BWV 192 »Nun danket alle Gott«

19. november 1728 døde Bachs tidligere arbejdsgiver prins Leopold af Anhalt-Cöthen. Med Leopolds død var der også udsigt til, at Bachs titel som hofkapelmester ville ophøre efter prinsens begravelse 24. marts det følgende år. En titel Bach havde båret siden 1717 – også efter, at han havde forladtCöthen til fordel for kantorstillingen i Leipzig. Bach var ikke sen til at sikre sig en ny hofkapelmester stilling. I januar 1729 gæstede Hertug Christian af Wiesenfels Leipzig, og i den anledning opførte Bach en kantate for solo-sopran O angenehme Melodei BWV 210a. Det er oplagt at forestille sig, at Bachs hustru Anna Magdalena (født Wilcke) sang sopranpartiet, for familien havde gode forbindelser til Wiesenfels idet, Anna Magdalenas far Johann Kaspar Wilcke var hoftrompetist ved Wiesenfelshoffet. Blot halvanden måned senere drog Bach til Wiesenfels for at optræde i forbindelse med Hertug Christians fødselsdag, og blev ved samme lejlighed udnævnt til hofkapelmester.

Årsagen til Bachs hast med at finde en ny hofkapelmesterstilling skyldes dels, at han med den højere officielle titel stod i en bedre position overfor kirkens og skolens ledelse, som han løbende havde større og mindre konflikter med, og dels har det været et kærkomment økonomisk supplement til kantor-lønningen. I oktober 1730 betror Bach sig i et brev til sin gamle skolekammerat Georg Erdmann, at stillingen som kantor har været en skuffelse for ham, og at han overvejer at forlade Leipzig, hvis en mere attraktiv stilling skulle dukke op et andet sted. Han tjener for lidt i forhold til leveomkostningerne i handelsbyen Leipzig og beklager sig desuden over sine foresatte, som er ”mærkelige” og ikke interesserer sig for musik.

Indtil for få år siden har man ikke kendt til, at Bach skulle have komponeret kirkemusik i sin egenskab af hofkapelmester ved Wiesenfelshoffet. Men et teksthæfte, som dukkede op for nogle år siden, tyder på, at kantaten Nun danket alle Gott blev opført ved afslutningen af en festgudstjeneste på årsdagen for kirkens indvielse på Trinitatis søndag 4. juni 1729 i Sangerhausen – Hertug Christians andet residens. Vi må formode, at Bach senere genbrugte kantaten i Leipzig, for han lod den indgå i sin såkaldte koralkantateårgang, som han løbende supplerede med per omnes versus-koralkantater op igennem 1730’erne. Her er kantaten dog at finde uden titelbladet, som almindeligvis angiver til hvilken søndag kantaten er tænkt til opførelse. Vi ved derfor ikke på hvilken søndag i kirkeåret den fik opførelse i Leipzig. Udover det manglende titelblad mangler også hele tenorstemmen, som derfor er blevet rekonstrueret i forbindelse med de moderne udgivelser af Bachs kantater.

Nun danket alle Gott er med sine blot tre satser en af Bachs korteste. Den bygger på Martin Rinckarts salme af samme navn fra 1636, og Bach gengiver salmens tre vers i dens oprindelige form uden de poetiske omskrivninger, som Bach gjorde brug af i sin koralkantateårgang 1724/25. Valget af salmen Nun danket alle Gott virker ikke ligefrem oplagt i forbindelse med Trinitatis – altså fejringen af treenigheden. I Weisenfels-salmebogen fra 1724 er salmen at finde under taksigelsessalmer, men i Schimellis sangbog udgivet i Leipzig i 1736, som Bach bidrog med harmoniseringer til, findes salmen faktisk under salmer om treenigheden.

Bach understøtter fejringen af treenigheden i selve kantatens arkitektur. De to ydresatser er begge større koraludsættelser for tutti-ensemblet, mens den midterste sats er en duet akkompagneret af et reduceret ensemble. Således skaber de tre satser tilsammen en symmetrisk tredelt struktur for kantaten. Desuden vælger Bach tredelte taktarter til begge de to ydresatser. Åbningskoret er noteret i 3/4, mens slutsatsens lovprisning af treenigheden (doksologien) er noteret i den tredelte taktart 12/8.

Bach åbner kantaten med en festlig koralfantasi. Ensemblets forskellige instrumentgrupper kommenterer på skift med soli mellem hinanden i italiensk concerto grosso-stil før alle fire sangstemmer sætter ind i unison lovprisning: Nun danket alle Gott (Nu takker alle Gud). Den homofone indledning afløses snart af en imiterende polyfon sats mellem de tre nederste stemmer, før sopranen sætter ind med sin cantus firmus. Også salmemelodiens abgesang indledes med et længere polyfont forløb, og ved satsens slutning samles de fire stemmer afslutningsvis atter i det polyfone motto: Nun danket alle Gott. En højst usædvanlig udvidet struktur for Bachs koralkor, som underbygger opførelsens festlige anledning.

Kantatens midterste sats er udformet som duet mellem sopran og bas. Også her er karakteren let og dansant, noteret i 2/4 som den franske hofdans Bourrée. Duetten er en lovprisning af Guds nåde og taksigelse over frelsen i Jesus. De to sangere kan således tolkes som personificering af faderen og sønnen. Sangernes tema er bygget op over salmemelodiens første linjer, og er desuden et musikalsk billede på anden vers’ begyndelsesfrase: ”Der evig reiche Gott” (Den evig rige Gud), hvor ordene evig og reiche gestaltes i henholdsvis en lang tone og en udsmykket trille. Et godt eksempel på den detaljerigdom, som er så karakteristisk for Bachs kompositoriske arbejde.

Bach benytter sin vokalmusik taktarten 12/8 i forskellige sammenhænge. Ofte ser vi den i større processionskor, som f.eks. i højtidelige åbningskor i beskrivelsen af Jesus som konge, eller som begravelsesoptog som vi f.eks. ser det i åbningskoret til Matthæuspassionen. En tredje fortolkning af 12/8-satsen kan dog findes i Bachs kammermusik, hvor taktarten af og til bruges som notation af den hurtige og friske dans Gigue eller Giga. Med henblik på den festlige anledning og kantatens karakter i øvrigt, synes sidstnævnte tolkning oplagt. Også i denne sats ligger salmemelodien til grund for det gennemgående tema i trioliserede ottendedele, som bliver den gennemgående drivkraft satsen igennem. Med afsyngning af doksologien: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden i dansant tredelt, afsluttes kantaten på festlig vis.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering