BWV 150 »Nach dir, Herr, verlanget mich«

Det er usikkert hvornår, og til hvilken anledning, Kantate 150 ”Nach dir, Herr, verlanget mich” blev skrevet. Kantaten har tekst fra Psalme 25 og har tidligere været dateret til de tidlige år i Weimar – altså 1708-09 – men den nyeste forskning indikerer, at kantaten kan være skrevet i anledning af Arnstadt-rådsmanden Conrad Meckbachs 70 års fødselsdag og dermed kan dateres helt tilbage til april 1707. I så fald er der tale om den tidligst kendte kantate af J.S. Bach overhovedet!

J.S. Bachs tidlige kantater – herunder også BWV 150 – adskiller sig markant fra kantaterne komponeret i Leipzig-årene, der generelt er udformet på italiensk højbarok manér med secco-recitativer og dacapo-arier, og med den karakteristiske firestemmige koral til slut. Disse elementer er sjældent af finde i de unge år. Her er stilen derimod udpræget tysk frühbarok – en stil som Bach var bekendt med fra barnsben gennem kompositioner af familiemedlemmer som Johann Christoph Bach og Johann Michael Bach – og ikke mindst ungdomshelten Dietrich Buxtehude, som Johann Sebastian havde besøgt på sin berømte fodrejse til Lübeck i efteråret 1705. Det er en eksperimenterende og idérig stil, som er fængende og charmerende, på trods/eller på grund af, at disse ungdomsværker mangler de modne kantaters stramme højbarokke formfuldendthed.

Et typisk karaktertræk i de tidlige frühbarok-kantater er, at hvert tekstled ikke blot har et nyt tema, men ofte også forskellige tempi. I den første korsats, som følger efter det korte orkesterforspil, er der således hele fem noterede temposkift, hvoraf flere af dem er perioder af blot fire takters varighed. Der veksles konstant mellem polyfone og homofone afsnit: Det første tema består af et opadgående oktavspring, som efterfølges af en kromatisk nedadgående figur, som igen følges af en opadgående bevægelse på ordet ”verlanget”. Dette fugerede afsnit afsluttes med et fælles udråb: ”Mein Gott”. Herpå følger et kort homofont afsnit, hvor sopranen med forventningsfulde 16-dele ”håber på dig”. Endnu et kort fugeret afsnit følger og afløses af et langsomt homofont og så fremdeles… Denne første korsats udgør et glimrende eksempel på den frühbarokke ”stylus fantasticus”.

Den næste sats er en kort arie for sopran hvor violinerne agiterende billedliggør ”Kreuz, Sturm” og sopranen med formindskede nedadgående spring illuderer ”Tod, Höll”. Herpå følger endnu en korsats i samme stil som den forrige: Her ”ledes” vi op mod Gud med en trinvis opadgående bevægelse, som starter i basstemmen og fortsætter takt for takt til tenor, alt, sopran og afsluttes i de to høje violinstemmer. Kantatens fjerde sats er en sjældent set terzet for alt, tenor og bas udformet som en enkel trestemmig arie med en underliggende cello i løb. Samme enkle og rolige homofoni følger i 6. sats, hvor det er de to violiner og fagotten som præger akkompagnementet. I tråd med stilen, ændrer satsen karakter midtvejs med en hurtig fuga.

Kantatens afsluttende sats er en Ciaconna – en tredelt dansesats, som her bygger på en trinvis opadgående basrundgang. Igen starter koret homofont, for derefter at blive splittet op i korte solistiske kommentarer, mens violinernes akkompagnement undervejs udvikler sig fra halvnoder, til fjerdedele, til ottendedele. Kor og orkester samles herefter i et længere polyfont afsnit, som afrunder satsen og dermed hele kantaten.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering