BWV 45 »Es ist dir gesagt, Mensch, was gut ist«

Kantaten 45 Es ist dir gesagt, Mensch, was gut ist havde sin førsteopførelse 8. søndag efter trinitatis, 11. august 1726, som del af Bachs tredje Leipzigkantate-årgang. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sonntags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Johann Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. De falder alle i to afsnit – et før og et efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis et gammeltestamentligt og et nytestamentligt citat: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie. Del 2: recitativ (NT) – arie – recitativ – koral. Overordnet set, udgør det nytestamentlige citat altså aksen i en symmetrisk opbygning, som omkranses af det gammeltestamentlige åbningskor og den reformatoriske slutkoral. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med flere af disse kantater her i Enghave kirke, nemlig Kantate 17 Wer Dank opfert, der preiset mich, Kantate 39 Brich dem Hungrigen dein Brot og Kantate 43 Gott fähret auf mit Jauchzen.

Også i denne kantate viser Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen sig som en særdeles bibelkyndig librettist, og indfletter behændigt en række bibelcitater, der sætter søndagens læsning, Matthæusevangeliets formaning Om falske profeter og glubske ulve i fåreklæder, i relief (Matthæus 7, 15-23). Librettoen tager sit afsæt i læsningens konkluderende fordring om at følge Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” 

Til åbningskoret benyttes det gammeltestamentlige skriftsted Mikas Bog 6, 8, som tegner en lignende rettesnor: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” Efter et længere koncerterende forspil sætter sangstemmerne fugeretind én efter én, akkompagneret af instrumenter i par, som akkumuleres og kulminerer i et stort tutti som afslutning på satsens A-del. Til B-delens ord om at handle kærligt og ydmygt, skiftes satsteknik til en mere retorisk madrigal-stil. Et glimrende eksempel på, hvor ubesværet Bach på højdepunktet af sin formåen varierer mellem vokalkompositoriske og instrumenteringsmæssige teknikker.

Tenoren lover at følge den rettesnor, Gud har givet, for at kunne bestå som Guds ydmyge tjener. Recitativet er en allegori over Lukasevangeliets lignelse om Årvågne tjenere (Lukas 12, 35-48), hvor særligt vers 47 vækker genklang: ”Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.” I den følgende arie portrætteres det menneske, som mod bedrevidende undlader at følge Guds vilje, med en klar reference til Lukasevangeliets lignelse om den uærlige godsforvalter (16, 1-9). Og Bach lægger ikke fingre imellem. I fransk operastil udpensles pinslen med tonemalerier: teksten ”Wenn er mich als seinem Knechte fordert scharfe Regnung ein” (Når han stiller mig skarpt til regnskab som sin tjener) formes som en opadskruet linje via en skov af musikalske fortegn i form af krydser og dobbeltkrydser, og ordene ”Qual und Hohn” (kval og hån) udbasuneres over formindskede akkorder.

Med denne teologiske cliffhanger har Leipzigmenigheden kunnet sætte sig til rette til en god times prædiken, for derefter at blive konfronteret med Frelseren selv i åbningen af kantatens anden del.

I bassens Arioso møder vi Jesus iført musikalske gevandter som Hærskarers Herre i citat fra de sidste uforsonlige linjer af søndagens læsning: ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!” Furioso havde måske været en mere passende satsbetegnende for denne virtuose vredesudladning, som John Elliot Gardiner rammende beskriver som ”halvt Vivaldi-koncert, halvt opera-scene”.

Så meget desto større er behovet for altens beroligende trøst. Som en fuldstændig kontrast tager arien form i fløjtens rolige bevægelser: ”Wer Gott bekennt aus wahrem Herzensgrund, den will er auch bekennen.” (Den der bekender sig til Gud af et sandt hjerte, ham vil han også kendes ved). Udsagnet refererer igen til et konkret bibelord, denne gang fra Matthæusevangeliets Udsendelsestale ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.” (Matthæus 10, 32).

I det afrundende recitativ bekræfter alten til konsoliderende dur-akkorder at efterleve Guds vilje. Således følger vi rettesnoren til kantatens slutkoral, andet vers af Johann Hermanns salme O Gott, du frommer Gott fra 1630.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering