BWV 17 »Wer Dank opfert, der preiset mich«

I 1726 var Johann Sebastian Bach i gang med sin tredje årgang af kantater i Leipzig. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Johan Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele 7 kantater fra denne årgang deler tekst og opbygning med Johann Ludwigs.1 Denne gruppe af kantater, hvortil BWV 17 altså hører, består alle af 7 satser inddelt i to dele, som blev fremført henholdsvis før og efter prædiken: Del 1: Kor – Recitativ – Arie, Del 2: Recitativ – Arie – Recitativ – Koral.

Kantatens tekst citerer og refererer til en række steder i bibelen, heriblandt læsningerne til 14. søndag efter Trinitatis. Teksterne kredser alle om menneskets forpligtelse til at lovprise Gud for hans godhed og om belønningen som venter i Himmerig.

Teksten til åbningskorets stammer fra Psalme 50,23. Satsen er bygget op omkring to forskellige temaer: det ene knytter sig til orkesteret og bliver præsenteret i forspillet, det andet tema knytter sig til koret og udspiller sig i to lige lange fuga-gennemføringer, hvor orkestrets tema vender tilbage, først som mellemspil og siden integreres med den vokale fuga hen imod satsens slutning.2

Også de to følgende satser; altens secco-recitativ og sopranens arie bygger på citater fra Salmernes Bog. I arien skaber Bach en fuga for sopranen og to violiner i stil med tenor-arien ”Ich will nur dir zu Ehren leben” fra fjerde del af Juleoratoriet. Fuga-temaet afbilleder ordene fra Salmernes Bog 36, 6 med opadgående sektsendedelsløb og spring til teksten ”Herr! deine Güte reicht, so weit der Himmel ist”. Det efterfølges af temaets kontrapunkt til teksten ”Und deine Wahrheit langt, so weit die wolken gehen”, som Bach itonesætter med lange overbundne fjerdedele på ordene langt og weit.

Anden del af kantaten starter med et citat fra dagens læsning, Lukasevangeliet 17,11-19, hvor Jesus helbreder de spedalske. Men på linje med resten af kantaten har tekstforfatteren også her sit fokus på den efterfølgende lovprisningen af Gud, frem for selve helbredelsen. Recitativet er med sin fortællende form som taget ud af en af passionernes evangelistpartier. Tenoren fortsætter over i en arie med en salmelignende melodi. Igen er taknemmeligheden over Guds nåde i fokus: ”Hvilket overmål af godhed skænker Du mig” … ”jeg har intet andet at give end takke- og lovsang”, hvor ordene tak og lov fra Bachs side forlænges og understreges med melismer. I bassens afsluttende recitativ forvisses vi om, at den ”kærlighed, fred, retfærdighed og glæde” som Gud viser os her på jorden, kun er en smagsprøve på hvad der venter os i himmelen.

Kantaten afsluttes med en fantastisk smukt harmoniseret koral: Johann Gramanns salme over Marias Lovsang ”Nun lob, mein Seel, den Herren” (Min Sjæl, du Herren love), men det er ikke det lovprisende første vers, som ville have været oplagt i forlængelse af kantatens generelle tematik, men derimod det tredje vers, som beskriver menneskets forgængelige liv med billedet af et vissent blad, der jages af vinden.3

1 Kantaterne som deler tekst og opbygning med Johann Ludwig Bachs kantater er BWV 39, 43, 45, 88, 102, 187 og altså 17.
2 Åbningskoret til BWV 17 genbruger Bach senere i 1738-39 som Cum sancto Spritu i G-dur Messen BWV 236.
3 Samme vers benytter Bach som den midterste sats i den store motet Singet dem Herrn ein neues Lied BWV 225.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering