Kantate 6 ”Bleib bei uns, denn es wird abend werden” er skrevet til 2. påskedag 2. april 1725, og den havde flere senere opførelser i løbet af Bachs tid i Leipzig. Kantaten hører til Bachs anden kantateårgang, som han i øvrigt helligede koralkantaterne. Siden 1. søndag efter Trinitatis 1724 havde Bach skrevet godt 40 koralkantater, men i påsken 1725 afbryder han af uvisse årsager denne koralkantatecyklus. Påskedag (dagen inden) opførte han sin allerførste koralkantate BWV 4 Christ lag in Todes Banden fra 1707/08, som afslutning på dene cyklus. Kantate 6 er således den første kantate i denne årgang, som ikke er en koralkantate. Bach vendte siden kun tilbage til koralkantategenren med nogle få enkeltstående kantater op igennem 1720’erne og 30’erne, som han supplerede sin koralkantatesamling med.

Søndagens læsning er fra Lukasevangeliet 24, 13-35: Vandringen til Emmaus. Efter korsfæstelsen i Jerusalem er disciplene gået i skjul og afventer, at Jesus på tredjedagen skal genopstå. To af disciplene begiver sig afsted til Emmaus og får på vejen følgeskab af Jesus, som de dog ikke genkender, og han belærer dem om profetierne. Da de er nået til Emmaus og det hus disciplene skal til, vil Jesus gå videre, men da siger disciplene: ””Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem”. De bryder straks op og vender tilbage til de andre disciple i Jerusalem og fortæller hvad de har oplevet.

Kantatens librettist vælger at benytte aftenen og mørket som tematisk omdrejningspunkt for sin tekst, og i åbningskoret citeres kun det centrale vers 29 fra læsningen: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er gået på hæld”.

Efter forspillet sætter koret homofont ind i den langsomme og alvorstunge Sarabande-sats, der på flere parametre giver mindelser om afslutningskoret Ruht wohl fra Johannespassionen, som havde haft sin andenopførelse blot tre dage forinden. I korets A-del benyttes den allerførste linje Bleib bei uns som en tilbagevendende bøn. I B-delen skifter satsen karakter, taktart og tempo til en hurtigere fuga, hvor hvert tekstled er repræsenteret med hvert sit tema. Igen lægger Bach vægt på disciplenes bøn ved på skift at lade de fire stemmer synge Bleib bei uns, på lange noder, som et insisterende orgelpunkt. Fugaen falder i to gennemføringer; først en gennemføring med reduceret continuo efterfulgt af en gennemføring med hele contiuogruppen og colla-parte strygere, hvilket peger i retning af, at Bach til denne kantate (ligesom til Johannespassionen) benyttede sig af to sangerkvartetter. B-delen slutter med et retorisk ophold efter det sidste Bleib bei uns!, før satsen atter vender tilbage til A-delens Sarabande.

Altens arie er en bøn om, at den Højtlovede Guds søn vil være vort lys, og bryde mørket. Alten er ledsaget af en obo da caccia (den blev ved en senere opførelse erstattet med en viola), som sammen med altstemmen giver satsen en mørktklingende tone, der understreger ariens tematik. Bach tydeliggør modsætningen mellem lys og mørke med en opadgående frase på ordet Hochgelobter (højtlovede), mens han i B-delen viser mørket (Finsternisse), som falder på, med trinvist nedadgående toner.

To koralvers følger herefter i en udsættelse for sopran og violoncello piccolo, som afslutning på kantatens første del. Det første vers, Philipp Melanchthons tyske version af den latinske hymne Vespra iam venit (Ach bleib bei uns, Herr Jesu Christ, weil es nun Abend worden ist), er et åbenlyst valg i henhold til dagens læsning og librettistens fokus på aftenen, og det efterfølges af Nikolaus Selneckers tilføjede vers til salmen. Også i denne sats har Bach skrevet en krævende stemme til sin basviolin, Violoncello Piccolo/Violoncello da Spalla. Satsen kendes i øvrigt også i en version for solo orgel, som én af de seks Schüblerkoraler. Schüblerkoralerne er opkaldt efter forlæggeren Johann Georg Schübler og indeholder seks arrangementer for orgel, lavet af Bach over hans egne kantatesatser.

I kantatens anden del skiftes fokus fra første dels angst for mørket til i bassens recitativ at blive en selvforskyldt konsekvens for mennesket: ”… fordi såvel de små som de store, ikke har vandret til dig, O Gud, i retfærdighed, og har handlet imod deres Kristne pligt”. Teksten har et dommedagsprofetisk skær over sig, og det bekræftes i den sidste linje, ”derfor har du væltet deres lys”, som refererer til Johannes Åbenbaring 2,5.

Efter denne formaning beder tenoren Jesus om hjælp til at vise vej, ”så vi ikke går ad syndens sti”. Med Påsken frisk i erindringen former Bach temaet på ordet Jesu som et korsmotiv. I B-delen skifter satsen farve med teksten ”Laß das licht deines Wortes uns helle scheinen” (Lad dit ords lys skinne lyst på os) med en vederkvægende smuk sekvens. Jesus lyser op, bryder mørket og forløser således kantaten, som derefter rundes af med 2. vers af Martin Luthers Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Erfreut euch, ihr Herzen blev hørt første gang 2. påskedag 1724 som del af Bachs første årgang af kantater til kirkeåret i Leipzig. Efter en periode uden koncertant musik i Leipzig-kirkerne gennem fastetiden, uropført Bach på langfredag den første version af sin Johannespassion. Påskedag opførte han sin ungdomskantate Christ lag in Todesbanden (BWV 4), skrevet i Mühlhausen i 1707, og de to følgende dage – 2. og 3. påskedag – benyttede han sig ligeledes af genbrug ved at omarbejde to verdslige festkantater til kirkekanter, henholdsvis BWV 66 og 134.

Fra to forskellige teksthæfter ved vi, at Erfreut euch, ihr Herzen blev opført mindst to gange; først 10. april 1724 og siden 26. marts 1731. Den renskrevne kopi af værket, er dog skrevet på en papirtype, som Bach benyttede i årene 1734-35, hvilket indikerer, at værket blev yderligere revideret i forbindelse med en opførelse i denne periode. Denne sene bearbejdelse af kantaten er den eneste, som er overleveret til vor tid, men kantatens tilblivelseshistorie er lang og peger tilbage i Bachs arbejdsliv, til årene ved hoffet i Cöthen 1717-1723.

Bach skrev oprindelig kantaten i anledning af Prins Leopold af Anhalt-Cöthens fødselsdag 10. december 1718 til en tekst af digteren Christian Friedrich Hunold, som skrev under synonymet Menantes. Hunolds digt blev trykt og udgivet det følgende år, og der er tydelige sammenfald med Leipzig-kantaten Erfreut euch, ihr Herzen for så vidt angår både verselinjer og ordlyd. Der er derfor ingen tvivl om, at Bach medbragte nodematerialet fra Cöthen, da han i 1723 flyttede til Leipzig, og her fik en digter med teologisk flair til at udforme en kirkelig libretto med udgangspunkt i dagens læsning, efter samme fremgangsmåde, som blev benyttet til kantaten BWV 134, der blev opført dagen efter på 3. påskedag.

Evangelielæsningen til 2. påskedag er Lukasevangeliets beretning om Vandringen til Emmaus, Luk. 24, 13-35:

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: ”Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?” ”Hvad da?” spurgte han. De svarede: ”Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

Da sagde han til dem: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: ”Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.” Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.”

Med nogle få effektive greb omarbejdede Bach og hans librettist fødselsdagskantaten Der Himmel dacht auf Anhalts Ruhm und Glück til en kirkekantate. Det mest gennemgribende af disse greb var at flytte fødselsdagskantatens festlige slutkor og give det ny funktion som åbningskor i kirkekantaten, for så at tilføje sidste vers af Luthers påskesalme Christ ist erstanden som den afsluttende koral.

I fødselsdagskantaten havde de to allegoriske figurer de prætentiøse navne Glückseligkeit Anhalts (Anhalts lyksalighed) og Fama (Berømmelse). De to disciple, som i læsningen vandrer til Emmaus og får følgeskab af den opstande Jesus, blev i den ny kirkekantate benævnt Schwachheit (Svaghed) og Zuversicht (Fortrøstning). I 1731 skiftede de dog navn til Furcht (Frygt eller Forfærdelse) og Hoffnung (Håb), hvilket sandsynligvis refererer til to udsagn fra dagens læsning: ”Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel” (vers 21) og ”Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os” (vers 22). Derudover forholder librettisten sig kun til dagens evangelielæsning på et mere generelt plan med fokus på glæden over Jesus’ opstandelse.

Åbningskoret er festligt anlagt med motiver som illuderer paukesalg og trompetfanfarer, foruden et lag af sprudlende opadstræbende toogtredivedelsløb. De vokale afsnit er holdt i en homofon struktur. De indledes som små duetter, for derefter at blive besvaret med ordene ”es lebet der Heiland und herrschet in euch” (Frelseren lever og regerer i jer). B-delens tekst ”Ihr könnet verjagen das Trauren” (I kan jage sorgen bort) er markeret Andante og præget af nedadgående kromatiske motiver. I denne del udfolder alten og bassen sig i længere duet-afsnit, som begge bliver besvaret af tutti-ensemblet, førend A-delen gentages da capo.

Åbningskoret til Bachs juleoratorium (BWV 248), som Bach komponerede ti år senere, blev ligeledes parodieret fra en fødselsdagskantate, og er på adskillige parametre sammenlignelig med dette åbningskor hvad angår både overordnet form samt taktart, toneart og motivisk materiale.

I et kort accompagnato-recitativ glædes bassen over Jesus’ opståen fra de døde: ”Der Heiland lebt, so ist in Not und Tod der Gläubigen volkommen wohl geraten” (Frelseren lever, så er den troende i nød og død fuldkommen sikret). I den følgende arie viser sig konsekvensen af at flytte slutkoret op som åbningskor: hvor der i den oprindelige kantate blev sluttet en cirkel omkring værket mellem bassen åbningsarie og det afsluttende kor, opstår her det ”problem”, at de to på hinanden følgende satser begge er i 3/8 og i D-dur, hvilket er højst usædvanligt i Bachs produktion. Arien som sådan er dog så indsmigrende og dansant, at man som lytter uden videre lader sig forføre af bassens taksigelsessang: ”Lasset den höchsten ein danklied erschallen” (lad en taksigelsessang gjalde for den højeste).

Herpå følger et længere dialogisk forløb mellem de to allegoriske figurer Frygt og Håb, gestaltet af alten og tenoren. Håbet lægger ud i et recitativ som udtrykker den omkalfatrede konsekvens som Jesus’ sejr over døden har for den troende kristne. Håbets recitativ kulminerer i en duet med Frygten, hvor de to synger hver sin version af teksten, henholdsvis ”Mein Auge sieht den Heiland auferweckt” og ”Kein Auge sieht den Heiland auferweckt” osv… Dialogen kan ses som en allegori over den sekvens af dagens læsning, hvor disciplene kun kortvarigt er i stand til at se Jesus: ”Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.” Hvor Håbet så at sige kan se Jesus og til fulde tror på opstandelsens mirakel, er Jesus stadig usynlig for Frygten, som derfor er skeptisk og fastholdt i en sørgmodig før-opstandelsestilstand.

Efter den korte duet fortsætter dialogen, og her beder Frygten om hjælp og styrke til at tro på opstandelsens under: ”Ich glaube, aber hilf mir Schwachen, du kannst mich stärker machen; besiege mich und meinen Zweifelmut, der Gott, der Wunder tut.” (Jeg tror, hjælp dog mit svage sind, du kan gøre mig stærkere; besejr mig og mit vægelsind, Gud, som kan udføre undere.)

De to mødes i en forløsende duet, ledsaget af en virtuos obligat soloviolinstemme, og taktarten 12/8 skal her nok snarere tolkes som en frejdig gigue end en adstadig pastorale. I ariens B-del forenes de to figurer endelig i fælles fodslag til teksten: ”Nun ist mein Herze voller Trost, und wenn sich auch ein Feind erbost, will ich in Gott zu siegen wissen” (Nu er mit hjerte fuld af trøst, og når fjenden raser, vil jeg i Gud vide mig sejrrig.)

Kantaten afsluttes med det sidste Halleluja-vers af Martin Luthers oversættelse af påskesekvensen Victimae paschali laudes fra det 11. århundrede: Christ ist erstanden. Denne arkaiske og kraftfulde melodi høres som sædvanlig i slutkoralerne i en enkel firestemmig udsættelse.

Igen er det dog påfaldende, at Bach har valgt tonearten fis-mol (paralleltoneart til den forrige sats’ A-dur) til denne koral, da kantaten dermed kommer til at slutte med en Fis-dur akkord. Et højst usædvanligt valg, som har været en direkte konsekvens af kantatens tilblivelsesproces og den omstrukturering af satsernes forløb, som skete i forbindelse med parodieringen i 1724. På samme vis, udfoldes dialogen mellem Frygten og Håbet aldrig musikalsk, men forbliver udelukkende en tekstlig spidsfindighed med udskiftning af ord mellem de to karakterer. Ikke desto mindre var dette en kantate, som Bach tilsyneladende selv satte pris på, og vedblev at opføre og bearbejde ad flere omgange til den form, vi kender i dag.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering