste vis.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach i Weimar

I 1708 flyttede den 23-årige Bach med sin nystiftede familie fra Mühlhausen til Weimar. Dermed tog den fremadstormende unge mand et betydeligt skridt op ad karrierestigen fra sin hidtidige status som stadsorganist, til en stilling som hoforganist.

Bachs ophold i Weimar var de første år præget af byens magtdelingen mellem de to hertuger Wilhelm Ernst og Johann Ernst, som syntes at have modstridende holdninger til stort set alt, inklusiv kirkemusik. Konflikterne kom dog til en ende med den unge musikinteresserede Hertug Johann Ernsts død i 1715.

Bachs ambitioner stoppede dog ikke ved hoforganistembedet. I december 1713 tog han til prøvespil til stillingen som organist ved Liebfrauenkirche i Halle og kunne herefter fremvise et jobtilbud derfra for sine arbejdsgivere i Weimar. Eftersom hertugerne ikke var indstillet på at fritstille deres organist, kom den vakante stillingen som kapelmester i spil som et kompromis, både de to hertuger og Bach kunne stille sig tilfredse med.

Diverse konflikter til trods nød den unge Bach i Weimar godt at et inspirerende miljø med dygtige musikere, tilrejsende virtuoser og et musikbibliotek, som løbende blev udbygget med nyt materiale fra både Italien og Frankrig. Det var i Weimar-årene, Bach for alvor blev formet som komponist og opnåede anerkendelse som sådan. En stor del af Bachs kendteste værker for orgel stammer fra disse år, såvel som mesterværker som partitaerne for solo-violin, Brandenburg-koncerterne samt diverse soloværker for cembalo.

Med sin nyvundne status som kapelmester bestred Bach for første gang i sit liv en stilling med ansvar for et større ensemble af musikere og en forpligtelse til løbende at komponere vokal kirkemusik. I Weimar var Bach forpligtet til at komponere og lede opførelsen af én månedlig kantate i slottets kapel Himmelburg. Kapellet havde fået navn efter dets udformning i etagegallerier med en himmelhvælving øverst, hvorunder kirkemusikerne var placeret, som var det englene selv, der spillede og sang. Der var ikke meget plads på dette øverste galleri. Derfor er de fleste kantater fra denne periode for et forholdsvis lille (og pandemi-venligt) ensemble. Frem til 1717 komponerede Bach ca. 30 kantater, hvoraf de 23 er overleveret til i dag. Til dette formål etablerede Bach et fast samarbejde med librettisten Salomon Franck, som forfattede de tekstlige forlæg for Bachs kirkekantater i disse år, således også de to kantater på programmet. Salomon Franck udgav sidenhen, i 1717, sine kantatelibretti til kirkeåret under titlen Evangelische Sonn- und Festtages Andachten. Bachs ambition om at skrive en komplet kantate-cyklus til kirkeåret blev sandsynligvis allerede vakt i Weimar-årene, og Bach bragte da også kantaterne med sig fra Weimar videre til Leipzig, hvor de fleste af disse blev integreret i den første årgang af Leipzig-kantater 1723/24.

I 1717 underskrev Bach en ny kontrakt med det nærtliggende fyrstendømme i Köthen. I enevældens tid var det fuldstændig uhørt at gå bagom ryggen på sin arbejdsgiver og sagen førte derfor til et hårdt brud mellem den stædige hertug Wilhelm Ernst og den unge temperamentsfulde Johann Sebastian, som måtte en måned i fængsel: Den 6. november (1717) er den hidtidige koncertmester og hoforganist Bach på grund af sine genstridige vidneudsagn, og for at insistere på sin opsigelse, blevet arresteret af landsdommeren, og endelig d. 2. december derpå med passende unåde af hofsekretæren blevet angivet sin opsigelse og tillige befriet fra arresten.

Bach skrev kantaten Mein Gott, wie lang, ach lange til Anden søndag efter Helligtrekonger, 19. januar 1716 under sit koncertmesterembede i Weimar. Et teksthæfte, som blev fundet i 1973, afslører, at Bach genbrugte kantaten i sin første kantateårgang i Leipzig, hvor den blev opført 16. januar 1724. Kun Bachs første håndskrift til kantaten er overleveret til i dag med et omslag lavet af Carl Philipp Emanuel Bach, hvor han anfører sin far som komponist.

Søndagens evangelielæsning er fortællingen om Brylluppet i Kana, Johannes 2, 6-16:

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: ”De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.”

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: ”Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: ”Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.”

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Librettisten Salomon Franck tolker Jesus’ ytring om, at hans time endnu ikke er kommet, som et billede på, at Jesus holder sig skjult for os, men at sjælen kan håbe på, at han i rette tid vil vise sig. Også vinen bliver flere gange nævnt som en drik med en samme vederkvægende lindring som Jesus’ tilstedeværelse og trøst. Bach bygger kantaten op som et opbyggeligt forløb for Sjælen, personificeret ved sopransangeren, som ledes til en styrket og befriende tro på Jesus af de øvrige tre sangere.

Dramaets hovedrolleindehaver, sopranen, lægger ud i en trøstesløst arioso: ”Jeg ser ingen ende på smerterne og sorgerne! Dit søde nådens blik har skjult sig under nat og skyer.” Ariosoen holdes i gang af et monotont pulserende orgelpunkt i continuoet. Ved tanken om ”glædesvinen” lever satsen berusende op i strygersatsen og et opadgående toogtredivedelsløb hos sopranen, men det besvares straks efter af en nedslående bevægelse af formindskede nedagående akkordbrydninger: ”min tillid svinder næsten helt.”

”Du skal tro, du skal håbe, du må være gudhengiven!” synger alt og tenor i den følgende duet. De er ledsaget af en sonor obligat fagotstemme. De to sangstemmer holdes i en homofon og let imiterende sats, mens fagotstemmen tager scenen med svungne virtuose fraser. En dybt original og charmerende sats, som er karakteristisk for Bachs kreative vitalitet i netop disse år af hans produktion.

Som en sjælesørger træder bassen nu myndigt til med klare henvisninger til dagens læsning: ”Når det for dit blik ser ud som om din kæreste Ven har forladt dig helt … Hjerte, tro fast på, at det er en liden stund til Han i stedet for bitre tårer giver dig trøstens og glædens vin og honning i stedet for bitter drik.” Lidelsen er en prøvelse, som skal bevise Sjælens kærlighed og hengivenhed til Jesus. Recitativet afrundes med en arioso, som sætter streg under løsningen på Sjælens kvaler: ”Lad Ham derfor blot, o hjerte, råde i alle ting!”

Med ét er Sjælens bekymringer forsvundet som dug for solen: ”Kast dig, mit hjerte, kast dig i den Almægtiges kærlige favn, så Han forbarmer sig over dig.” Sopranens arie er en karsk dansant sats for strygerensemblet i fransk stil. Arien er bygget op af friske punkteringer, suppleret af et tilbagevendende opadgående motiv, som igen og igen puster nyt liv i satsen.

Kantaten afsluttes med tolvte vers af Paul Speratus salme Es ist das Heil uns kommen her, som danner ring om kantates tematik om den indre tvivl i troen: ”Hans ord forvisser dig, omend dit hjerte kun siger nej, så skal du intet frygte.”

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering