BWV 6 »Bleib bei uns, denn es wird abend werden«

Kantate 6 ”Bleib bei uns, denn es wird abend werden” er skrevet til 2. påskedag 2. april 1725, og den havde flere senere opførelser i løbet af Bachs tid i Leipzig. Kantaten hører til Bachs anden kantateårgang, som han i øvrigt helligede koralkantaterne. Siden 1. søndag efter Trinitatis 1724 havde Bach skrevet godt 40 koralkantater, men i påsken 1725 afbryder han af uvisse årsager denne koralkantatecyklus. Påskedag (dagen inden) opførte han sin allerførste koralkantate BWV 4 Christ lag in Todes Banden fra 1707/08, som afslutning på dene cyklus. Kantate 6 er således den første kantate i denne årgang, som ikke er en koralkantate. Bach vendte siden kun tilbage til koralkantategenren med nogle få enkeltstående kantater op igennem 1720’erne og 30’erne, som han supplerede sin koralkantatesamling med.

Søndagens læsning er fra Lukasevangeliet 24, 13-35: Vandringen til Emmaus. Efter korsfæstelsen i Jerusalem er disciplene gået i skjul og afventer, at Jesus på tredjedagen skal genopstå. To af disciplene begiver sig afsted til Emmaus og får på vejen følgeskab af Jesus, som de dog ikke genkender, og han belærer dem om profetierne. Da de er nået til Emmaus og det hus disciplene skal til, vil Jesus gå videre, men da siger disciplene: ””Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem”. De bryder straks op og vender tilbage til de andre disciple i Jerusalem og fortæller hvad de har oplevet.

Kantatens librettist vælger at benytte aftenen og mørket som tematisk omdrejningspunkt for sin tekst, og i åbningskoret citeres kun det centrale vers 29 fra læsningen: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er gået på hæld”.

Efter forspillet sætter koret homofont ind i den langsomme og alvorstunge Sarabande-sats, der på flere parametre giver mindelser om afslutningskoret Ruht wohl fra Johannespassionen, som havde haft sin andenopførelse blot tre dage forinden. I korets A-del benyttes den allerførste linje Bleib bei uns som en tilbagevendende bøn. I B-delen skifter satsen karakter, taktart og tempo til en hurtigere fuga, hvor hvert tekstled er repræsenteret med hvert sit tema. Igen lægger Bach vægt på disciplenes bøn ved på skift at lade de fire stemmer synge Bleib bei uns, på lange noder, som et insisterende orgelpunkt. Fugaen falder i to gennemføringer; først en gennemføring med reduceret continuo efterfulgt af en gennemføring med hele contiuogruppen og colla-parte strygere, hvilket peger i retning af, at Bach til denne kantate (ligesom til Johannespassionen) benyttede sig af to sangerkvartetter. B-delen slutter med et retorisk ophold efter det sidste Bleib bei uns!, før satsen atter vender tilbage til A-delens Sarabande.

Altens arie er en bøn om, at den Højtlovede Guds søn vil være vort lys, og bryde mørket. Alten er ledsaget af en obo da caccia (den blev ved en senere opførelse erstattet med en viola), som sammen med altstemmen giver satsen en mørktklingende tone, der understreger ariens tematik. Bach tydeliggør modsætningen mellem lys og mørke med en opadgående frase på ordet Hochgelobter (højtlovede), mens han i B-delen viser mørket (Finsternisse), som falder på, med trinvist nedadgående toner.

To koralvers følger herefter i en udsættelse for sopran og violoncello piccolo, som afslutning på kantatens første del. Det første vers, Philipp Melanchthons tyske version af den latinske hymne Vespra iam venit (Ach bleib bei uns, Herr Jesu Christ, weil es nun Abend worden ist), er et åbenlyst valg i henhold til dagens læsning og librettistens fokus på aftenen, og det efterfølges af Nikolaus Selneckers tilføjede vers til salmen. Også i denne sats har Bach skrevet en krævende stemme til sin basviolin, Violoncello Piccolo/Violoncello da Spalla. Satsen kendes i øvrigt også i en version for solo orgel, som én af de seks Schüblerkoraler. Schüblerkoralerne er opkaldt efter forlæggeren Johann Georg Schübler og indeholder seks arrangementer for orgel, lavet af Bach over hans egne kantatesatser.

I kantatens anden del skiftes fokus fra første dels angst for mørket til i bassens recitativ at blive en selvforskyldt konsekvens for mennesket: ”… fordi såvel de små som de store, ikke har vandret til dig, O Gud, i retfærdighed, og har handlet imod deres Kristne pligt”. Teksten har et dommedagsprofetisk skær over sig, og det bekræftes i den sidste linje, ”derfor har du væltet deres lys”, som refererer til Johannes Åbenbaring 2,5.

Efter denne formaning beder tenoren Jesus om hjælp til at vise vej, ”så vi ikke går ad syndens sti”. Med Påsken frisk i erindringen former Bach temaet på ordet Jesu som et korsmotiv. I B-delen skifter satsen farve med teksten ”Laß das licht deines Wortes uns helle scheinen” (Lad dit ords lys skinne lyst på os) med en vederkvægende smuk sekvens. Jesus lyser op, bryder mørket og forløser således kantaten, som derefter rundes af med 2. vers af Martin Luthers Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering