BWV 95 »Christus, der ist mein Leben«

Christus, der ist mein Leben, Sterben ist mein Gewinn er skrevet til 16. søndag efter Trinitatis 1723. Kantaten havde sin første opførelse 12. september som del af den første kantateårgang, som Bach havde påbegyndte straks efter, at han tiltrådte sit embede i Leipzig to en halv måned tidligere.

Søndagens evangelielæsning er Lukasevangeliets fortælling om Jesus’ opvækkelse af enkens søn i Nain (Luk. 7, 11-17):

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Den ukendte librettist tolker opvækkelsen som et billede på den kristnes liv efter døden. Tolkningen forholder sig ikke direkte til dagens læsning men udtrykker, med henblik på opstandelsen i døden, en foragt for det jordiske liv og et længselsfuldt fremsyn mod mødet med Jesus i himmeriget. Dødslængsel er et tilbagevendende fænomen i Bachs kantater, og et aspekt af 1700-tallets religiøse åndsliv, som det kan være svært for moderne mennesker at forholde sig til. Den udtrykte dødslængsel er dog ikke en længsel mod døden som sådan. Der er snarere tale om en opstandelseslængsel og en længsel mod at blive forenet med Gud i himmelen, hvilket også formuleres i kantatens sidste recitativ (6. sats).

Mens kantatens ene arie og tre recitativer udtrykker den kristnes subjektive sjæleliv, knytter kantatens hele fire bearbejdelser af yndede Sterbe-lieder (døds- og begravelsessalmer) tolkningen til menigheden og det kollektive kristne fællesskab. Allerede i første sats præsenteres to koraler: Christus, der ist mein Leben (Jena 1609) og Martin Luthers parafraserede salme over Simeons Lovsang (Nunc Dimitis) Mit Fried und Freud ich fahr dahin (1524). I tredje sats høres Valerius Herbergers Valet will ich dir geben (1613) og som slutkoral fjerde vers af Nikolaus Hermans Wenn mein Stündlein vorhanden ist (1560).

Ligesom i kantaten til ugen forinden, Was betrübst du dich, mein Herz (BWV 138) indleder librettisten kantaten med to forskellige salmevers, som bliver forbundet af et recitativ. I denne kantate skaber Bach til åbningskoret en længere sammenhængende sekvens, som falder i tre dele. Koralbearbejdelsen af Christus, der ist mein Leben åbner med et dansant instrumentalt ritornel i 3/4 i G-dur, mens vokalsatsen er homofon og uafhængig af ritornellets gennemgående motiv. Allerede i salmens anden linje går satsen i stå på en fermat efter, at ordet sterben er blevet strakt ud i dissonerende harmonier i piano. Der var i Leipzig tilsyneladende tradition for, at verselinjer som denne blev sunget langsomt. I 1627 skrev den daværende Thomaskantor Johann Hermann Schein i sin Leipziger Cantional, hvordan vers med ordet sterben skulle udføres: “da singen Sie adagio mit einem sehr langsamen Tactu, weiln in solchen versiculis verba emphatica enthalten (da skal De synge adagio i meget langsom takt, fordi vers som dette indeholder emfatiske (udtryksfulde) ord.

Efter koral-versets sidste linje ”Mit Freud fahr ich dahin” (Med glæde farer jeg derhen) fortsætter tenoren solistisk i glædelig forventning om at forlade denne verden: ”Mit Freude, ja, mit Herzenslust will ich von hinnen scheiden.” (Med glæde, ja, med hjertens lyst, vil jeg skilles herfra), hvorefter satsen ledes over i et accompagnato-recitativ byggende på samme motiviske materiale. ”Mein Sterbelied ist schon gemacht, ach dürft ich’s heute singen” (Min dødssalme er allerede klar;

Ak, måtte jeg blot synge den i dag!) afslutter tenoren, hvilket leder direkte over i åbningssatsens anden koralbearbejdelse over Luthers Mit Fried und Freud ich fahr dahin. Her skifter takten til alla breve med betegnelsen Allegro og tonearten til g-mol. I zink og obo høres melodien tætført som for-imitation i gammel stil over en walking bass i ottendedele, som holder ved satsen ud. Som parallel til første salmes verba emphatica laver Bach også i denne koralbearbejdelse et piano-afsnit afsluttende med en fermat til linjen sanft und stille (blidt og stille). Således fremstår satsen i sin helhed symmetrisk med tenorens arioso som spejlingsakse mellem de to koraler.

I det følgende recitativ melder sopranen sig klar til at forlade denne verden, og tager afsked med de jordiske nydelser og fristelser i form af vellystens salte og Sodomsæbler. Recitativet leder direkte ind i salmeverset Valet will ich dir geben. For at opnå en umærkelige overgang fra recitativ til koral lader Bach blot continuoet ledsage de to første verselinjer, førend to obo d’amorer i unison tilslutter sig satsen med en vederkvægende obligat melodilinje, som et billede på den himmelske tilværelse, sopranen har i vente.

Som så ofte i Bachs kantater er den lidende sjæl personificeret ved tenorstemmen, og med tenorens recitativ og arie når vi kulminationen på kantatens akkumulerede dødslængsel. Tenoren håber snart at mærke døden i sine lemmer og slutter recitativet med at ville tælle timer ned indtil døden. Nedtællingen til døden bliver udgangspunkt for tenorarien, som er kantatens eneste arie: ”Ach schlage doch bald, selge Stunde, den allerletzen Glockenschlag” (Ak, slå dog snart, salige stund, det allersidste klokkeslag.) Bach gestalter librettistens billede af dødsklokkerne med pizzicato i strygerne som gennemgående akkompagnement til de to obo d’amores stilfærdigt flydende melodilinjer, mens tenorens linjer som kontrast hertil er abrupte og sukkende i længslen mod døden.

Bassens recitativ udgør kantatens teologiske vendepunkt: ”Denn ich weiß dies und glaub es ganz gewiss, Dass ich aus meinem Grabe ganz einen sichern Zugang zu dem Vater habe.” (For jeg ved dette og tror det til visse, at jeg fra min grav har helt sikker adgang til Faderen.) Med tanke på opvækkelsen fra dagens læsning kan vi se frem til foreningen med Jesus, som med sin opstandelse overvandt døden: ”So kann ich nun mit frohen Sinnen mein selig Auferstehn auf meinen Heiland gründen.” (så kan jeg nu, glad til mode, forvente min salige opstandelse ved min Frelser.)

Kantatens slutkoral er en taksigelse for Jesus’ sejr over døden: ”Weil du vom Tod erstanden bist, werd ich im Grab nicht bleiben” (Fordi Du er opstået fra døden, skal jeg ikke blive i graven), og med versets sidste linje, afrundes kantaten med en allersidste henvisning til Simeons Lovsang:”Drum fahr ich hin mit Freuden” (Derfor går jeg bort med glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering