Kantate 190 ”Singet dem Herrn ein neues Lied” er Bachs første nytårskantate fra årene i Leipzig. Kantaten havde sin førsteopførelse 1. januar 1724. Desværre er de to første satser af denne kantate delvis gået tabt og kun stemmerne til de to violiner og de fire sangere er overleveret til vores tid. Det skyldes muligvis, at Bach selv tog stemmerne ud da de skulle genbruges i 1730 til en lejlighedskantate, i forbindelse med tohundredeårsfejringen af den Augsburgske bekendelse. Det var et oplagt valg at bruge netop denne kantate til den lejlighed, for Luthers tyske Te Deum: ”Herr Gott, dich loben wir, Herr Gott, wir danken dir” citeres i tekst og musik i de to indledende satser.

Med kendskab til instrumentariet i den komplette sidste sats og til Bachs kompositions- og instrumentationsteknik, er det dog forholdsvis enkelt at genskabe de to delvis bortkomne satser i overbevisende stil. I de overleverede kor- og violinstemmer findes nemlig tilstrækkeligt tema- og motivmateriale til at kunne give et kvalificeret bud på, hvordan Bachs oprindelige satser har lydt, ved simpelthen at udfylde de manglende stemmer på rette sted. Ikke helt ulig en Sudoku. Og ligesom Sudoku’en stammer den rekonstruktionen som vi bruger til 1. sats, ved denne opførelse, også fra Japan. Den er nemlig lavet af Masaaki Suzuki og hans søn Masato Suzuki, der som henholdsvis dirigent og organist står bag den berømmede samlede indspilning af alle Bachs kantater med Bach Collegium Japan. Til 2. sats har vi vendt blikket mod Holland, og bruger en rekonstruktion som Ton Koopman har lavet til sin komplette indspilning af Bachkantaterne med Amsterdam Baroque Orchestra & Choir.

Åbningskoret ”Singet dem Herrn ein neues Lied” deler tekst med Bachs motet af samme navn (BWV 225), som består af uddrag fra Psalmernes bog vers 149:1, 150:4 og 150:6. Satsen falder i tre dele som en ABA-form, hvor hver del afgrænses af det føromtalte Te Deum, som synges unisont af alle fire stemmer. En stærk og ikke ofte brugt effekt i Bachs produktion. Samme Te Deum danner rammen om det følgende koral-recitativ, hvor bas, tenor og kontratenor på skift udtrykker håb om, at Gud vil se i nåde til os i det nye år, og takker for det gamle.

Grundet overleveringen af kildematerialet til denne kantate, kendes instrumentariet til de to arier, 3. og 5. sats, ikke. I 3. sats har vi valgt at lade strygerne akkompagnere kontratenoren, der refererer til Juleevangeliets hyrder på marken ved Betlehem. Hyrde-temaet forsætter ind i bassens recitativ, men afsluttes med reference til Jesu Navngivning, som falder på Nytårsdag: ”So fang ich dieses Jahr in Jesu Namen an”. Jesu navn bruges da også efterfølgende som anafor i duetten for tenor og bas. Også i denne 5. sats må vi gætte os til det obligate instrument, men omfang og stil kunne pege i retning af enten obo d’amore eller violin og valget er faldet på sidstnævnte ved denne opførelse.

Til slut ønsker tenoren et godt nyt år til samfundets vigtigste institutioner: kirken, skolen, byrådet og domstolen, førend kantaten afsluttes med anden vers af Johannes Hermans nytårs salme ”Jesu, nun sei gepreiset”, hvortil Bach på festligste vis skyder nytåret ind med hele ni på hinanden følgende trompetfanfarer, som en hyldest til Treenigheden!

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bachs syv motetter forblev alle en del af Thomaskorets repertoire efter Bachs død, og cirkulerede i musikkredse indtil de blev udgivet i begyndelsen af 1800-tallet. De fleste af Bachs motetter blev skrevet som bestillingsværker i forbindelse med begravelser. Men det synes ikke at gælde for motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied, hvis tekst fra Salmernes bog, som opfodrer til at lovsynge og tiljuble Gud, kunne pege i retning af en mere glædelig anledning.

Vi ved, at Bachs efterfølger i kantor-embedet Johann Friedrich Doles benyttede Bachs motetter til at træne Thomasskolens drenge i koncertant polyfon korsang. Bach-biografen Christoph Wolff formoder at dette har været en praksis videreført fra Bach selv, og Wolff foreslår sågar, at Singet dem Herrn ein nueues Lied kunne være blevet skrevet som en øvelse med henblik på at gøre eleverne egnende til at fremføre kantorens egen koncertante kirkemusik. Fraserne Syng en ny sang for Herren, …til pauke og citer skal de lovsynge ham og Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, kunne da også godt være en slet skjulte påmindelse til drengene om at gør sig umage i sangtimerne. Omvendt, er Singet dem Herrn ein nueues Lied dateret til 1726/27, hvor Bach arbejde på fuld kraft med sin kantateproduktion. At Bach i sine travleste og mest produktive år skulle have skrevet et så ekvilibristisk værk udelukkende med et pædagogisk formål for øje, synes ikke for alvor plausibelt.

Netop Thomaskantor Johann Friedrich Doles spiller en central rolle i fortællingen om motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied. 20. april 1789 lagde W.A. Mozart nemlig vejen forbi Leipzig på sin vej til det preusiske hof. På Doles foranledning besøgte den berømte østriger Thomasskolen, hvor drengene overraskede Mozart med at synge Singet dem Herrn ein nueues Lied under Doles ledelse. Bachs tidligere elev Johann Friedrich Rochlitz, som var til stede, beskrev sidenhen begivenheden således:

Koret overraskede Mozart med fremførelsen af dobbeltkorsmotetten Singet dem Herrn ein nueues Lied af Sebastian Bach. Mozart kendte denne mester mere af omtale end gennem hans værker, som var blevet ret sjældne. I hvert fald hans motetter, som ikke var blevet udgivet, var fuldstændig ukendte for ham. Koret havde næppe sunget mere end et par takter før Mozart forskrækket satte sig op, yderligere nogle få takter og han råbte: ”Hvad er dette?” Og nu syntes hele hans sjæl at være i hans øren. Da sangen var overstået råbte han fuld af glæde: ”Se, dér er noget man kan lære af!”

Man forstår godt Mozarts begejstring, for Singet dem Herrn ein nueues Lied er et mesterligt stykke vokalmusik uden sidestykke. Motetten falder i tre overordnede dele.

Første del bygger på Salmernes bog 149, 1-3, hvor de to kor svarer hinanden i vekselsang, for afslutningsvis at mødes i en stor 8-stemmig fuga til tekstledet Die Kinder Zion sei’n frölich über ihrem Könige, sie sollen loben seinen Namen im Reihen. (Zions sønner skal juble over deres konge, I dans skal de lovprise hans navn.)

Midtersatsen er en koralfantasi over Johann Grammanns salme Nun lob, mein Seel den Herren fra 1530. Det 3. vers, som synges af Kor II omhandler menneskets forgængelighed, og kunne i og for sig godt knytte motetten til en begravelse ligesom Bachs øvrige motetter:

Er kennt das arm Gemächte,
Gott weiß, wir sind nur Staub,
Gleich wie das Gras vom Rechen
ein Blum und fallend Laub
der Wind nur drüber wehet,
so ist es nicht mehr da,
also der Mensch vergehet,
sein End das ist ihm nah.

I den danske oversættelse af salmen Min sjæl du Herren love lyder det:

Vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.

Den eftertænksomme stemning afbrydes brat med sidste sats. Igen er teksten hentet fra Salmernes bog, nu 150, 2+6, og atter veksler de to kor i jubelsang, før de endelig mødes i en afsluttende fuga: Alles was Odem hat, lobe den Herrn, Halleluja (Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, Halleluja).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering